Foto: Emma Elisabeth Hansen
31.000 ukrainere er flygtet til Danmark siden Rusland invaderede deres hjemland i begyndelsen af 2022. Gennem et særligt frivilligt initiativ, får de mulighed for at lære det danske sprog, kvit og frit.
»At gå, at bo, at flytte.«
Disse udtryk kan let anes i den ubesværede dans mellem det danske og ukrainske sprog. Seerne er begyndt at tikke ind, og kommentarfeltet præges af nysgerrighed fra ukrainere, der gerne vil lære nyt. Verberne bliver bøjet i alle mulige retninger. Dagens tema er ’verber i fremtid’, og ligesom verberne, med øvelse, bliver nemmere at bøje, giver online-lektionerne forhåbentlig også ukrainerne bedre forudsætninger for deres fremtid i Danmark.
Under en ensom lille pære, der hænger i loftet, sidder manden, der for et par år tilbage fik den lysende idé at tilbyde gratis danskundervisning til ukrainere i Danmark. Mykyta Andresen flyttede i 2014 med sin familie fra Ukraine til Danmark. Han studerer erhvervsjura på femte semester på Aarhus Universitet. Selvom han kun har undervist i dansk i et par år, har han mange ambitioner.
»Jeg er stadig i en læringsproces, for en ting er at kunne dansk og ukrainsk, noget andet er at kunne undervise og formidle.«
Liv i live-linjen
Et skrøbeligt glasbord bliver trukket på plads foran den sorte topersoners lædersofa. På glasbordet bliver den bærbare computer sirligt placeret, så Mykyta Andresen let kan ses i billedet, når udsendelsen går i gang. Vigtigst af alt skal wifi-kablet kobles til. Det er den, der holder liv i live-linjen.
Screenshot fra Facebookgruppen.
»Jeg havde i noget tid tænkt på at lave en Facebook-gruppe med gratis danskundervisning, men da krigen startede, tænkte jeg, at nu var det på tide.«
Den selvlærte dansklærer sætter sig i sofaen, trækker benene op, og sidder nu i skrædderstilling. Blikket er fast rettet mod den lysende computer. Alle de vigtigste detaljer bliver dobbelttjekket; nettet virker, der er lyd igennem, det rette dokument er åbnet. Tjek. Nu er Mykyta Andresen klar til 30 minutters fuldt fokus i den gode sags tjeneste.
»Jeg har først og fremmest projektet for at hjælpe mennesker.«
Fællesskab i Facebookgruppen
Hver torsdag sidder Mykyta Andresen troligt og underviser gennem sin Facebook-gruppe, som 15.000 mennesker er en del af. De resterende af ugens dage tilbyder han betalingsundervisning, men lige netop torsdag er dedikeret til den gratis online-undervisning. Videoerne når i gennemsnit 3000 til 4000 visninger per udsendelse, og hans allerførste lektion nåede ud til hele 20.000 mennesker.
»Det er rigtig mange,« udbryder han med et stort og stolt smil.
Han trækker hovedtelefonerne ned over ørene, mens deltagerne én efter én logger sig ind på Facebookgruppen og kvitterer med et »Hej!« i kommentarfeltet.
Selvom der ikke er en direkte dialog mellem Mykyta Andresen og deltagerne, har de stadig mulighed for at stille spørgsmål i kommentarfeltet. Spørgsmål som den engagerede underviser med glæde vil svare på. Hvis altså ikke de andre i kommentarfeltet kommer ham i forkøbet. Ofte når de nemlig at hjælpe hinanden, inden han når det. Dette er også tilfældet i dag. En deltager skriver spørgende »Han komme i morgen?«, hvorefter en anden deltager hjælpsomt svarer »Han kommer i morgen.« Ifølge underviseren er det ikke bare en engangsting.
»Det er et godt fællesskab, vi har inde på gruppen. Vi hjælper hinanden.«
Uden for Mykytas vindue har en storm taget fat. Vinden trækker i de grå gulv-til-loft gardiner, der indhyller rummet i en form for hulestemning. Gennem vinduet, der står på klem, kan man ane lyden af den trafikerede vej. Ja, næsten lige så trafikeret som i Facebookgruppen, hvor 57 seere nu har tjekket ind for at følge dagens undervisning. Højrehånden omfavner den sorte mus, der klikker om kap med snakken. Selvom man skal kunne ukrainsk, for at forstå sammenhængen i undervisningen, gennemborer den gode stemning alligevel rummet. Der grines og forklares ivrigt. Igen og igen. Enkelte genkendelige sætninger forstås, »Jeg vil købe en ny bil i morgen,« gentager Mykyta Andresen flere gange på henholdsvis dansk og ukrainsk. Venstrehånden gestikulerer på livet løs, på trods af dens fravær i skærmbilledet.
Forberedelse til undervisningen.
Glæde og taknemmelighed
Mykyta Andresen fortæller stolt, hvordan hans undervisningstimer blandt andet har hjulpet ukrainere til at bestå deres danskprøver. Danskprøver der skal bestås for, blandt andet, at få permanent opholdstilladelse.
»Jeg er meget glad og taknemmelig for at have mulighed for at hjælpe så mange mennesker, og på samme tid skabe en arbejdsplads for mig selv, som giver mig mulighed for at passe på mig selv og min familie.«
Den hvide væg bag Mykyta Andresen centrerer ham i det lille skærmbillede, hvor han stadig sidder med benene i skrædderstilling. Ryggen er rank, og det pæne tøj er taget på i dagens anledning. Stoltheden lyser ud af øjnene på ham, da han fortæller om sin stræben efter at fremstå så professionel som muligt.
»Jeg vil ikke sige at det, kommunerne gør, er dårligt, men jeg vil sige at det, jeg gør, er bedre.«
Hvis man sammenligner hans undervisningsform med kommunernes, er den undervisning, han tilbyder, helt unik. I modsætning til kommunens tilbud, som samler mange forskellige nationaliteter til deres danskkurser, mener han, at det har en stor effekt, at hans undervisning udelukkende er tilrettelagt for ukrainere. Mykyta Andresen mener virkelig det giver pote, at han kan undervise sine elever på deres eget modersmål. Han taler nemlig både dansk, ukrainsk og russisk.
Begge hænder er nu i spil. Intensiteten i den ukrainsk-danske snak øges. Hver anden sætning sluttes med et spørgende »okay?«. Folk skriver »Tak« i kommentarfeltet. Mykyta Andresen smiler stort med hånden på hjertet og vinker ind i kameraet. Der lægges på. Han smider hovedtelefonerne bag sig, stiller sig i sofaen og udbryder med armene i vejret
»Jobs done!«