Foto: Morten Rygaard
Året er 2023, det er sommer og startskuddet til årets Heartland Festival har lydt! Jeg befinder mig i København og er i fuld gang med en af de vigtigste eksamener på journaliststudiet. Nick Cave og journalist Seán O’Hagan, som er medforfatter til biografien Faith, Hope and Carnage om Nick Caves liv, er årets hovednavn på Heartlands Talk-program og jeg SKAL med.
Heartland finder sted ved Egeskov Slot i Kværndrup på Fyn og jeg indser hurtigt, at der skal ske et mirakel, hvis jeg skal nå til Kværndrup i tide. Jeg har lyttet til Nick Cave i mange, mange år og har også set ham spille live et par gange. Men det her er noget andet, for Nick Cave skal ikke spille på Heartland Festival, han skal derimod medvirke i en Talk – altså en samtale med Seán O’Hagen og måske endda også med en del af det vel mødte publikum – man kan sågar få sit eksemplar af Faith, Hope and Carnage signeret.
Nick Cave har et stort bagkatalog af musik bag sig, men er mest kendt for sit virke som forsanger i Nick Cave & The Bad Seeds, som har udgivet utallige fede albums – personligt er jeg helt oppe og ringe over albummet Live from KCRW. Nick Cave har spillet musik i mere end 40 år og har derudover også arbejdet med filmkompositioner, keramiske skulpturer og romaner. Med sig har han, som sagt, Jeán O’Hagan, en prisbelønnet journalist som har interviewet og samarbejdet med en masse forskellige kunstnere, forfattere og musikere. Kombinationen af disse to skønne herrer taler til alt i mig, da jeg selv brænder for kulturjournalistik og ikke mindst for musik. Så jeg skal lægge en plan for, hvordan jeg på cirka fire timer skal formå at finde vejen fra København til Egeskov Slotspark – for det er der slet ingen tvivl om, at jeg skal.
Det er bagende varmt i København, jeg befinder mig i nærheden af Halmtorvet og jeg er langt fra færdig med at filme det materiale, jeg skal bruge til min eksamensopgave. Jeg tjekker toge og busser på Rejseplanen, men det giver slet ikke mening, da Kværndrup Slot ligger sådan lidt in the middle of nowhere, og det vil derfor tage mig alt, alt for lang tid at nå det til Nick Cave og Seán O’Hagen går på. Dernæst tjekker jeg GoMore, en app hvor man kan finde et lift eller leje en bil. Ingen lift til Fyn, ingen biler, der kan lejes i mere end nogle få timer. Jeg er på spanden.
Jeg sætter mig midt på en bænk i den bagende sol midt på Halmtorvet, tager en kold dåse danskvand op af min taske og lægger hjernen i blød. Og så tænker jeg pludselig på, hvorvidt folk stadig blaffer. Det gør de vel, tænker jeg og ser mit snit til at forhåbentlig nå til Heartland Festival inden tiden rinder ud. Inden jeg får set mig omkring, finder jeg mig selv på Sydhavnsgade med tomlen i vejret. Jeg er iført en sort, oversized herreundertrøje fra Føtex, mine Dr. Martens-støvler og et par solbriller – føler mig helt klar til festival – også selvom jeg hverken er i besiddelse af et telt eller en sovepose, men det er det mindste problem.
Der går 20-25 minutter, før en lille hvid bil, med en ung kvinde som fører, holder ind til siden, ruller vinduet ned og spørger, hvor jeg skal hen. Jeg svarer, at det nærmest er ligegyldigt, bare det er mod Fyn. Kvinden fortæller mig, at hun skal til Odense, og jeg smiler op over begge øre – det er helt perfekt! Jeg sætter mig ind i bilen, vi får en sludder for en sladder, vi splitter broen og wupti, så er jeg på Fyn. Jeg takker den unge kvinde, fortæller hende, at hun har bidraget til at redde min dag og hun sætter mig af for enden af Nyborgvej, så jeg forhåbentlig kan blaffe videre derfra. Jeg er ved godt mod – jeg kom til Fyn på blot ét lift!
Jeg står ikke på Nyborgvej og steger med tomlen i vejret i meget mere end et kvarters tid, før en grå, lidt større bil holder ind til siden og vinker mig ind. Det er en ung fyr, som virker yderst bekendt, men jeg kan dog ikke helt placere ham. Han fortæller mig, at han skal besøge sin far i Ringe, så han kan få mig lidt nærmere Kværndrup. Jeg takker pænt ja, sætter mig ind i bilen og af sti afsted!
Der smalltalkes i bilen og spørgsmål som »hvor kommer du så fra?« og »hvad laver du til daglig?« er en del af pakken. Fyren fortæller mig, at han arbejder som journalist på Nyborg Avis og pludselig er der en klokke, der ringer – jeg har været i nano-praktik som journaliststuderende på Nyborg Avis, og det er der, jeg kender fyren fra! Han husker mig tydeligt og pludselig går snakken og tiden flyver afsted. Vi nærmer os Ringe og der er nu kun en halv times tid til, at Nick Cave og Seán O’Hagan indtager Podium, som en af scenerne på Heartland Festival hedder, og jeg sveder tran af ren og skær stress for at nå det sidste stykke. Dette tror jeg, går op for min nuværende redningsmand og pludselig redder han min dag og fortæller mig, at han sgu bare kører mig helt derop. Jeg hviner af glæde, giver ham et kram og fortæller ham, at jeg skylder ham en tjeneste.
Jeg bliver sat af, så tæt som man overhovedet kan komme på festivalpladsen i bil, jeg takker mange, mange gange og så får jeg ellers ben at gå på og SPÆNER langs grusvejene i den snørklede labyrint-agtige forplantning, der indhegner festivalpladsen. Der er ekstremt mange mennesker og jeg tænker for mig selv, at de da er virkelig pænt klædt på, i forhold til at det er en festival. Det skal lige sige, at jeg altså ikke har været på Heartland før, men udelukkende har dyrket lidt mere »rå« festivaler, om man vil. Jeg kigger på mit ur, sætter tempoet op og overhaler diverse solhatte, kilehæle og pastelfarvede skjorter indenom – godt jeg har praktisk fodtøj på.
Jeg når lige akkurat Podium, da Nick Cave og Seán O’Hagan indtager scenen. En fuldkommen lykkefølelse indtager min krop, jeg kigger mod himlen og takker whatever for, at det lykkedes mig. Jeg tænker slet ikke på hjemturen eller den eventuelle overnatning i det bare ingenting , for det er ligegyldigt, jeg nåede det, og nu går de næste par timer med at være lutter øre i musikeren og journalistens forrygende selskab.
Nick Cave har en yderst tragisk historie. Han har nemlig mistet to ud af fire af sine sønner i en alt for tidlig alder. Den 14. juli 2015 døde hans yngste søn, Arthur Cave, i en alder af 15 år. Han havde efter sigende taget LSD med en ven, hvilket resulterede i nogle stærke hallucinationer og et fald ud over en klippe nær Brighton i England, hvilket gav ham så mange kvæstelser at han senere samme aften afgik ved døden på Sussex County Hospital i Brighton. Og som om det ikke skulle være nok, mistede Nick Cave i 2022 sønnen, Jethro Lazenby, i en alder af 31. Dette skete to dage efter at Jethro Lazenby blev løsladt efter at have indrømmet at have overfaldet sin mor, Beau Lazenby. Dødsårsagen er endnu ikke fastslået.
Jeg havde på forhånd tænkt, at den talk jeg nu befinder mig i, ville omhandle Caves drenge og ganske rigtigt, det gjorde den selvfølgelig. Dog krydret med en masse andre af livets store spørgsmål, men det er tydeligt, at der i publikum befinder sig en del forældre, som også har mistet deres kære små. Jeg står lige foran en kvinde, som har mistet sin lille dreng i en bilulykke. Hun er en af dem, der får mikrofonen, der går rundt blandt publikum, med det formål at kunne stille Nick Cave spørgsmål. »How do I ever recover from this? How did you – how do you work with yourself to recover?«, spørger hun Nick Cave, mens tårerne triller ned af hendes kinder – og jeg skal lige love for, at tårerne triller ned ad mine også. Nick Cave Cave svarer noget med, at livet går videre og at man kan blive utrolig syg af at gå rundt og være ked af det hele tiden. Han understreger naturligvis, at det at miste et barn er den værste smerte, han har oplevet på egen krop, men at man bliver nødt til at tænke tilbage på de gode tider man har haft og at man ikke må lade sig selv gå i stå – for først der, bliver det rigtig sort.
Snakken går og Cave og O’Hagan har en vidunderlig jargon imellem sig. Heldigvis omhandler ikke alle spørgsmålene sorg og ulykke. Dog er det overordnede tema, hvis jeg selv skal sige det, »livets helt store spørgsmål«. Nick Cave er sjov på den måde – for han er dyb og banal på samme tid – spirituel og realistisk på samme tid. Han fascinerer mig. Efter snakken er gået i halvanden times tid, runder Nick Cave og Seán O’Hagan så småt af og finder deres vej ned bag scenen og jeg står med et smil på læben, lettet over at have nået dagens »mål«, og tænker, at det er ved at være tid til en kold IPA og måske en slapper på en bænk på den overdådige festival.
Heartland 2024 finder sted i selvsamme skønne omgivelser ved Egeskov Slot den 13.-15. juni og du kan igen i år opleve en masse store, spændende kunstnere. Måske jeg kan køre med dig?