Pussy Riot-medlemmerne Olga Borisova (t.v.) og Diana Burkot (t.h.) fremfører sangen “Putin Pissed Himself” på Moriska Paviljongens scene i “Stora Salen”.
Foto: Amalie Windahl & Sarah Weibel
Pussy Riot er for tiden på en omfattende verdensturné, der skal minde os alle om ikke at glemme. LIXEN er taget til Malmø for at overvære den politisk-aktivistiske optræden, som sætter fokus på, at kampen for frihed fortsætter.
“Ursäkta mig”, siger en travl sikkerhedsvagt, der på effektiv vis placerer de sidste afspærringshegn op til Moriska Paviljongens hovedindgang. Det summer af sensommer på denne lune septemberaften i Folkets Park i Malmø. Selve paviljongen er badet i et roligt violet lys. En stemning der med ét bliver brudt, da selvsamme sikkerhedsvagt fjerner rebet fra entreéns kustodestænger. Det er en stærk energi, der møder én inden for spillestedets døre. Foyeren er badet i flyers fra organisationen ‘Malmö against the war’, som selv er til stede for at udbrede budskabet om deres aktivistiske arbejde. Placeret i midten er endnu en frivilligorganisation, ‘Malmö stands with Ukraine’, der har igangsat et bogsalg med det formål at sende overskuddet i retningen af den ukrainske modoffensiv. Omkring os ser man også flere ukrainske flag repræsenteret på diverse t-shirts og klistermærker. I gæstekøen finder vi blandt andet Tanja Nannarelli, som har fulgt gruppen tæt siden deres etablering:
»Foruden, at de er inspirerende, er dette også et større momentum. Disse personer har vovet så utrolig meget, og derfor er vi her for at vise, at vi står med dem i solidaritet«, fortæller hun.
Der hersker ingen tvivl om, at aftenens show, og turnéen i sig selv, stikker langt dybere end en systemkritisk kulturoplevelse. Man fornemmer et større politisk apparat, med en klokkeklar dagsorden.
Violin, neonfarvede cykelshorts og risikofyldte budskaber
Det feministiske punkkollektiv blev dannet tilbage i 2011, og har siden da været præget af stor aktivitet med utallige demonstrationer og politiske happenings. Verdenen blev for alvor kendt med Pussy Riot, da de i 2012 indtog alteret i den ortodokse Frelserkatedral i Moskva, hvor de iført farverige balaclavaer fremførte protestsangen ‘Punk Prayers’. Denne optræden udløste en fængselsdom på to år og otte måneder til tre af medlemmerne. Heriblandt Maria Alyokhina, som er del af aftenens show her i Malmø.
Apropos aftenens show, så har bandmedlemmet Alina Petrova og hendes violin netop indtaget scenen. Hele salen bliver stille. Alle kigger mod et kontrastfyldt billede af saglig akustisk violinspil, styret af en kvinde i neonfarvede cykelshorts og en gedin aviator læderjakke. Musikkens intensitet forstærkes langsomt, og frem fra bagtæppet dukker de resterende kvinder op, der alle placerer de sig ved hver sin mikrofon, hvorefter de for alvor åbner ballet med deres måske mest kendte protestsang, “Putin Pissed Himself”. På væggen bag dem vises der visuals, som indeholder optagelser fra den aktion, hvor sangen for første gang blev fremvist. Man ser dem med el-guitare og balaclavaer på ‘Den Røde Plads’ i Moskva med Kreml i baggrunden. Oppe øverst på bagvæggen kører der en engelsk oversættelse, som skal formidle de russiske tekster til publikum. Nogle tekster, med et risikofyldt budskab.
Vågn op Vesten og vigtigst – forbliv vågne
På den blå oplyste scene står der et klapbord i plast, fyldt med kildevand. Til tonerne af trommesolo og hypnose-lignende violinspil og trancemusik, stiller frontfiguren, Maria Alyokhina, sig med fronten væk fra publikum og åbner en flaske vand. Da hun hæver den over sit hoved, gennemvæder hun sit hår i et langsomt, men kalkuleret tempo.
Samtidig tager gruppemedlemmet, Olga Borisova, en flaske vand fra bordet, og tager en tår, hvorefter hun hælder resten ud over publikum.
Demonstrativt vender hun sig rundt, tager en ny flaske fra bordet og gør det igen. Sådan fortsætter det i et par minutter, indtil gulvet er drivvådt, og der er dannet en halvcirkel om scenen – der hvor folk blev mest ramt.
Det får tankerne hen på noget større end os, der er mødt op denne torsdag aften. Måske et opråb til verden?: “Vågn op! Ha’ en reaktion på det, der sker foran næsen på jer! Gør nu noget!”
I forbindelse med Pussy Riots udstilling på det danske kunstmuseum Louisiana, blev Maria Alyokhina interviewet af DR. Her udtrykker hun b.la. sin bekymring for, at Vesten glemmer krigen, og det resulterer i en sejr til Putin:
»Efter min mening venter de bare på, at I (Vesten red.) giver op. Og holder op med at støtte Ukraine. Og så kommer deres afgørende skud«.
I aften er der ingen, der glemmer krigen. Den hænger som en sort sky i rummet og giver anledning til opråb og handling. Da de fire damer træder ind på scenen igen for at give deres ekstranummer, er det iført de ukrainske farver. Et bifald lyder fra publikum, mens en QR-kode til at donere penge til et børnehospital i den ukrainske hovedstad Kiev dukker op bag dem:
»Der er allerede 500 børn, der er blevet dræbt af den russiske hær. Vær sød ikke at være ligeglad. Læs nyhederne. Støt Ukraine«, siger Maria Alyokhina som en afsluttende kommentar, inden lyset igen tændes i salen, og vi er tilbage i Malmø.
Vi får et par reaktioner fra en af de fremmødte ved navn Frederik Larsen, som vi spotter iført en balaclava – Pussy Riots ikoniske mundering:
»Jeg er fuld af energi. Jeg har lyst til at gå ud og lave noget aktivisme«, fortæller han.
Ruslands forbudte stemmer
Når man står her indenfor en armslængde af punk-kollektivet, kan det være nemt at glemme, hvor alternativ en virkelighed de egentlig lever i. Fængselsdomme, husarrest og forgiftningsforsøg er alle farer, som truer medlemmerne i deres daglige liv. Det har en stor personlig pris at leve i opposition til det russiske regime, hvilket gør, at de færreste russere er udtalte omkring systemkritiske holdninger. Iblandt publikum møder vi Kendra Valgreen, som mener at aftenens show også er en stemme for netop dét fortiede Rusland:
»Jeg tror mange glemmer, at mange russere også er ofre i den her konflikt. Pussy Riot er ligesom et eksempel på, at der er russere som også er gidsler af staten i det her«, udtrykker Kendra Valgreen.
Helt tydeligt bliver det i den sidste del af aftenens optræden, da koncertsalens bagvæg pludselig oplyses af utallige ansigter og navne. Alexey Gorinov, Vsevolod Korolev og Olga Smirn er bare nogle af de personer, der tillægger konsekvenserne et menneskeligt ansigt. De er alle politiske fanger, som sidder fængslet for at ytre modstand mod det russiske regime.
Tilbage i 2022 måtte Maria Alyokhina også se sig nødsaget til at flygte fra en daværende husarrest. Forklædt som et pizzabud lykkedes det hende at undslippe til Europa, hvor hun nu har fået opholdstilladelse i Island. Dette ændrer dog ikke på hendes tilhørsforhold samt ønske om en dag at kunne vende hjem. Noget hun udtrykker meget klart, da LIXEN sætter hende stævne efter aftens show.
»Jeg er russer. Selvfølgelig er jeg russer. Jeg repræsenterer et Rusland«, lyder det bestemt fra Maria Alyokhina.
Maria har netop signeret aftenens sidste bog. Fra hendes lyse krøller falder der stadig dråber, efter hun gennemvædede sit hår på scenen. Hun underretter os om, at hun har et interview om syv minutter og derfor meget lidt tid. Ja, arbejdsdagen er åbenbart langt fra slut for Pussy Riot, som ellers lagde en energiudladning af dimensioner på scenen for bare få minutter siden. Vi vil dog meget gerne have hendes personlige besyv på, hvad hun ønsker publikum tager med fra deres politiske optræden:
»Vi vil have, at folk skal høre vores historie om den politiske undertrykkelse, der foregår i Rusland. Samtidig skal de tænke på deres eget land og deres egne rettigheder«.
Pussy Riot har været klare i spyttet. Denne kamp må ikke forlade vores synsfelt, for så snart Vesten sænker foden fra speederen, står Putin klar til at udnytte det.
Riot Days touren fortsætter året ud med 22 shows i Nordamerika, hvor de fortsat vil sprede selv samme budskab i kampen for et vestligt opgør med Putins Rusland.