Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Jeg er flyttet til Odense og skal i bedste skraldestil blive ekspert på de gode spande i byen. Jeg tyer til den gode gamle: internettets dybeste kaninhuller. Her rammer jeg en mur af overskrifter om, hvor sundhedsskadeligt og decideret livsfarligt det kan være at skralde ifølge Fødevarestyrelsen og blege, usoignerede boomere i kommentarsporet på Facebook. Mens jeg ligger halvbitter i mørket, forvandler skærmlyset sig til paradoksets skinnende velsignelse. Jeg har aldrig set én eneste lide overlast af at skralde, men jeg har set mange lide som konsekvens af overvægt og livsstilssygdomme. Den PLUDSELIGE indskydelse af, at vi skal have et falkeblik på, hvor vores mad kommer fra, når det er fra en skraldespand, stemmer ikke overens med vores generelle forhold til madens ophav. Her mener jeg ikke kun tilhørsstedet, men også hvordan vildfarne ingredienser er havnet i vores dagligdagsmad.
I dag er fedme en større trussel mod menneskeheden end hungersnød. Livsstilssygdomme, eller såkaldte velfærdssygdomme, har virkelig fået sin sti at gå på. Hvis du for eksempel er overvægtig, er du en del af flertallet i dagens Danmark. Et spørgsmål går igen i videnskaben: hvorfor bliver der flere og flere overvægtige og syge i befolkningen? Er det gener, manglende motion, aldring, søvn, forurening? Der er selvfølgelig flere faktorer, men når man kigger på, hvad der står og glitrer på hylderne i supermarkedet, så står det sundhedsskadelige ikke i sorte affaldscontainere bag butikken, kære Fødevarestyrelse. Det står omme foran, når vi går ind ad skydedørene.
Kopnudler, chips, pyramider af sodavand og farvede slikposer. I gymnasiet syntes jeg, det var overvældende at læse min egen SRP-opgave, men det var indtil, jeg begyndte at læse ingredienslisten bag størstedelen af supermarkedets varer.
Snickers: 17 ingredienser, Marabou: 9 ingredienser, Koberg proteinboller: 27 ingredienser, Stryhn’s leverpostej: 12 ingredienser, Den Grønne slagters skinkepålæg: 7 ingredienser – And the show must go on. Der er én ingrediens i skinke, og det er grisekød, så hvorfor skal der være seks yderligere tilsætningsstoffer, blot fordi den står på hylden i et supermarked? Hvorfor skal der være 27 ingredienser i boller, når du kan lave dem med kun tre ingredienser hjemme i køkkenet?
Mine kritikere er altid velkomne ved min kasse, når jeg må tilbagebetale for mine fejlagtige holdninger og antagelser. Her vil de nok sige, at der er faktisk nogle af os, der går op i, hvor vores mad kommer fra! Men ikke nok efter min mening, for ellers ville der ikke stå et helt supermarked fyldt med disse fødevarer, som jeg ikke ville klassificere som menneskeføde. Der er åbenlyst forbrugere nok til at holde fodermaskinen i form af neonlysende varehuse kørende. Den næste kritik, der ruller mod mig på båndet, er sandsynligvis: Sidder du og fatshamer?! Og nej, jeg udskammer dem, der gør befolkningen overvægtige og syge – for fødevareindustrien ved bedre.
Økologiske æbler er gammel vin på nye flasker
Der var engang, hvor vi plukkede et æble, og kaldte det blot et æble, for det var, hvad det var, men nu står der: ØKOLOGISK ÆBLE på emballagen, for det er ikke længere en selvfølgelighed, at vores fødevare ikke er overfladebehandlet, forarbejdet og fulde af tilsætningsstoffer. Nu er det normen – og den rene vare ses som noget eksklusivt – en marketingstrategi– selvom det burde være normalt.
Fødevarestyrelsen definerer brugen af tilsætningsstoffer således: »Tilsætningsstoffer er ikke fødevare i sig selv, men bliver tilsat maden med et bestemt teknologisk formål, som f.eks. at forlænge holdbarheden eller ændre farve, konsistens eller smag.«
Vi skal måske overveje, hvorvidt tilsætningsstoffet er need to have eller nice to have og kigge mere kritisk på vores mad. Hvis for eksempel skinke ikke har en holdbarhedsdato på en måned, en bestemt farve eller smag, skal vi så tvinge det frem i den? Er der ikke en grund til, at maden netop smager og ser ud, som den gør fra starten? Det varierende i maden er netop meningen, for det taler sammen med vores instinkter. Mennesker, der ikke spiser forarbejdet mad, har ofte en stabil vægt hele livet og er mindre tilbøjelige til at få livsstilssygdomme, fordi de kan mærke den naturlige mæthed, og at de får nok næringsstoffer.
Forskerskrald på dåse
Der sidder forskere i fødevarevirksomheder, og arbejder på, hvordan de kan fjerne naturlige egenskaber i maden, så vi ikke mærker mæthed, bliver afhængige og går ned og køber netop dén chokolade- cheesecake, der gav os tilfredsheden på den helt rette måde. Ikke den naturlige måde, men på præcis den måde, forskerne har arbejdet sig frem til. Vi er ikke trådt ind i en scene fra Wall-E eller en konspirationsteori. Vi er trådt ind i 2023, hvor nogle privatansatte forskere misbruger, at de ved bedre end os dødelige – de medvirker til at gøre mennesker syge. Det er ikke tilfældigt, at vores cola på dåse smager eller indeholder, hvad den gør. Det er bouillonterningen af uetisk forskning og forretning – præcis som hos tobaksindustrien, før de blev opdaget i at sælge kræft på papkasse.
For eksempel kan vi stort set ikke købe mad i supermarkedet, der ikke er tilsat salt. Det er ikke for holdbarhedens skyld, men i mange tilfælde for smagen. Det er ikke en hemmelighed, at danskere har et overforbrug af salt, som kan lede til livsstilssygdomme. Skuler vi ind på kontoret hos Fødevarestyrelsen og deres definition, skulle vi så overveje at pille det af ingredienslisten, hvis det ikke er for holdbarhedens teknologiske formål. Tilsætningsstoffer er ifølge Fødevarestyrelsen ikke fødevare i sig selv, men det bliver det i vores dagligdag, når det er i alt på hylderne – det er blevet det passive valg hos forbrugerne.
Vi peger fingre ad helsefreaks, der har taget et aktivt valg – eller nærmere et fravalg – men skulle vi måske prøve det der »hysteri« i form af æblechips og surdejsbrød. Måske gøre lidt mere som dem og gå op i, hvor vores mad kommer fra lang tid før, at det havner i skraldespanden. Fødevarestyrelsen og sure folk i kommentarsporet advarer mod at indtage skraldemad, men vi spiser skraldet fra uetisk forretning hver dag – Hvem advarer mod det?