Foto: Frederik Kongsgaard
Emma Libner er gået fra at være ”The odd one out” til at have fundet den perfekte timing og hjælpe andre med at føle sig set. Som underlivs-influencer hjælper hun med at belyse alt det, der er indhyllet i tabuer og myter.
Foran Dansekapellet møder jeg Emma Libner, som passer sin mors bomuldshund. En del minutter efter vores aftalte tidspunkt kommer hun slentrende op ad gaden til kapellet, iklædt pink på pink.
»Hej, jeg beklager, men den skulle lige snuse og så videre,« siger hun.
Emma havde sagt til sin mor, at hun da kunne lade hunden blive hos hende, da hun skulle være væk et par dage, og som hun selv beskriver:
»Jeg går with the flow.«
Siden Emma Libner blev færdig som journalist, fandt underlivet hende. Med universet Kh Underlivet har hun skabt et fællesskab for folk med et underliv. Et sted, hvor man kan være mindre alene, noget som Emma har følt sig i store dele af sit liv.
Emma Libner blev færdiguddannet som journalist i 2017. Fra at have lagt sin tid og kærlighed i journalistikken er det nu underlivet, som har taget pladsen. Instagramprofilen Kh Underlivet har hun haft solo siden 2019, og her kickstartede hun sin karriere som underlivsinfluencer. Den eneste i Danmark af sin slags. Hun har en cand.mag. i kultur og formidling med speciale i dansk menstruationskultur, og hun kalder sig også menstruationspigen i sin bio. Det er udfordringer, følgerhistorier om for eksempel at have herpes, memes, historiske fakta om underlivet, reklamevideoer for glidecreme og meget mere, som gemmer sig på Kh Underlivet.
Kh underlivet er gået fra at være en blog til at være en Instagramside, og fik i 2021 en podcast og her i 2023 en bog, som er lige på trapperne, med samme navn. Kh Underlivet er et univers.
Journalist?
Gennem de seneste 6 år har Emma bygget et helt univers op. Og fordi hun har lagt så meget arbejde i det, siger hun.
»Jeg er klar over, at jeg kommer nok ikke til at vade ind på en redaktion any time soon og være sådan: ”Nu vil jeg gerne arbejde som journalist.”. Fordi er der en Emma Libner uden Kh-underlivet?«
Journalistik er ikke på samme måde en del af Emmas identitet og selvforståelse. Dengang hun arbejde på sit praktiksted, Samvirke, tænkte hun meget:
»Jeg er jo journalist, og så er man sådan og sådan.«
Fra at gå fra et studie og videre til en praktikplads, hvor alt handlede om journalistik, til nu hvor fokus er et andet sted, følger nogle overvejelser:
»Så spørgsmålet er, hvad er jeg nu? Det ved jeg ikke selv helt, tror jeg. Men jeg vil vove den påstand, at jeg stadig er journalist.«
Emma peger på, at hun kommer fra en ældre årgang, hvor journalistik absolut ikke måtte være subjektivt, og selvinddragelse blev set ned på. Hun fremhæver Ditte Giese og Iben Maria Zeuthen, som også kan være aktivistiske i deres journalistik, men det lå for langt væk fra hendes egen forståelse af at være journalist.
I starten fokuserede hun på idealet om objektivisme, når hun brugte sin journalistiske værktøjskasse på Kh Underlivet til formidling, men hver gang hun satte sit eget ansigt på en Instagrampost, så nåede det meget længere ud.
»Folk kunne bedre relatere til det, når det ikke var objektiv journalistik.«
Emma bruger dagligt sin journalistiske uddannelse. Hun fremhæver research og kildekritik, for eksempel Infographics på Instagram, hvor hun med sin viden og erfaring kunne gå bag om tallene.
»Især fordi, der er så mange ting, som vi tror, at vi ved om underlivet, men bare er noget, vi har fundet på, eller en måde vi har valgt at se verden på. Fordi viden om underlivet historisk har været dikteret af folk, som ikke havde et underliv.«
Emma kom i praktik hos Samvirke, og det var en god oplevelse. Som praktikant havde hun god tid, ofte en uge til at skrive en artikel. Men da hun blev færdiguddannet journalist, var der ikke nogen jobs og slet ikke med de vilkår, hun havde haft som praktikant.
»Timingen var ikke den rigtige, ikke for mig og journalistik.«
Fortællingernes magt
Undervejs stiller jeg spørgsmål, som altid besvares af bredt ordforråd og lange sætninger. Ikke overraskende, fordi kommunikation er en stor del af Emma Libner, både i hendes arbejde og i privatlivet. For ord er magt, og når den magt ikke bliver forvaltet, så bliver Emma frustreret.
»Da Lars Boje Mathiesen sammenlignede menstruation med at skide,« siger hun indigneret og sukker.
»Så signalerer det meget, hvor vi er.«
Ordene kan også skabe fortællinger og billeder. Da Emma var journaliststuderende, stod hendes fremtid allerede skrevet. Hun skulle være den nye Ulla Terkelsen og bo i Tokyo, hvor hun rapporterede live. Men når hun tænker tilbage, så var det ikke det, hun havde lyst til.
»Det var bare en fortælling.«
Derfor har det været vigtigt for Emma at være bevidst om sine egne fortællinger, og mest af alt at der er plads til at ændre retning. At eksperimentere, lege og skifte mening 800 gange, mens man lever. Hun hiver Kh Underlivet ind og fortæller om stærke fortællinger, som føles naturgivne, og kommer med endnu et eksempel
»For eksempel at det første samleje skal helst gøre lidt ondt, men sådan er det ikke, det er bare noget, vi siger. Noget, vi har fundet på.«
Missionen med universet er tydelig:
»Jeg vil gerne oplyse om underlivet og skabe et sprog for de oplevelser, tanker og følelser, som relaterer sig til underlivet, så folk med et underliv kan træffe bedre beslutninger for dem selv og deres krop.«
En nysgerrighed, som altid har været der
Emma Libner stiller mange spørgsmål i løbet af interviewet, reflekterer og tænker. Allerede som barn begyndte spørgsmålene at stille sig i kø.
»Hvorfor skal jeg vente til, at alle har spist, før jeg kan rejse mig? Hvorfor skal jeg give folk hånden og kramme dem, når jeg ikke kender dem?«
Emma griner og siger, at det er forklaringen på, hvorfor hun valgte at blive journalist. Nysgerrigheden har altid ligget der, men alle sanseindtrykkene sætter sig fast
»Jeg har perioder, hvor jeg ikke researcher nye ting, fordi jeg bliver overstimuleret. For lige så meget jeg kan snakke, lige så meget kan jeg tænke.«
En balancegang i sårbarhed
Vi sidder på en bænk med gravsten foran os. Morens hund, Bunjo, sætter fodspor i en lille firkant rundt om gravstenene, og Emma Libner kigger på hunden.
»Dyr minder en om: ”Hey, nu er vi lige her på kirkegården, og der skal ikke ske andet, end at vi er lige her!«
En stilhed lægger sig, efter hun har sagt det, og begge vores blikke falder ned mod hunden, som fortsat traver rundt.
Emma fortæller om Kh Underlivet, og hvordan hun først begyndte at dele ud af sit eget sexliv i 2020, 3 år efter hun startede.
»Da jeg slog op, var der den der ’glow-up’, så der tog jeg fuld ejerskab over min seksualitet.«
Det var hårdt for Emma personligt, men guld for Kh Underlivet og hendes mission. Kh Underlivet er også et rum, Emma har skabt for at kunne være i sin krop.
»På mange måder er det virkelig noget, jeg har lavet til unge Emma.«
The odd one out
Emma beskriver sig selv som ”The odd one out”. Med hendes ord er hun født på den forkerte side af Lyngbyvejen. I sted hvor mange var enlige mødre eller fædre med børn. En bygning, som lå for enden af en indkørsel tæt ved en børnehave. I et stort og rødt murstensbyggeri, som havde ramponerede lejligheder med træk-og-slip toilet, bad i kælderen og døre med afskallede maling. En enkelt blok med to lejligheder på hver etage i hver opgang med stuen, første og anden, omkring 40-50 lejligheder. Fra hun var helt lille og til 9 år boede hun her.
Men hun er også stolt af sin baggrund, fordi den har givet hende en taknemmelighed over at vide, hvad ting er værd.
»Den ene gang om måneden, man kom på maccen, det var bare et feast.«
Emma husker også, hvordan hun har ligget søvnløs med en underbo, som var alkoholiker og ofte hørte meget høj musik. Emmas mor havde klaget flere gange, og under et besøg på McDonalds ledte underboen efter Emmas mor med et baseballbat.
En af de andre mødre fra blokken ringer til Emmas mor og spørger ”Hvor er I?” og Emmas mor svarer: ”Vi sidder på McDonalds, hvad så?”, ”Underboen render rundt i kælderen og leder efter dig med et baseballbat”.
Emma siger med en lidt forvrænget stemme:
»Og det var normalt, så det har ligesom bare fulgt mig.«
Ingen må glemmes
Den kaotiske og uforudsigelige start på barndommen har fulgt Emma, men måske blev noget andet også skabt her: retfærdighedssansen. Emma fortæller, at den altid har været der.
»Alle skal have, og ingen må glemmes.«
Hun kommer med et eksempel fra dengang, hun gik i 2.klasse og ville dele noget ud:
”Hvad så med popcorn?” Spørger hun sin mor, som siger: ”Hvad så? Skal du give et par stykker popcorn til hver?”
Det var svært for lille Emma at forstå. Nu kan hun godt se, at der skulle have været mere at dele ud. Hun vil gerne give følelsen af at blive omfavnet og blive accepteret for den man er videre:
»Det har nok også noget at gøre med, at jeg ikke altid selv har haft den følelse.«
Der er også mange gode minder:
»Når jeg tænker tilbage på det, husker jeg det, som om solen skinnede hele tiden.«
Da hun var mindre, legede hun på legepladsen ved gyngestativet og rutsjebanen.
»Man kunne ligesom forsvinde lidt.«
Der var stille at lege der som barn, og man skulle ikke slås om at få den gode gynge.
»Som enebarn har jeg været tvunget til at underholde mig selv.«
Ensomhed er et af de ord, som beskriver Emmas tidlige barndom.
»Der har været en form for ensomhed. Jeg har selv skullet opsøge venner som barn.«
En ensomhed, som ikke findes i Kh Underlivet. Det er et trygt sted, hvor folk rækker ud og sender DM’s til Emma om det, der går og fylder. Kh Underlivet er også et rum Emma, har skabt for at kunne være i sin krop.
»På mange måder er det virkelig noget jeg har lavet til unge Emma, og så er jeg heldig mange, også har haft samme oplevelser og har glæde af det,« siger hun.
På vej videre
Efter at være blevet erklæret gymnasieegnet i 9 klasse startede Emma direkte på Gladsaxe Gymnasium. Et gymnasium som på det tidspunkt var et skraldespands-gymnasium; valget efter 3. prioriteten. Den hurtige start på gymnasiet forklarer Emma med:
»Så jeg hurtigst muligt kunne blive til noget.«
Inden hun startede, havde hun fået fortalt, at de tre bedste år var i vente, men det blev de overhovedet ikke. Der var ikke plads til Emma.
»Der var fokus på at have det rigtige tøj, sige de rigtige ting, høre de rigtige ting og være på en bestemt måde.«
Gymnasiet blev en holdeplads, som skulle overstås. For at gøre ventetiden kortere undersøgte Emma i 2.g., hvornår optagelsesprøven lå i journalistisk.
I 2. g. på Gladsaxe Gymnasium stod det klart for Emma, at journalistik var vejen, hun skulle gå. Hun arbejdede samtidig i den lokale slagter, og hun husker hvordan hun fortalte sin chef, at nu havde hun fundet ud af det; hun skulle være journalist. En af stamkunderne var den daværende chefredaktør fra Berlingske, Lisbeth Knudsen, og hver gang hun trådte ind ad døren, var det dagens højdepunkt, mens Emma rendte rundt i træsko og forklæde og langede rullepølse over disken.
Da hun i 3.g. ser, at man kan tage et forberedende højskolekursus på Vallekilde for journalistik, sætter hun sig for at få de 4 uger fri, som det varer. Med stålsatte skridt marcherer Emma forbi sekretæren ned på Evas(rektoren) kontor, hun åbner døren og siger:
»Eva, prøv, at hør her, jeg har fundet det her kursus, og det kræver, at jeg har 4 ugers fravær, og det skal du give mig.«
Rektoren kigger på Emmas karakterblad, og da hun kan se, at hun klarer sig fint, siger rektoren:
»Okay, du skal bare aflevere alle de dine skriftlige opgaver, mens du er væk, så kan du tage af sted.«
Et kig ind i fremtiden
Efter vi har gået fra kirsebærtræerne til Dansekapellet siger jeg farvel til Emma. Hun fortsætter ned ad vejen med Bunjo logrende ved siden af hende. Hun følger den vej, hun kom fra. Også i overført betydning. Når hun ser ind i fremtiden om 5 år, ønsker hun fortsat at fortælle folks historier:
»Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil, så er det i hvert fald ikke at være en del af en redaktion eller at være en kommunikationskonsulent. Jeg vil gerne fortælle folks historier, og jeg vil gerne gøre på det min egen måde.«
Med Kh Underlivet har Emma brugt meget tid og energi og inviteret folk til at dele ud af deres oplevelser og skabe et rum, hvor folk føler, de kan skrive til hende spontant.
»Om 5 år har jeg forhåbentlig skrevet en bog mere og ernærer mig ved formidling på en måde, hvor jeg virkelig bruger min viden og kan bringe mig selv i spil og aktivere andre.«
