Foto: Cecilie Engelbrecht
Flere på Syddansk Universitet oplever hærværk og chikane når de hænger israelske flag på opslagstavlerne. Heriblandt studerende og en ansat.
Palæstinensiske flag pryder gangene på SDU’s mange opslagstavler. Dog skal man spejde langt efter et skær af et blåt og hvidt flag, for når studerende hænger et israelsk flag på tavlerne, bliver det revet ned inden for få timer.
På SDU findes der tavler til fri annoncering, studieretninger og organisationer.
Når formand for KS (Konservative Studerende), Johan Emil Sevelsted, hænger et israelsk op på sin organisations tavle, har flaget kortere levetid end en døgnflue, hvilket får Johan til at sætte spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens velbefindende på SDU.
»Ytringsfriheden på SDU eksisterer mere på papir end i virkeligheden. Det synes jeg, de mange nedrivninger af israelske flag understreger«, siger Johan Emil Sevelsted.
Johan Emil Sevelsted henviser til en mail om ytringsfrihed, som rektor for SDU, Jens Ringsmose, sendte ud d. 1. november. Mailen fastslog: »Til enhver tid er hensynet til ytringsfrihedens ukrænkelighed inden for lovens rammer derfor større end hensynet til eventuelle krænkede».
Denne mail kom i kølvandet af en række episoder, der udspillede sig i dagene efter Hamas’ terrorangreb d. 7. oktober mod Israel, hvor KS valgte at udvise sympati med ofrene for selv samme handling ved at hænge flag op på deres organisations tavle. Flagene blev hængt op d. 11. oktober, men de fik ikke lov at hænge længe.
»Flagene blev allerede revet ned efter en halv time. Da jeg dagen efter forsøger at hænge nye op, bliver jeg to gange antastet af en gruppe af personer med mellemøstlig baggrund. Det ender i fysiske konfrontationer, hvor flagene bliver revet ned, mens jeg og et andet medlem forsøger at blokere«, siger Johan Emil Sevelsted.
Han fortæller yderligere, at han ugen efter oplever en konfrontation ved tavlen, da han protesterer, idet en gruppe på tre fyre med anden etnisk baggrund fjerner flag ved tavlen. Ophedet krøller de flagene sammen og kaster dem mod jorden for næsen af ham.
Ikke alle flag ender i konfrontationer – men alle israelske flag ender i skraldespanden
LIXEN testede fornyelig selv et israelsk flags levetid. Lørdag d. 4. november hænger vi 8 israelske flag op på tre forskellige opslagstavler. Fælles for tavlerne er, at de alle hører til kategorien: »fri annoncering«.
Efterfølgende forlader vi universitetet.
Da vi senere, samme aften, vender tilbage, er det første flag allerede væk. Vi finder dog hurtigt flaget, iturevet i en nærliggende skraldespand. Vi beslutter os dernæst for at genskabe det på tavlen.
Da vi mandag eftermiddag vender tilbage, er alle vores 8 flag væk. En tegnet davidsstjerne er dog blevet hængt op af en anden person end os.
Det lykkedes LIXEN at opstøve personen, der står bag tegningen.
Hun hedder Daria Poliakova og er forsker på SDU, og det er ikke hendes første tegning.
»Næsten dagligt hænger jeg flag eller davidsstjerner med tekst op herude. Det er nok blevet til omkring 100 i alt, men de forsvinder lige så hurtigt igen«,siger Daria Poliakova.
Da LIXEN spørger til, hvorfor hun gør det, svarer hun:
»Det er ikke passende, når vi har hundredvis palæstinensiske flag på alle vægge, og ingen israelske flag. Det ser ud som, at israelske ofre og gidsler er ligegyldige. Det er de ikke«, siger Daria Poliakova.
Hun er ikke selv bange for at deltage i debatten, og henviser til at hun ikke rejste fra Rusland til Danmark for at være bange på sin arbejdsplads.
Efterlyser hjælp fra SDU
Konfrontationerne ved tavlerne har ikke blot sat sig spor hos Johan Emil Sevelsted, men også hos tidligere formand for Frit Forum, David Fleckner Klausen.
Han oplevede i samme periode som konfrontationerne, at der blev hængt pro-palæstinensiske opslag op på deres tavle. Ufrivilligt følte han, at Frit Forum blev draget ind i en debat, de ville være foruden.
»Frit Forums tavle er ikke tiltænkt den slags opslag. Vi har fra starten ønsket at holde os ude af debatten, men opslagene trak os ind i den«, siger David Fleckner Klausen.
Efterfølgende var han i tvivl om, hvordan Frit Forum kunne komme ud af debatten igen. Han havde set, hvad der var sket for Johan Emil Sevelsted, når han forsøgte at styre opslagene på sin organisations tavle.
»Jeg henvender mig til SDU og fortæller, at vi ikke ønsker opslagene på vores tavle, og efterlyser at de skrider til handling. Både over for plakaterne såvel som for den utrygsskabende adfærd og handlinger, der har fundet sted de sidste par dage«, siger David Fleckner Klausen.
SDU forholder sig ikke til henvendelserne
Både David Fleckner Klausen og Johan Emil Sevelsted har uafhængigt af hinanden henvendt sig til SDU. Johan Emil Sevelsted har godt nok efter ugers ventetid fået svar, men han er ikke tilfreds.
»Det var først da hændelserne herude begyndte at få mediedækning, at SDU vendte tilbage med svar. Jeg har fået at vide, at SDU ikke accepterer en sådan adfærd, og at de beklager, at studerende føler sig utrygge, når de færdes på SDU«, siger Johan Emil Sevelsted skuffende, inden han tilføjer: »Jeg efterlyser svar på, om SDU kan og vil gøre noget for de studerendes sikkerhed, men mødes blot af tomme ord«.
David Fleckner Klausen mødes ikke af tomme ord. Faktisk mødes han ikke af nogen ord, for han har stadig ikke fået svar på sin henvendelse fra d. 12. oktober. Han er ligesom Johan Emil Sevelsted, også skuffet over SDU.
»Jeg kunne godt tænke mig at SDU handlede på det her. Gjorde det tydeligt, at de tog de studerendes sikkerhed alvorligt. SDU får det i mailen (red: den om ytringsfrihedens ukrænkelighed), til at fremstå som, at det handler om to parter, der ikke kan respektere hinandens synspunkter. Jeg er rigtig utilfreds med, at min side af sagen bliver udlagt som, at jeg er krænket af andre folks ytringsfrihed, når virkeligheden er, at jeg er utryg, fordi der render folk rundt og overfalder mennesker ude på uni«, siger David Fleckner Klausen.
LIXEN skrev en mail til rektor d. 8. november med udgangspunkt i vores egne oplevelser med de israelske flag, samt kritikken fra Johan og David. Rektor svarede følgende d. 14. november:
»Jeg vil også gerne slå fast, at SDU tager klart afstand fra enhver form for antisemitisme – og antisemitiske symboler – samt hadefulde ytringer rettet mod enhver religion. SDU vil ikke afskære studerende fra at ytre sig politisk inden for lovens rammer, men vi finder det usmageligt og som et udtryk for historieløshed at gøre brug af eksempelvis hagekors i den politiske debat.
Tak til David Fleckner Klausen og Johan Emil Sevelsted for at bringe denne alvorlige problematik på banen og for at bakke op om, at man skal »kunne tåle at blive krænket«, når man er indskrevet på et universitet. Men man skal ikke finde sig i at blive chikaneret, når man bruger sin ytringsfrihed.
I forhold til dine specifikke spørgsmål om tavlerne, er det korrekt, at SDU har adviseret tavleejere om, at de skal være opmærksomme på uvedkommende opslag. SDU har desuden taget beslutning om, at Teknisk Service runderer en gang i døgnet og påtager sig at fjerne uvedkommende opslag fra alle andre tavler end ’fri annoncering’.«