Foto: Sigrid Ellesøe
I foråret var fotojournaliststuderende Sigrid Ellesøe vidne til fødslen af sin niece. Oplevelsen fik idéen til hendes senere fotoreportage ‘Giving Birth’ til at spire. Fødsler er mere end en makaber pressefase og dét var fokus, da hun sammen med et par, hun blot havde kendt i en uge, indtog det rum, som for mange hidrører det private og intime.
Vi har alle prøvet det. At vi i cirka 40 uger bliver arbejdet i den rette størrelse, proportion og position for da at rejse (med tilpas kraftige presseveer, bevares) ud gennem en kanal specielt til dét formål.
En rejse der for vores mødre, som har lagt krop til denne hule, er forbundet med hud i ekstreme folder, en smerte “der ikke kan beskrives for dem, som ikke har prøvet det”, blod og andre farverige væsker. Men for de fleste mødre og eventuelle partnere også en rejse forbundet med ekstrem kærlighed, ømhed, sårbarhed, styrke og råhed.
Netop fortællingen om fødslen som noget autentisk, både voldsom, makaber, smuk, følsom – en oplevelse for mere end kun den fødende og en oplevelse, der for de fleste er én, de vil huske på deres dødsleje. Det er dét, Sigrid Ellesøe med sin fotoreportage forsøger at fortælle. Til dagligt studerer hun fotojournalistik på DMJX og med afsæt i fødslen af sin søsters barn, skabte hun reportagen ‘Giving Birth’. Ikke mere, ikke mindre. Det er hele essensen. »Journalistikken, måske især fotojournalistikken, skal fortælle autentiske historier. Det er dem, der skaber vores narrativer og uden autentiske narrativer, har vi aldrig det rette grundlag at danne vores oplevelser af verden på,« fortæller hun i interviewet, der tager udgangspunkt i den fødslel, reportagen fortæller om. Et privat og intimt rum, som Sigrid Ellesøe indtog sammen med de to forældre, der lukkede hende helt tæt på, da de bød deres andet barn velkommen til verden.
Dét og flere andre pointer om reportagegenren, journalistikken og kildearbejdet får Sigrid Ellesøe fulgt os igennem ud fra interviewet om projektet ‘Giving Birth’.
Hvordan kom du fra idé til en aftale om at måtte tage billeder til en fremmed persons fødsel?
»Jeg finder mange af mine kilder via Facebook gennem grupper eller via delinger. Det samme skete her. Jeg oplever dog, at folk viser størst interesse, når man har lagt energi i sit ‘hvorfor’. Hvorfor synes du, at den her historie er vigtig, og hvorfor er det vigtigt med den her slags kilde til at fortælle netop den historie? Det bruger jeg meget tid på at gøre klart, inden jeg søger nogen. Det sværeste her var faktisk at finde nogle kvinder, der havde en termin, som passede til den periode, mit projekt strakte sig over. Kilder var der faktisk nok af. Men på den måde fandt jeg også Katrine og Sebastian,« fortæller Sigrid Ellesøe.
Fra aftale til virkelighed
Hvilke aftaler blev der indgået før selve fødslen? Havde forældrene, som du tog billeder af, nogle forbehold eller grænser for, hvad du måtte eller ikke tage billeder af?
»Nej. Mit allerbedste værktøj i arbejdet med kilder er gennemsigtighed og transparens, og i ugen op til fødslen boede jeg hos dem. Jeg sov i min bil og ellers brugte jeg dagene på at vænne dem til, at jeg var der. Jeg brugte tid på at lære dem at kende som mennesker og også uden om det, at de skulle være forældre lige om lidt. Jeg spurgte dem efter hver dag, hvordan det havde været, at jeg var der, hvad de følte, når jeg gik og lavede kaffe i deres køkken, hvad de forventede mig til fødslen, og jeg fortalte, hvad jeg forventede at tage billeder af. Vi var hele tiden på samme side på den måde.«
Var der på noget tidspunkt under fødslen, hvor du vurderede, at du skulle trække dig?
»Nej, slet ikke. På det her tidspunkt tror jeg virkelig ikke, at de lagde mærke til mig. Det havde jeg gjort klart for dem den foregående uge ved at vise dem, at det kunne de roligt, og ved at tale med dem om mit ‘hvorfor’ bag historien. Hvorfor det var vigtigt, at den var autentisk, og hvorfor det derfor var vigtigt, at de var ligeglade med, at jeg var der. Hvis ikke jeg havde været så klar i spyttet, havde jeg måske heller ikke kunne få de samme billeder, både på grund af min egen og deres selvbevidsthed. Den blev heldigvis manet til jorden.«
Du har valgt, at reportageserien skal være i sort-hvid. Hvorfor det?
»For mig handlede det om at trække chok-effekten ud af fødslen og få det ned på et plan, hvor det handlede om Katrine, relationen mellem hende og hendes partner, Sebastian, reaktioner og situationer hvor man virkelig kan se, hvilken fysisk præstation det er at føde. Billederne er stadig meget autentiske og rå, men jeg ville have, at folk skulle undgå billederne på grund af blod eksempelvis. Det er ikke det, det handlet om.«
Det her er helt sikkert ikke det mest originale spørgsmål, men ikke desto mindre ret vigtigt. Hvis du helt kort skal sætte ord på reportagens budskab, hvad er det så?
»Reportageserien strækker sig jo fra de tager hjemmefra, til de kommer hjem fra hospitalet igen. Det er en vigtigt pointe, synes jeg, fordi budskabet er netop en nuancering af fødselsbegrebet. Det er både den aktive fødsel, efterveer, bleer både til mor og barn, dét at ligge med sit lille nye menneske på en mørk hospitalsstue første aften og at komme hjem til en ny hverdag. Hvis ikke journalistikken skal kunne dokumentere om de her autentiske historier, især ledsaget af billeder, har vi ikke noget at tage med og læne os op af, når vi selv skal ud og opleve verden eller føde,« afrunder Sigrid Ellesøe.