Illustration: AI-genereret i Canva, redigeret af Jeppe Seiding Olsen.
Siden jeg så dokumentaren ‘’The Social Dilemma’’ om afhængighed af sociale medier og skrev SRP om emnet, og om hvordan toppsykologer og tech-guys bruger nøje udvalgte afhængighedsskabende mekanismer til at holde folk på platformen, så har jeg været lidt bange for at blive en digital zombie.
Jeg forsøgte i perioden efter konstant at skrue ned for min skærmtid, men jeg fejlede ofte (corona-perioden). Jeg faldt tit i og brugte alt for lang tid online. Jeg fuckede min søvn op på ligegyldigt og dårligt indhold, og selvom jeg udmærket godt er klar over, hvilke mekanismer der er i spil, så er min hjernes belønningscenter oftest ikke meget smartere end en rottes.
Boykottet
Det er en synd at fortælle andre sin skærmtid. Det er kun i ens eget lille syndige hjørne, hvor man ved, at skærmtiden tæller 6+ timer per dag. Nogle gange foretrækker man sågar at gemme sandheden for sig selv, man tør simpelthen ikke tjekke. Indtil bølgen af skam skyller over en, når telefonen flabet nok lige minder en om, at man har brugt 50% mere skærmtid i forhold til sidste uge.
I september måned sidste år havde jeg fået nok, så med fødderne i græsset besluttede jeg mig for at vandre gennem en oldschool Nokia-fase, hvor jeg totalt boykottede smartphones for første gang siden min første iPhone 4. Jeg var som en hund uden snor og ejer, jeg farede vildt i den danske betonjungle uden Google Maps til at vise vej, uden penge, for dem havde jeg ikke lige mobilbank til at smide over, uden appen til at købe billet til letbanen, og ja, så kunne jeg heller ikke få fat på folk på farten, hvis jeg ikke lige havde fået deres nummer ned. Men derimod kunne jeg pludselig sidde en hel letbanetur uden en skærm, jeg kunne kigge ud af vinduet og lave mit eget indhold med hjernen, og jeg kunne være helt nøgen foran andre helt uden skærmen, jeg kunne gemme mig bag. Jeg tror stadig på, at det er muligt at leve analogt, men det er ofte en sten i skoen i en verden, hvor skærmen og mageligheden har fulgt os hele livet.
Min historie med problemet siden da har været lidt ligesom Buddhas rejse mellem fattigdom og rigdom. Skærmfri var ikke lykken, men det var syv timers memes og korte, fordummende Tik Toks, nøje udvalgt af den kinesiske regering, heller ikke.
Den gyldne middelskærm
Jeg fik dog en smartphone igen 6 måneder senere, da jeg frygtede ikke at blive accepteret i medieverdenen med en gammel Nokia, ja og desuden savnede jeg visse smarte redskaber. For nylig så jeg så en Facebook-video på min smartphone af skærmforsker, Thomas Enemark Lundtofte, fra SDU. Han sagde, at skærmtid var ligesom spisetid. Man skal jo ikke tænke over, hvor mange timer man spiser, men hvad man spiser. Det var så genialt, at jeg afinstallerede Facebook igen, for selvom man også kan få salat på Mcdonald’s, så er resten af menuen stadig fyldt med skidt. I stedet begyndte jeg at fokusere på kun at have alle sunde ting, man kan have på sin smartphone. Man kan indfange sine minder på farten med kameraet, følge med i alverdens nyheder, aktivere sin hjerne med candy crush eller skak, lære et nyt sprog på Duolingo og læse eller lytte en bog. Så selvom skærmtid ofte associeres med noget negativt, så er jeg faktisk begyndt at være glad for min skærmtid, når jeg ser, den er blevet brugt på gode ting.
Skrald skærmtid
Men visse apps (du ved hvilke) suger os til skærmen som insekter og har en alarmerende mængde indhold, der er falske nyheder, mal- og misinformation og ude af kontekst, unuanceret og forkortet indhold, der desuden er blevet videnskabeligt bevist kan medføre ringere koncentrationsevne. Det er skraldet indhold, som ejerne bag har en ugidelig tilgang til at fikse. Men selvom vi ved, det er skrald, vender vi den anden kind til og benytter fortsat appsene, fordi de er så dybt indlejret i vores liv. Kan man overhovedet være venner uden at dele videoer på Instagram? Kan man overhovedet blive inviteret til en begivenhed eller huske fødselsdage uden Facebook?
Det er ren skrald, man æder med øjnene, og hvis man ser mange usandfærdige historier hver dag, mon ikke man så lige overser, at noget af informationen er falsk. Efterhånden er der flere og flere, der har set noget nede i et dybt kaninhul på sociale medier og radikalt begynder at tro på det og snakke om det uden at kende det fulde og sandfærdige billede, hvilket giver et skærpet billede af sandheden. Jeg ser oftere folk i bussen smadre fingeren igennem Tik Tok og maks se 1-5 sekunder af indholdet, og det værste er børnene, der går med smartphones, de knap kan have i hånden, mens en irriterende og hurtig børneinfluencer manipulerer dem til at købe et produkt fra deres forældres lomme. Få nu noget koncentrationsevne og se noget Bamse og Kylling i stedet for. Meget af indholdet på sociale medier er vanedannende og i høj grad dårlig for os selv og samfundet.
Men skærmene er nu gode nok og ikke slemme i sig selv, det kan dog kun være sundt at slippe ud eller begrænse den strøm af skraldet indhold, vi indtager. Det var i virkeligheden den følelse af tidsspild og misinformation, der fik mig til at hade min smartphone i første omgang, men det var slet ikke dens skyld, det var de apps der hængte ud på dens hjemmeskærm. Man skal ikke invitere alle ind i sin hjemmeskærm.