Anmeldergerningen er ikke en højt prioriteret disciplin på vores studie. Derfor har vi i denne måneds KULTUR allieret os med tre kulturskribenter, der giver os deres råd til, hvordan de anmelder kultur.
Ida Rud, musik- og filmanmelder. Journalist på Troldspejlet, radiovært på P2 Klassisk, P6 Beat, P8 Jazz og freelancer
1: Gå i gang med at anmelde nu! Også selvom du ikke har et medie i ryggen. Du skal bare gøre det og få erfaringen. Finde din stemme, dine styrker og svagheder. Så har man nemlig også noget konkret at vise, når man skal kontakte et medie om at blive publiceret.
2: Se en masse film, hvis det er film, du gerne vil anmelde. Læs en hulens bunke bøger, hvis det er bøger, du gerne vil anmelde – og så videre. Jo mere du kender indenfor dit område, jo bedre kan du spotte tendenser og sætte det i perspektiv.
3: Læs eller lyt til andre anmeldere. Kig især på udlandet. IndieWire, The New Yorker, Empire med mere, og både på skrift, lyd og billede. Hvis du fx skal se “The Whale”, når den får premiere, så læs flere debatter, klummer, anmeldelser og sæt dem op imod hinanden. Bid mærke i, hvad du kan lide, og tænk så over hvorfor. Læg mærke til, hvor meget personlighed der også skinner igennem i anmeldelserne.
4: Man skal ikke være bange for at henvende sig til et medie, selvom man ikke har erfaring. Nogle vil bare gerne have skribenter, der er sultne efter at lave noget. Og ofte er de mindre medier virkelig gode til grundig og konstruktiv feedback. Jeg har nærmest lært mere af redaktør Claus Christensens feedback på mine ting i Filmmagasinet Ekko, end jeg gjorde i min tid på Journalisthøjskolen.
5: Sæt dig ind i, hvilket medie du skriver til. Da jeg var ny og ville ind på markedet, skrev jeg en koncertanmeldelse, som jeg sendte rundt til flere musikmedier. Jeg havde brugt stjerner i anmeldelsen, og et af medierne svarede, at det var en fin anmeldelse, men at deres medier altså ikke brugte stjerner. Det viste en ligegyldighed og sjuskethed fra min side, som de selvfølgelig ikke ville binde an på.
Jesper Olsen, redaktør og journalist på Zetland der især dækker kultur
1: TAG IKKE NOTER
Jo, hvis du anmelder en bog, et spil eller andet, som indbyder til at holde pauser undervejs, men ellers ikke. Det river dig ud af opleverens rolle, og mens du skribler den ene vigtige detalje ned, går du glip af to andre. Du kan godt huske det vigtigste alligevel, og det, du ikke kan huske, kan du slå op.
2: SKRIV DANSK, MAND (M/K)
De første par anmeldelser, jeg skrev, er nærmest ulæselige. Som mange unge skribenter troede jeg, at en anmelder skulle slå om sig med fremmedord, fagudtryk, floromvundne sætninger og bogstavrim. Men sprogligt snobberi og namedropping gør ikke en god tekst, og tit er det staffage, der skal skjule, at skribenten ikke tør eller evner at servere sine pointer i et klart sprog. Som en redaktør rådgav mig efter at have læst en af mine tidlige anmeldelser: Skriv dansk, mand!
3: VÆR BEGEJSTRINGSPARAT
Der er mange, som dyrker klicheen om den fnysende anmelder med korslagte arme, der deler elegante svinere ud til højre og venstre. Rollen passer godt til en kynisk tid, hvor det at lade sig begejstre er at blotte sig. Men forhåbentlig anmelder du, fordi du har en kærlighed til din kunstart of choice. Som anmelder er du en ambassadør for denne kunstart, så den kærlighed skal frem i lyset. Vær ikke bange for at lade dig rive med og vise din begejstring.
4: LÅS DIN KARAKTER MED DET SAMME
Tit anmelder man noget, andre har anmeldt før én, og det er så fristende at konsultere deres meninger for at validere sin egen. Og hvis ens førstehåndsindtryk ligger langt fra flertallets, er det nemt at blive vankelmodig. Måske er det mig, der tager fejl? Og så skriver man en anmeldelse, der lægger sig op ad alle de andre. Det bedste ville nok være slet ikke at læse og lytte til, hvad andre har sagt, men det har de færreste selvkontrol nok til. I stedet kan man på vej ud fra koncerten, teatret eller biografen sende en besked til sin redaktør, hvor man skriver, hvor mange stjerner man har tænkt sig at give. Så fanger bordet. Hvis man ikke skal give karakter, kan man på anden måde tilkendegive sit begejstringsniveau.
Klaus Knakkergaard, kulturredaktør på Fyens Stiftstidende og medvært på podcasten I Byen Odense
1: Perspektiv
Grundlæggende mener jeg, at alle for så vidt er i stand til vurdere et stykke kultur ud fra ens egen virkelighed, men det bliver ofte uinteressant, hvis det ikke sættes i en kontekst. God kunst vil jo noget – hvis ikke anmelderen kan analysere det og hjælpe modtageren ind i det, bliver det ligegyldigt.
2: Fakta
En faktuel smutter kan være, af større eller mindre grad, men indtrykket, det efterlader, hvis man fanges i det er enormt, fordi det vil være et helt validt ankepunkt mod anmelderen. Hvis du ikke engang har styr på fakta, hvordan skal jeg så kunne stole på, at du kan perspektivere og forholde dig til værket.
3: Argumentationen
Det er drønhamrende vigtigt, at anmelderen altid kan køre sine påstande igennem en argumentationsanalyse uden at tabe ansigt. Igen er vi inde at pille ved troværdigheden – hvis dit argument kan flås fra hinanden, kan jeg så stole på dig? Jo grundigere du er med din argumentation, desto lettere bliver det for læseren at tro på dig.
4: Målgruppe og beskrivelse
Det virker indlysende at tænke på beskrivelsen. Men ofte læser jeg anmeldelser, hvor jeg er i tvivl om, hvad det er, jeg skal forholde mig til, og det er udelukkende anmelderens opgave at sætte den ramme. I direkte forlængelse af det ligger målgruppeanalysen. Hvis man ikke er klar over, hvem man skriver til, kommer anmeldelsen let til at virke arrogant og elitær eller i modsatte tilfælde irrelevant. Begge dele skubber læserne væk – og det er dem, vi skriver til.
5: Motivation
Hvis vi forlanger, at kunsten gør sig umage for at give os noget, så skal kunsten også forlange det af os, når vi vurderer og formidler den. Anmeldelsen skal, som jeg tidligere har pointeret, sætte kunsten i perspektiv og gøre læseren i stand til at tage stilling før, under og efter den givne oplevelse. Ikke dermed sagt, at man ikke må træde i karakter som anmelder, det skal man afgjort, men det skal være i kraft af ens viden, formidling og argumentation – ikke for en klikbar rubrik – det er ikke fair.
Aksel Strandbygaard, kritiker for Weekendavisen
1. Husk din magt
Anmeldelsen har i sin natur en ulige magtbalance: Mens anmelderen stort set har carte blanche til at udlægge, fortolke og dømme et værk, anses det som dårlig situationsfornemmelse, hvis en kunstner forsøger at forklare eller forsvare sit dårligt anmeldte værk. Det er vigtigt at huske på denne magtforskydning og gøre sit bedste for at præsentere og forstå et værk på dets egne præmisser.
2. Lad værket tale
En anmeldelse skal altid handle om det anmeldte, og ikke om dig som anmelder. Derfor er det vigtigt at lade værket tale for sig selv – særligt i negative anmeldelser. I litteratur- og podcastanmeldelser kan det være citater, i film- og kunstanmeldelser stills eller billeder fra en udstilling.
3. Forsøg at gengive værket
Mange værker (navnlig film og skønlitteratur) har en særlig stemning, tilstand, rytme, syntaks og stemme, og de forhold synes jeg indkapsler et værks essens og væsen i langt højere grad, end handlingen gør det. Derfor bestræber jeg mig også på mimetisk at gengive disse egenskaber, når jeg skriver anmeldelsen og lade sproget og stilen i min anmeldelse inspirere af værkets ditto.
Hvis man anmelder en nyoversættelse af et Shakespeare-skuespil, vil jeg altid bruge et andet sprog, end hvis jeg anmelder en ung digters formeksperimenterende debut.
4. Inviter læseren ind
Vi har alle prøvet at være tredje hjul og uengageret siddet og overværet en interaktion mellem to hengivne eller opildnede personer. Lignende situationer kan hurtigt opstå i anmeldelser. Fordi du sidder med et værk, som du har brugt flere timer med og kender godt, er det vigtigt at huske, at der altid er en tredje, læseren, til stede, som anmeldelsen skal henvende sig til, og som skal inviteres ind i værket.
5. Skjul ikke anmeldelsens tilblivelsesproces
Nogle anmeldere har en tendens til at skrive som var de en anden profet, der stiger direkte ned fra bjerget og udsiger urokkelige sandheder om det anmeldte værk. Men det er vigtigt at eksplicitere usikkerheder og være opmærksom på og åben om egne bias i bedømmelsen.