Foto: Bärbel Miemietz
En sidste (og første?) opfølger på EKSTERNs løftede pegefinger og en (u)kærlig opsang til Ekstra Bladet. EKSTERN runder af for denne omgang.
Okay, indrømmet: EKSTERNs løftede pegefinger blev ikke den succes, vi håbede på. Nogle gange overhaler virkeligheden drømmene, og nogle gange overhaler drømmene virkeligheden. Netop det har både gjort sig gældende de seneste uger i forbindelse med praktiksøgningen, men også med indslaget, der skulle være berømt og berygtet som EKSTERNs løftede pegefinger. Hvis du ikke helt husker, hvad indslaget gik ud på, dømmer vi ikke. Vi kom kun med det én gang. Men lad os alligevel prøve at opsummere.
Vi ville gerne have haft chancen for, at vi som studerende på Medietorvet og skribenter i LIXEN kunne råbe op engang imellem. LIXEN står i den privilegerede situation, at avisen bliver sendt ud til alskens mediehuse i det danske medielandskab, og redaktørstanden på EKSTERN tænkte straks, at det var en oplagt mulighed for at råbe en masse danske mediemagthavere op.
Og det var dét jo sådan set også. Vi fik skrevet et fint indslag, hvor vi revsede forskellige dele af branchens tendenser, som vi var utilfredse med. Men så stoppede den ligesom også der.
Ingen af os tror på, vi fik råbt nogen op med vores sparede skriv i den første udgave af LIXEN med vores årgang ved roret, men indslaget bragte også en anden lærefuld lektie med sig: At nogle gange går tingene bare ikke helt som planlagt.
Nogle gange overhaler virkeligheden bare drømmene. Vi havde en drøm om at have en fast, sur klumme i EKSTERN-sektionen, der skulle give sit unge besyv med fra Medietorvet, men snart viste en virkelighed sig med travle kalendere og et dynamisk studie. Ingen fast, sur klumme i denne omgang.
Ekstra Bladet-sagen
Men dog. Måske der alligevel er plads til en sidste kort bemærkning fra EKSTERNs pegefinger.
I dagene mellem den 15. og 16. april holdt hele Danmark vejret, mens en 13-årig pige fra Sydsjælland var formodet bortført. Politiet har opfordret til, at medier ikke skriver pigens navn, så det gør LIXEN heller ikke.
Som man så det med Mia-sagen sidste år, var politiet hurtigt ude og bede offentligheden om hjælp. Og netop dét gjorde offentligheden. Så vidt man efterhånden kan forstå, har netop offentlighedens hjælp spillet en ikke ubetydelig rolle i, at politiet tolv minutter før et planlagt pressemøde kunne anholde en 32-årig mand og senere sigte ham for frihedsberøvelse, voldtægt og trusler. Endnu senere blev han sigtet for drabet på Emilie Meng.
En spektakulær sag uden lige. Men også det, man efterhånden kan betegne som en national, fælles sag. Nogle vil huske Kim Kliver fra Emilie Meng-sagen, hvor han var øverste ansvarlige for efterforskningen – en efterforskning, der om noget er blevet kritiseret for sin mangelfulde indsats senere hen, og en sag, der om noget har sat sig i offentlighedens bevidsthed.
Nu er begge sager flettet sammen, og begge sager har i helt eminent grad haft offentlighedens interesse. Sådan går det med de her sager, når politiet går så hurtigt og voldsomt til værks og inddrager offentligheden. Sagen med den 13-årige endevendte hele landet i 24 timer, og man kunne næsten høre et kollektivt lettelsens suk, da Kim Kliver kunne meddele, at den 13-årige var fundet.
Sagerne bliver altså en del af den kollektive bevidsthed, dels pga. politiets inddragelse af offentligheden, dels pga. forfærdelsen og chokværdien i forbrydelserne. I sager som disse er det pressens rolle at frembringe de fakta, der er nødvendige og tilgængelige. BT lavede den første kobling mellem den sigtede og Emilie Meng-sagen, fra før han var sigtet i begge sager.
Men så var der Ekstra Bladet. BTs evige konkurrent og medielandskabets frække klovn i klassen. Et sted i evig kamp med sig selv og sine medarbejdere og en evig tørst og hungren efter den gode historie.
Og den må man om nogen sige, at de fik, den gode historie. Ekstra Bladet kunne som de eneste give et eksklusivt interview med den 13-åriges mor, Pernille. De kunne blandt andet berette om morens umiddelbare reaktion på datterens hjemkomst, hendes tanker om den sigtede gerningsmand og en status på den 13-årige.
Altsammen gode, relevante historier, der fortjener at se dagens lys. Når offentligheden er så indrullet i en sag, også følelsesmæssigt, er det selvfølgelig vigtigt, at der bliver dannet bro mellem moren og offentligheden. At moren kan sende sit budskab ud, som offentligheden kan modtage.
Der var dog bare ét problem.
‘Kun i Ekstra Bladet+’, stod der.
Spis eller bliv spist
Vi skal være de første til at sige, at god journalistik koster. Sådan er det. God journalistik tager tid, og tid er som bekendt penge. Men du bilder os ikke ind, at det har taget længe for Ekstra Bladet at ringe op til Pernille og bede om en reaktion.
I en sag, der er så tæt på offentligheden, er en forventning om en fri og gratis strøm af information ikke en særlig høj forventning at sætte – en service, Ekstra Bladet jo i øvrigt yder i alle andre af døgnets timer. Det er Ekstra Bladets opgave, såvel som alle andre medier, at sørge for, at offentligheden får så meget indsigt som muligt i sager som disse.
Kort tid efter en af historierne fra moren var ude, var der ikke betalingsmur på. Det var der kort tid efter. Om de har siddet på Politikens Hus, trykket på betalingsmurknappen og gnedet sig i hænderne mens de så clicktallene stryge til tops, kan EKSTERN ikke berette noget om. Vi ved bare, at det ikke giver mening, at du skal betale 79,- i måneden for at få den slags oplysninger. Forholdet mellem offentlighedens interesse og at tjene penge på helt retfærdig vis som publicistisk medie er helt skævt her.
Inden Politikens tidligere debatredaktør Magnus Barsøe fratrådte sit job til fordel for at jagte et kandidatur i EU-parlamentet for Socialdemokratiet, indledte han en kamp mod JP/Politikens Hus. I sin egen avis anklagede han huset for at være blevet et pengegrisk mediefortagende, der udelukkende tænkte på at tjene penge til nogle chefer på 4. sal.
»Man jagter aggressivt millionoverskud og driver i stadig højere grad koncernen som en kapitalfond, hvis eneste mål er profit, opkøb, internationalisering og højere lønninger til topledelsen,« skrev han i sit eget medie den 3. februar.
Uanset om man tager Magnus Barsøes ord for gode varer eller ej, ville det klæde JP/Politiken, herunder Ekstra Bladet, at bruge lidt mere tid på pressens vigtigste opgave, nemlig at oplyse borgerne, og knapt så meget tid på noget, der os bekendt efter knapt to år på journaliststudiet ikke er pressens fornemmeste opgave: At tjene så mange penge hjem som muligt.