Foto: Emilie Broe Pedersen & Anna Mosbjerg Madsen
Stine Bolther sidder tilbagelænet med benene over kors i et hvidt og minimalistisk arbejdslokale, der på mange måder står i kontrast til hendes karriere.
»Det er ikke så tit, folk gætter, at en med lange, kunstige negle, lyst hår og høje hæle er krimireporter«, siger hun og holder øjenkontakten. Selvom Stine Bolther, efter egen mening, ikke ligner den gængse krimireporter, har det altid ligget i kortene, at hun skulle den vej. »I gymnasiet skrev jeg for vores studieblad, og det har altid været de lyssky emner, jeg bragte op: Falskmøntneri eller hæleri«.
Krimireporter er blot en af mange titler, hun bærer rundt på til daglig. Selv har hun svært ved at huske dem alle og må finde sin Instagram-profil frem for at genkalde dem: »Jeg arbejder som selvstændig. Du kender mig måske også som forfatter, podcaster, krimireporter og TV-vært på Kanal 5, TV3 og Ekstra Bladet«, læser hun op fra sin selvskrevne biografi. Foruden dét er hun også kone og mor.
Vi må ikke oplyse, hvilken by, Stine Bolther er fra. Det er af en særlig grund:
»Fordi jeg er krimireporter, har jeg altid haft hemmelig adresse. Man ved jo aldrig, om man bliver uvenner med dem, man interviewer«, fortæller hun. På trods af dette forbehold, sætter Stine Bolther en ære i at stå på mål for sin journalistik:
»Jeg går meget op i at kunne se folk i øjnene bagefter. Derfor går jeg også op i at stå frem med navn og telefonnummer, så alle kan få fat i mig, hvis de har behov for det», slår hun fast og tilføjer, at hun altid hellere vil gå i dialog med en kilde, der føler sig uretfærdigt behandlet end at gemme sig.
»Gennem tiden har jeg stødt på mange andre krimi-reportere, der var nervøse – hvad sker der nu, hvis jeg skriver det her, og skal jeg egentlig have en byline på?«. Til dette har Stine Bolther et særligt budskab: »Hvis man gemmer sig bag et synonym eller en telefon, skal man ikke lave krimijournalistik«.
Med livet som indsats?
Det er sent på aftenen, og det kulsorte mørke har sænket sig. Det eneste lys er fra stjernerne, og det er derfor umuligt at se, hvad der omgiver en. Stine Bolther er taget med sin fotograf ud til en bande i Køge for at lave et interview om en konflikt. Et stykke væk fra bilen har fotografen sat lys op og trukket flere ledninger. Interviewet går sin gang, men pludselig bliver tonen skarp og gennemborende. »Vi viser dem en video med indhold fra den rivaliserende bande og beder dem om en kommentar. Så råber de:
I skal fucking skride! Jeg kunne mærke, at det skal vi vist«, fortæller Stine Bolther. Hun bevæger sig ud mod bilen, der holder parkeret i mørket. På det tidspunkt er fotografen ved at hente lys og ledninger.
»De bliver lidt nærgående og faktisk sådan lidt…« Stine Bolther holder en pause for at trække vejret, inden hun fortæller videre: »Jeg tænkte, at det her godt kunne udvikle sig til et overgreb eller lignende.Jeg sætter mig ind i bilen og tænder lygten.«
Fotografen er endnu ikke vendt tilbage med udstyret. Derfor sidder Stine Bolther alene i bilen. Da bilens lygter tændes, bliver hun mødt af en mur af mennesker stående foran bilen:
»Så står der omkring 50 bandemedlemmer. Jeg har bare ikke kunne se dem. Den ene af dem står med en lille maskinpistol foran sig.« Fotografen er endelig vendt tilbage til bilen og med dyb alvor ser Stine Bolther sin kollega i øjnene: »Vi kører, og det er lige nu!«
Det er bare én af mange historier, Stine Bolther kan fortælle om den mere nervepirrende del ved at være kriminalreporter. Hun understreger dog, at det ikke er en hverdagsting at havne i sådan en konfrontation med sine kilder. Selvom Stine Bolther har oplevet mange sager af den kaliber, er det alligevel sager om færdselsuheld, der rammer hende mest.
At banke på døren efter en tragedie
»Det kan ofte være svært at skulle ringe på hos nogen, der står i en situation, hvor man selv ville hade at blive interviewet«, fortæller Stine Bolther med alvor i stemmen. Dog tvivler hun ikke selv på, at det er det rigtige at gøre. For som det står på hendes opslagstavle:
»De skal altid have buddet. Man skal huske på, at det godt kan være, de også har noget, de gerne vil have sagt. Derfor skal de have tilbuddet om en fremstrakt mikrofon«, uddyber hun.
Stine Bolther kommer i tanke om en bestemt sag.
»Der var en familietragedie, hvor en mand havde slået sin kone ihjel. Derefter havde han skudt hovedet af sig selv. Deres børn var ikke hjemme. Den yngste var lige blevet student, og de andre var lidt ældre. Mine kollegaer interviewede naboerne, der fortæller, at konen netop har forladt manden, og at han ellers var en flink fyr. Da jeg selv sad og researchede på Facebook, kunne jeg tydeligt se, hvem deres børn var«, fortæller hun og fortsætter med en mere anspændt tone: »1, 2, 3, så sidder man og kigger på et telefonnummer, der blinker, og man ved, at det kun er 3 timer siden, de har mistet både mor og far«.
Grundet naboernes ellers positive udtalelser, valgte Stine Bolther at foretage opkaldet, hvilket skulle vise sig at være godt. Den ene søn var netop kommet ud fra krisecentret på Rigshospitalet, men indvilgede alligevel i at komme med en udtalelse: »Jeg kan fortælle dig, at vores far har holdt os fanget i et psykisk og fysisk fængsel gennem hele min opvækst«, havde svaret lydt fra den anden ende af telefonen. I fællesskab blev de efterfølgende enige om, hvordan artiklen skulle se ud.
»På den måde synes jeg, at han er et godt eksempel på, at selvom man står i en kæmpe krise, har man også et behov for at få sin historie fortalt«, konkluderer hun.
Med en papirblok som skjold
I et job med mange facetter kan det for nogle godt være svært ikke at tage arbejdet med hjem. For Stine Bolther er det især sager, hun kan relatere til:
»Selv synes jeg, at det er sværest, når det er sager, der kunne have ramt mig eller min familie – færdselsuheld eller tilfældigheder«.
De mange år i bagagen som krimireporter har da også påvirket Stine Bolthers rolle som mor: “Kør opmærksomt”, er et hyppigt budskab fra Stine Bolther til sine børn, når de er på vej ud af døren. »Hold kæft, hvor har de hørt meget på det, så det er de rigtig trætte af«.
En anden type sag, der har sat sig i Stine Bolther, er Ubådssagen, hvor journalisten, Kim Wall, blev brutalt myrdet. En sag, der fyldte i medierne og ikke mindst for Stine Bolther og hendes kollegaer:
»Jeg dækkede også Ubådssagen, og der brugte vi hinanden, os journalister. Det var måske særlig slemt for os, fordi vi jo allesammen var journalister. Vi kunne alle sammen have været i den situation«, fortæller hun lavmælt. »Jeg ville anytime have gået ned i den ubåd, fuldstændig uden at blinke«, tilføjer hun.
»Sådan skal det også helst være. Men det var bare ekstraordinært hårdt , og det var nogle ret voldsomme videoer, vi så i forbindelse med sagen«.
Om sådanne sager, hvor indholdet kan have langt mere personlig betydning, mener Stine Bolther, at det er vigtigt ikke at blive for følelsesmæssigt involveret. Man er derfor nødt til at kunne slippe historien igen. Indimellem er det sådan, man finder ud af, om man kan holde til at være kriminalreporter – eller om man skal søge andre veje inden for journalistikken.
Et af Stine Bolthers vigtige redskaber, når hun er i marken og laver interviews, er papirblokken: »Det er altid godt at have en blok foran sig, fordi det virker som et skjold«, fortæller hun og uddyber, at man så signalerer over for sin kilde, at man er på arbejde. På den måde sættes rammen for, hvordan samspillet mellem kilden og journalisten skal være. Stine Bolther giver nemlig udtryk for, at nogle kilder kan have svært ved at respektere den grænse. Derfor er hendes bøn følgende: »Opbyg et godt netværk på begge sider af loven. Men bliv ikke venner med nogen af dem«.
Et erhverv med ansvar
Det vigtigste, en journalist har, er et godt kildenetværk. Stine Bolther fremhæver især vigtigheden af at behandle sine kilder, som man selv ville ønske at blive behandlet. Dette gælder især sårbare kilder:
»Lad nu være med at bringe det hele. Skriv det ned, kig det igennem og tænk: vil han eller hun kunne lide det bagefter? Vil personen stadig kunne holde ud at læse det om 2 år? Man må passe på sine kilder, da de ikke nødvendigvis kan passe på sig selv. Nogle af dem er endda så sårbare, at de ikke aner, hvad de har sagt«.
Det er heller ikke nok at beskytte sin kilde mod offentlighedens mulige reaktioner. Man skal også gøre det overfor sin chef: »Chefen har intet forhold til kilden og vil ofte bare sige, at “det er en pissegod historie, der skal ud”«, fortæller Stine Bolther.
Generelt er ansvar et gennemgående tema i Stine Bolthers beretninger. Man skal tage ansvar for sine kilder, sine historier og sig selv som journalist. Man skal stille sig selv til rådighed og være villig til at stå på første parket, når det hele brænder på. Samtidig skal man kunne nulstille hjernen og være forælder og ægtefælle, der ordner vasketøj og smører madpakker. For Stine Bolther er det vigtigt at dyrke de dele af tilværelsen, der ikke omhandler blå blink:
»Jeg bager også boller til børnene, går tur med hunden og drikker champagne på en onsdag. På den måde prøver jeg at skabe en balance«. Alligevel har Stine Bolther svært ved at slippe sin interesse helt, når hun har fri: »Mens jeg bager boller, lytter jeg måske til en podcast omkring en massemorder i USA«.