OPINION

Vi bør overveje, hvor vi stiller os på organdonationsvippen

Illustration: Pixabay

Bare rolig, det her er ikke endnu en prædiken, der beder dig om at blive organdonor. Og jeg prøver heller ikke at give dig dårlig samvittighed, hvis du endnu ikke har taget stilling. Forhåbentlig giver jeg dig bare en smule indsigt, og måske efterlader det dig med nogle tanker eller bare taknemmelighed. Jeg har i hvert fald besluttet at registrere mig.

Jeg tror, at man alt for sjældent tænker over sine privilegier. At man tager sine gunstige levevilkår og sin sundhed for givet. Fra mig selv kender jeg følelsen af at regne med, at der er en dag i morgen, og forvente at jeg har en rask krop at vågne op sammen med. For er det ikke nemt at tage livet lidt for givet, når kroppen virker, som den skal?

Når man er ung, er noget af det sidste, man beskæftiger sig med sygdom og død. Man har travlt med sine studier, sit job eller hvornår man skal ud og drikke en øl med sine venner igen. Men hvem stopper op og takker sine lunger, når de cykler i skole? Tak fordi I hjælper mig med at trække vejret, når jeg cykler i skole om morgenen. Eller hvem takker sin lever, når de har været på druk? Tak fordi du passer på mig, når jeg drikker helt uforsvarligt.

Det gør jeg ikke, altså takker min lever, når jeg har været i byen. Men efter jeg mødte Frederik Falkenberg, er jeg blevet en smule mere opmærksom på, hvor heldig jeg er.

Frederik var 21 år, da hans helt almindelige hverdag med uddannelse, venner og fodbold blev afbrudt af mavesmerter, hospitalsbesøg og medicin. Efter to år med smerter og mange besøg på Rigshospitalet faldt den endelige dom:

– Du skal have en levertransplantation inden for det indeværende år. Du lider af primær skleroserende kolangitis, som er en sygdom, der i svære tilfælde kan betyde, at man skal have en levertransplantation. Dit tilfælde bliver alvorligt på sigt. Hvis du ikke får en ny lever, dør du ung.

Tilbage stod Frederik som 24-årig med udsigt til et liv i forandring og uvished. Men også en udsigt til at blive en del af et fællesskab i Vilslevgruppen, der er en ungegruppe i ‘Organdonation – ja tak’. Gruppen er en organisation, der indsamler midler øremærket unge med organsvigt og svære transplantationsforløb – og det fællesskab har været med til at løfte Frederik. 

Når alvoren banker på ungdomsdøren

Når man er i sine 20’ere, har man travlt med at spekulere på alt det gode, som livet har at byde på; Alle de bounty-strande, man skal bade ved, al den Nik & Jay-musik, man skal danse til natten lang, og alle de pastaretter, man skal spise med gode venner. Derfor kan jeg godt forstå, hvis man ikke tager stilling til organdonation eller ærligt talt slet ikke ænser det en tanke – for hvorfor skal man det, når det hele går så godt? Selv havde Frederik Falkenberg ikke taget stilling til organdonation før sin egen sygdom – han så det lidt som en i-morgen-opgave. Og det kan jeg godt genkende. Jeg fandt det enormt grænseoverskridende at registrere mig. Det fortalte jeg Frederik. Jeg følte mig en smule privilegieblind ved at sige det højt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor skal jeg sidde her og være sart med organdonation, når jeg taler med et menneske, der har haft det så tæt inde på livet? Et menneske som ikke ville have været i live, hvis det ikke var for netop organdonation. Men Frederik forstod mig:

 – Det er en kæmpe overskridelse af ens grænser at tage stilling til organdonation. Det, at andre skal have dele af mig, kan være meget grænseoverskridende at tage stilling til. Men bare det, at folk tænker over det, er for mig at se et stort skridt, fortæller Frederik Falkenberg.

Er en ny lovgivning vejen frem?
Et borgerforslag om at gøre organdonation automatisk fra fødslen rejste sig i oktober 2021. Man ønsker at vende lovgivningen om, så man i stedet for at registrere sig som organdonor, som man skal i dag, skal gå ind og fravælge det aktivt, hvis man ikke ønsker at være organdonor. I marts 2022 nåede borgerforslaget over 50.000 støtter, og i februar 2023 medvirkede Frederik Falkenberg til en drøftelse i Folketinget som repræsentant for Vilslevgruppen.

– Jeg kender ikke svaret på, om det er den rigtige løsning at vende lovgivningen om. Man er herre over egen krop og i sin gode ret til at sige nej.

Forslagsstillerne bag borgerforslaget fremhæver, at det vil forbedre lægernes arbejdsvilkår, og at det i sidste ende kan føre til færre tab af mennesker, der er på venteliste til et eller flere organer.

Ja tak, nej tak eller ved ikke til organdonation
Jeg er så privilegeret, at jeg har alle mine organer endnu. De passer deres arbejde, og jeg har ikke anledning til at være bekymret – så vidt jeg ved. Jeg har ikke været nødt til at skulle tage til syn og få nye reservedele, som Frederik så billedligt beskriver det. Men det er der mange, der har. Faktisk var der 338 patienter, der blev transplanteret i 2022. Frederik hører naturligvis ind under den statistik. 341 gange transplanterede man organer fra et menneske til et andet i 2022; 27 hjerter, 23 sæt lunger, 46 levere og 242 nyrer. Om man er for eller imod organdonation, så er det da fascinerende.

Men hvorfor er det så vigtigt at tage stilling? Kan man ikke bare være ligeglad og lade sine pårørende stå med beslutningen, når den tid kommer?

– Vi tvinger ingen til at sige ja, men vi opfordrer til, at man registrerer sin holdning, og at man tager stilling. Det er en næstekærlig beslutning; både fordi ens pårørende slipper for at tage stilling, hvis man selv har registreret sig, men også fordi man hjælper de mennesker på venteliste,  der modtager organet, fortæller Frederik Falkenberg.

I Danmark kan du registrere dig som organdonor på tre lige juridisk gyldige måder. Man kan tilmelde sig donorregistret, man kan bære et donorkort på sig, og man kan mundtligt fortælle sine pårørende om sin holdning til organdonation. ⅔ af danskerne har taget stilling på den ene eller anden måde. Personligt synes jeg selv, at det er rart at tale med pårørende om den slags – det virker på en sær måde mindre voldsomt at tale om, end det gør at registrere det.

Når man registrerer sig i donorregistret, kan man vælge at give fuld tilladelse eller delvis tilladelse. Man kan vælge ved ikke eller give totalt forbud. Man skal altså ikke tvinges til at sige ja til organdonation, hvis man ikke har lyst, og man kan til hver en tid slette sin registrering, hvis man fortryder. Det er på en eller anden måde også rart at vide.Jeg har registreret mig, og det har jeg, fordi noget af det, Frederik sagde til mig, hænger ved:

– Faktum er, at jeg lever i dag, fordi en ung mand er død, og jeg er lykkelig for, at enten han eller hans familie har taget stilling.