Foto: Christian Torp & Søren Lynggaard
Filminstruktør Jonas Risvig opererer med en bred palette af journalistiske metoder, når han skal fremtvinge det autentiske i sine serier og første kommende spillefilm.
Nysgerrig og selektiv
»I er ikke inviteret – I må gerne være her, men I er ikke inviteret«. Sådan beskriver Jonas Risvig sin fængende intro til serien Salsa, om to søstre, der i sine unge sabbatår skal navigere i sin seksualitet, veninder og angst. Det er nemlig helt bevidst, at serien indleder med en kort musikvideo af unge, der euforisk svinger hoved og håndtegn til tonerne af Kesi.
»Grunden til at Salsa starter som en musikvideo af pigerne, der synger med på et kesi-nummer på Enghave Plads, er for at fortælle mine forældre, at det her skal de ikke forstå«.
En lørdag eftermiddag i sensommersolen på en lille rustik hjørnecafe med vinduesudsigt til Enghave Plads træder en mørkskægget mand med en hoodie ind. Han bestiller en danskvand ved siden af sin isamericano. Tilbagelænet og med ro i stemmen giver han ud af sine bedste råd, der alle bunder i et af hans mest dybe karaktertræk… nemlig nysgerrighed.
Nysgerrigheden til at drible ind og grave i ungdommens facetter, kommer til ham fra alle kroge af sit eget liv. Selv til familiesammenkomster vælger Jonas, der i øvrigt er i gang med sit 29. leveår, ikke at alliere sig med sine jævnaldrende. I stedet lader han sig inspirere af de unges livsfilosofi, der kredser om liv eller død.
»Min kæreste snakker med mine ældre fætre om politik og arbejde, men jeg er mest interesseret i at høre, hvorfor min yngre kusine og hendes veninde ikke er veninder længere«.
Svaret kommer bag på Jonas.
»Hun talte for meget om sig selv«, siger Jonas, mens han understreger, hvor inspirerende den sort/hvide verdensopfattelse, som unge mennesker har, er.
Svaret vander en lille spire, der senere skal gro sig fast om ideen til sin næste serie.
Spiren skal nurses, plejes, vedligeholdes og udfordres, før den bliver sendt ud til det tildelte publikum. Her finder Jonas paletten frem, der indeholder forskellige greb og sceniske elementer, der alle er med til at fremtvinge den autenticitet, der for ham er et bestræbelsespunkt.
Kildehåndtering, interviewteknik og research
Et gentagende karaktertræk for Risvigs serier er den fiktive autentiske kontrakt, der opstår mellem seer og skuespiller. En sandfærdighed, der i mange år har været gemt under tæppet i ungdomsgenren. Jonas giver selv et bud på, hvorfor han skiller sig ud i forhold til sine kollegaer.
»Der er mange instruktører, der ikke er sammen med deres skuespillere, men jeg bruger hele aftenen på at opsnappe præcis, hvad de synes er fedt ved manus, og hvad de synes er mindre fedt«.
Arbejdstiden for Jonas og hans skuespillere starter nemlig lang tid før kameraerne ruller. Der bliver brugt tid på at finde de helt rigtige remedier, som skal danne rammerne om det miljø, de unge skal trives i, når optagelserne begynder.
»Jeg finder ligesom ud af, hvorfor og hvor, vi holder fest – og så er det de unge, der indretter rummet. De bestemmer, hvem der skal med, og hvilken musik, der skal spilles«.
Serien Salsa bygger blandt andet på en række workshops med unge i sabbatsårsalderen, der alle kom med input til, hvordan man bedst muligt skulle lave en serie om sex, hvor ideen om datingappen ‘Drift’ blev skabt. En app, hvor formålet var at rate sine sexpartnere efter samleje.
Når miljøet er fastslået, rammerne sat fuldstændig på plads, skal skuespillerne plottes ind. Castingprocessen er alfa omega, når historien skal vækkes til live.
»Jeg foretrækker, hvis ikke det er et krav, at i hvert fald én af mine skuespillere, selv skal have emnet, f.eks. spiseforstyrrelse, tæt inde på livet, hvis de ikke selv lider af det«.
Det kan være svært at arbejde med unge, der er i en sårbar fase af deres liv, og samtidig fremprovokere en ellers gemt side af dem selv. Derfor går Jonas meget op i at vælge skuespillere, der både har et godt bagland, men som samtidig kan skelne mellem deres fiktive karakter og deres personlige jeg.
»Det er ikke altid dem, som vil det mest og som er klar til at lægge alt til side for rollen, som er den rette«.
I arbejdet med sårbare kilder og unge går Jonas dybt ned i processen under og efter optagelserne.
»Vi har et stort sikkerhedsnet, hvor der både er psykologer, intimkoordinatorer og ungeansvarlige, der er med til at styrke de unges trivsel«.
Fra virkelighed til fortælling
Ethvert menneske oplever en skelsættende oplevelse, der vender op og ned på verdensopfattelsen. Jonas’ blev krøllet sammen, revet fra hinanden og smidt tilbage sammen igen, da han i 2020 udgav serien ‘Stikker’ på DR Ultra. En serie, som det unge publikum tog imod med tomatkasteri og buh-lyde. Det tvang den ellers populære instruktør tilbage til tegnebrættet, hvor der skulle tegnes nye linjer på papiret.
»Under corona, da vi lavede Centrum, så jeg, hvor lidt jeg behøvede at komme med, før at de unge mennesker tog bolden og løb med den – her gik det op for mig, at jeg skal skyde bolden op i luften, og så skal jeg sørge for, at vi bliver inden for banen«.
Hele miseren bragte en ny tilgang til den kreative proces. Her lærte Jonas, at man ikke altid skal have planlagt alt ned til mindste detalje, men lade sig rive med i sine omgivelser. Noget han har pointeret en gang eller to til journalisterne på DR.
»Jeg besøgte Aftenshowet til et interview på et tidspunkt. Her kunne jeg mærke, hvor forberedte de var med spørgsmål og det hele. Og nogle gange behøver alt ikke være planlagt. Det lærte jeg med ‘Stikker’«.
Stikker blev i 2020 udgivet som et børne- og ungdomsshow på DR Ultra. Serien centrerer sig om karakteren Gio, der har fået delt en pinlig video af sig på Instagram-profilen. Nu går spørgsmålene så på, hvem der har startet profilen.
Centrum blev udgivet i foråret 2020 under corona-epidemien. Det var en YouTube-serie, der udfolder sig i 22 episoder, hvor man følger Luna og Agnes’ venskab i en tid, hvor nærvær ikke er nemt.
Den kreative proces er kun god indtil den ikke er god mere. Derfor har Jonas ikke et facit, men et skelet der skal sættes kropsdele på løbende. Her inddrager han inspiration fra sine skuespillere og følgere på de sociale medier.
»På en eller anden måde hiver jeg ting fra virkeligheden og sætter dem sammen til en fortælling«.
Men selvom det autentiske sker med udspring i inspirationer fra virkeligheden, er det langt fra det bærende element. Jonas benytter sig nemlig også af input fra sine skuespillere. Lidt ligesom en slags sparringspartnere.
»Der er aldrig nogle af mine ideer, der er bedre end mine skuespillere«
Her understreger Jonas, hvordan han adskiller sig fra sine kollegaer. Samtidig opfordrer han også andre til at tænke ud af boksen og ikke være så fastbesluttet på en historie, vinkel eller et verdensbillede. Den bedste ide opstår sjældent ved at opfinde den dybe tallerken.
»Sæt dig der, hvor der er mange mennesker, og lyt. Hvis alle så snakker om EM, så lav noget om det, men gør det på den fede måde. Vælg den skæve vinkel«.
Livsfilosofien om at vælge den skæve vej og alternative rute fremad. Netop dét, har bragt ham, hvor han er i dag.
Et tomt glas med halvsmeltede isterninger står nu tilbage, da sensommerens eftermiddagssol så stille kolliderer med horisonten ved Enghave Plads. Små enkelte solstråler titter ind af vinduet. I tavshed sidder vi og aflæser hinandens sidste kommentar, inden arbejdsdagen er ovre for mig, mens hans blot lige er begyndt. Jonas afslutter sidste anekdote af interviewet med et smørret smil og kommentaren:
»Jeg pitchede min nye biograffilm ved at sige, lad os lade vær med at lave en biograffilm«.