Foto: Josephine Hartvig
På et gråt gulvtæppe ligger en telefon og skyder tonerne ud til Emma Sehested Høegs sang »Aldrig helt nok«. En blå sofa centrerer rummet foran farverige baggrundsruller, der hænger ned fra loftet. Inge står foran spejlet og skal lige sætte det sidste punktum på makeuppen, før hun stiller sig foran kameraet. Musikken er der udelukkende for at sætte en stemning. Roligt og efter instruktioner sætter Inge sig i sofaen og gynger hovedet fra side til side, mens hun synger med på lyrikken »Du er aldrig helt nok for mig«.
Farvestrålende, humørrig og kreativ er tre ord, der beskriver Inge Thorup. Den farvestrålende egenskab er ikke kun at finde i påklædningen, som består af blå mascara og diverse mønstrede tøjdele, men kommer især også til udtryk, når hun beskriver sig selv og sin omverden.
Inge stammer fra Djursland, rettere Mols, hvor hun gennem sine unge dage legede MGP i stuen, skrev i Diddlbøger og fantaserede om at være den næste Sofie Linde. Nysgerrighed og spontanitet fyldte også meget for Inge, så da hun i gymnasiet valgte at flytte teltpælene til Mors for at studere teater på højt niveau, var det udeboende liv ikke noget, der skræmte hende. Tiden i Mors blev brugt på scenen, hvor hun udlevede sin skuespillerdrøm og fritiden i redaktionslokalet på gymnasiets skoleblad.
Livet med farver og fart er hverdag for Inge. Så da hun en dag befandt sig på en lang gåtur fra højskolen Egmont, hvor hun tilbragte et højskoleophold, ind til Aarhus, satte tankerne i pendulfart.
Coronaepidimien havde buldret afsted, og livet med fart blev så småt sat på pause. Inge hungrede efter noget nyt. Så det faldt hende fint ind, da et jobopslag som vært på DR Ultra tikkede ind fra vennerne over besked. Dedikation og tro på egne evner sikrede Inge jobbet i en alder af 22 år.
»Jeg tror, det var en blanding af held, timing og talent«
Skuespilleren i hende charmerede sig ind på castingholdet hos DR. Og inden hun vidste af det, fulgte hun i Anna Lins fodspor. Dog oplevede Inge både fordele og ulemper ved fortiden som skuespiller. Budskabet fra hendes værtstræner lød på, at skuespillet skulle pakkes væk og i stedet øve sig i at være sig selv. Unge Inge skulle bryde ud af skallen som skuespiller og finde sit journalistiske potentiale frem.
Årerne i Ultra Nyt gik – Inge understreger selv, at de var yderst lærerige og satte hendes karriere i perspektiv.
»Jeg tror, nyheder skal være spiselige, for at de bliver indtaget«
Noget Ultra Nyt i den grad har forstået sig på. I sin tid hos DR fandt Inge også ud af, at det måske også kan noget ikke at have taget en bachelor i journalistik.
»Der er nogle fordele ved ikke at være skolet. Det er som om, man tør tænke lidt mere ud af boksen«
Med tiden var Inge vokset fra Ultra Nyt, og hverdagen var blevet for stillestående. Et kapitel skulle afsluttes og et nyt begyndes. Næste kapitel var dog ikke skrevet, og livet kunne byde på en masse.
»Jeg har lært virkelig mange ting her, men nu skal jeg videre og lære nye ting.«
Alverdens døre stod åbne for Inge, og beslutninger skulle træffes. Hed næste kapitel »Bager på Bali«, »Barista i Budapest« eller »Journalist hos Jyllands-Posten« var endnu uvist for den nu 25-årige Inge Thorup.
»Aldrig helt nok« kører på loop, og Inge er i færd med et tøjskifte. Tvivlen fylder rummet, da beslutningen om en neonrød læbestift skal på læberne. Man ved aldrig, om det ser lige så godt ud, som man forestiller sig det, mumler Inge. Den blågrønne trøje med prikker bliver skiftet ud med en blåstribet sofistikeret skjorte, der står kontrastfyldt til farven på Inges læber. Storsmilende og med en legende latter slynger hun sig tilbage i sofaen og poserer atter videre, imens mørket stille breder sig over det sydlige København.
Fremtiden viste sig at byde på en kop kaffe på Islands Brygge. Zetland blev næste step for unge Inge, der nu befandt sig på en anden banehalvdel, end hun var vant til. Ny målgruppe, nyt medie, ny Inge?
Zetlands Instagram-reel
D. 11. oktober 2023
Af Inge Thorup
I frøperspektiv fra en indkøbsvogn handler Inge ind til en almindelig 18-års fødselsdag. Alt imens hun fortæller, hvordan Kronprins Christians myndige fødselsdagsfest på Amalienborg d. 15. oktober sidste år ville foregå. Grønne Tuborg, flagservietter og fødselsdagsboller bliver smidt i vognen for udelukkende at blive forglemt til den kongelige fest, hvor Inge får understreget, at det altså ikke bliver en almindelig 18-års fødselsdagsfest, som vi kender den.
»Jeg var bange for, at de voksne så mig mere som influencer og børnevært«
En frygt Inge tog på sig, da hun første arbejdsdag trådte ind på kontoret. Inge tog en chance, men der gik ikke lang tid, før hun indså, at det ikke kun var nørdede journalister, som sad klistret til computerskærmene. Der var også plads til personlighed og kreativitet. Og Zetland havde netop valgt Inge, fordi hun er lige præcis, som hun er.
Kigger man på Inges skrivebord, ser det normalt rodet ud, hvor der tit er 100 ting i gang. Post-it noter, notesbøger, kuglepinde, en lipgloss med mere kan der findes. Det er ikke helt ubevidst, at hendes skrivebord ser ud på den måde.
»På den ene side er jeg så struktureret, så intet jeg gør er tilfældigt, men hvis du ser mit skrivebord eller værelse, er alt kaos og impulsivt… det er en del af min personlighed.«
Den strukturerede side viser sig i små bevidste handlinger såsom håndplaceringer, små smil og kløen på næsen. Alle små bevægelser er nøje overvejede.
Personlighed i branchen er også noget, Inge gør sig tanker om, når hun udformer sine journalistiske produkter.
»Jeg er personlig, men ikke privat«
For Inge betyder dét at være personlig meget, når hun stiller sig foran skærmen. Man skal nemlig kunne identificere sig med journalisten, før produktet og budskabet bliver optaget helt.
»Der er altid nogen, der deler din egen nysgerrighed, så hvorfor ikke bruge den til formidling?«
Nysgerrigheden er også afspejlet i Inges journalistiske produkter i dag. Klikker man ind på Zetlands instagram, bliver man mødt af talrige videoer, der viser Inges personlighed.
Et skelsættende øjeblik for Inge fandt sted, da hun sad til tredje jobsamtale hos Zetland. Skiftet til den såkaldte »voksenjournalistik« skulle for Inge ikke betyde farvel til hendes blå mascara, sølvstøvler og små fletninger i håret. Der fyldte en usikker følelse i kroppen, da hun fik slynget ordene ud.
“Jeg er bange for, at jeg er for poppet til jer”
En sætning, som ikke skræmte Zetland, der understregede over for Inge, at hun er præcis, hvad de leder efter. En uformel kop kaffe og én jobsamtale var nok, og inden Inge vidste af det, flyttede molboen til det store København.
Godt halvanden time havde passeret, solen var så småt gået ned, og de fleste journalister havde stemplet ud for i dag. To trekvartfyldte kopper filterkaffe med havremælk stod kolde på et rullebord. Den blå sofa blev båret på plads, lyset slukket og døren lukket til det greenroom på Zetlands kontor, som havde dannet rammerne for det fotoshoot, der lige havde foregået. Træt efter en lang dag, men med et stort smil pakker Inge sine ting sammen, sætter kaffekopperne i opvaskemaskinen og går mod metrostoppet ved Islands Brygge.