Illustration: Asger Denert-Nielsen
Det skal deklareres, at det er en debat i tale. Og HVABEHAR blander sig ikke i gudekomplekser. Alle har lov til at mene, hvad de nu engang vil. Men fyldigheden, passionen og indlevelsen, der er blevet lagt i at beskrive Gotham City aka Aarhus i dette nydelige debatindlæg, lyder så tilpas teatraliseret, at man godt må le en smule af det. Haha. Hah.
»Fænomenet har stået på i nogle år. Man kunne håbe, det var forbigående, men desværre er byen stadig præget af dinglevorne tøjstativer samt beskidte og fugtige kasser.«
Sådan lægger Morten Nystrup ud i et debatindlæg. Dovenskaben har overtaget, mener han, om de genbrugs – bikser, der har spredt sig hurtigere end en virus i et lunkent spabad. Det skal være slut. tøjet skal på genbrug og sorteres korrekt. Ikke gøre Aarhus til et nyt skraldet dystopi.
Det tegner sig et grusomt billede. Rotterne lurer under overfladen. Der er noget råddent i Århus – og nej, det er ikke lugten fra åen, der flittigt bliver pisset i.
De levende og livlige beskrivelser tegner et så virkeligt billede, at man næsten skulle tro, man var der selv.
Du går ned ad Aarhus’ gader:
Din fod rammer den første morgenkolde vandpyt, der slikker sig rundt om skoen og plasker op, lige op over de nye ankelsokker, du købte i Magasin forleden. Vandet er sort og slimet. Du er forbløffet. Ryster hurtigt vandpytten af dig. Videre, Latinerkvarteret besøger ikke sig selv. Du fortsætter ned ad gaden. Der svæver en uforklarlig ro i luften. Himlen er mørkere, end den plejer. Du trasker troligt fremad, overbevist om at alt er, som det plejer, da du øjner en flok måger, der larmer og flyver i flok. De bevæger sig tættere. Pludselig hører du det. Det første KLASK. Den store hvide og grålige krop rammer asfalten omtrent femten meter foran dig. Kæmpe fugl, tænker du til dig selv, mens du langsomt nærmer dig det enorme lig for at se, hvad der sker. Klask. Endnu en måge rammer. Ti meter. Klask. Fem meter. De falder nu om alle sider af dig. Hele den harmoniske flok, der for få sekunder før prydede himlen, ligger nu i flok omkring dine ben. De sidste stykker, der ikke helt døde af faldet, kaster sort slam op af deres slidte hals, inden de skriger deres sidste kvalte skrig. Du vil ikke tro det og falder på knæ foran de døde majestætiske væsner. Dine øjne kæmper for ikke at fyldes af tårer, og din hals snøres sammen. Indtil du ser noget mærkeligt i mundvigen på den ene måges næb. Du tager det slappe hovede i dine hænder. De døde øjne ruller om og stirrer dig tomt i panden. Du åbner næbbet. Du kaster det fra dig i skræk.
Det kan ikke passe. Dit værste mareridt? Det må ikke være sandt. Ud af næbbet stikker et klæde. Du havde kun hørt rygter. Tøjet er kommet.
Du løber nu. Bange og desperat. Mens du tonser ned ad Mejlgade med alt, hvad dine lunger kan præstere. Pludseligt mærker du en stikkende fornemmelse på din ankel. Du kigger ned. Den er rød og hævet. Udslæt. Det må være slammet. Ingen tid. Du skimter ned på dit Apple Watch, der spørger, om du er ude at træne? Hold kæft Apple Watch, der er vigtigere ting lige nu. Aarhus er døende. Dine øjne begynder at sortne. Du sænker farten. Du er nået langt. Helt ned i midtbyen. Her hører du det første råb. »KØB TØJ!« »Nej nej nej,« bryder du ud. De samles om dig, kvælende som en bazar på en billig ferie i Zanzibar. Tøjet bugner ud igennem alle bygninger, flyder ud på gaden. Det er organisk og levende. Klamt og beskidt. Du undviger en mor, der med et vredt blik i øjnene kaster en muggen Armani-kasket efter dig, mens hun brøler, at den kun koster en 20’er. Ikke i dag, tænker du. Du skal redde Aarhus. Byen er syg, og der findes kun én kur. Du må skrive et debatindlæg.
Det virker i hvert fald som en anden fantasiverden, den kære skribent har vandret rundt i. Det er selvfølgelig svært at bekræfte, da det eneste billede, der er vedlagt, er et, han har fået taget af en anden, af et helt pænt og nydeligt tøjstativ. Rigtig smukt for konteksten – hvis man gik så meget op i standen af Aarhus, at man var villig til at skrive et debatindlæg om det, havde man så ikke fotograferet det? Så man som journalist kunne dokumentere det, man påstår? Hvis man har fundet på vendinger som,
»Aarhus minder om Pusherstreet for bomuld, polyester samt andre stoffer.«
kunne man lokkes til at tro, at det var noget, der var oplevet, følt og mærket. Spøjst, at man så ikke fandt telefonen frem fra lommen og tog et billede.
Det kan også være, at der eksisterer to helt forskellige definitioner af affald, og at det hele er et begrebsspørgsmål. Der er jo for eksempel dukket en ny tøjstil op fra 80’ernes kokaintåge. Den hedder Poor Core og gør sig i udelukkende at gå i slidt tøj. Hold op, et modemekka Aarhus kunne blive.
Hele debatindlægget munder ud i en pointe om, at hvis man vil af med sit tøj, skal man tage på genbrug med det.
Det er jo en helt legitim pointe, men at gå i kødet på folk, der prøver at sælge deres tøj på gaden, klinger måske en smule hult i dag.
De flotte adjektiver og sammenligninger kunne være blevet brugt til at debattere nogle mere reelle problemer. Hvad ved jeg, lille dumme studerende. Jeg kan blot ydmygt skue på dit betagende værk, tage mig selv til øjnene og indrømme i mit lille dumme hoved, at jeg aldrig bliver lige så god som dig.
Som forsvar mod at være målmand for den måske lidt upopulære holdning, det er at være imod gade-genbrug, skriver forfatteren i et mailsvar:
»At genbrug er godt, hvis det bliver genbrugt. Desværre har flere stativer mere præg af affald end genbrug.«
Og at det sande problem ligger i, at det ikke længere er foran folks private hjem, men er sluset ud i gadebilledet. Det står åbenbart så slemt til i Aarhus, at der var brug for at vende det i en debat i den lokale avis.
Han tilføjer yderligere, at det ville give tøjet mere værdi, hvis man genbrugte det korrekt, på en genbrugsstation eller i den korrekte affaldssortering, men HVABEHAR? Kunne man vende den om og spørge sig selv, om de mange tøjstativer opfordrede og inspirerede? At folk, der ikke kom på genbrug, fik syn for, hvad man kunne gøre med sit brugte tøj? Det må man selv om. Hele debatten kan læses i Din Avis Aarhus, så kan man jo selv tage stilling til argumenterne og endeligt afgøre, om Aarhus er blevet til en dystopi, eller om man kunne være heldig at finde et stykke tøj for en 20’er.