Den 1. november 2022 tog vi til folketingsvalg på Christiansborg for at snuse til journalisternes gøren og laden. Det var stressfyldt, udfordrende og nervepirrende, men også sjovt, spændende og lærerigt. Vi giver jer her et indblik i valgaftenens forløb set gennem to spæde journaliststuderendes øjne.
Kl. 16:49 Stod vi spændte i den bidende novemberkulde ude foran Christiansborg Slot i Indre København. Derinde, bag den mastodontiske murstensfacade, ligger Folketinget, Regeringen og Højesteretten.
Kl. 17:00, da vi passerede Slotspladsen, kimede rådhusklokkerne tungt i luften. Det lød nærmest som et varsel til landets borgere om, at i aften var en ganske særlig aften med meget på spil: Vi stod nemlig overfor et uforudsigeligt og nervepirrende folketingsvalg.
Kl. 17:05 fandt vi frem til den diskrete besøgsindgang. Her bad en vagt os om at identificere os, og nervøst viste vi ham vores pressekort. Vi fik derefter lov til at træde indenfor på Christiansborg – klar til at opleve et folketingsvalg på nærmeste hold. Vi havde dog en lidt anden agenda end de mange andre fremmødte journalister.
For ligesom de var mødt op for at dække selve valget for hvert deres respektive medier, var vi interesseret i at se, hvordan disse journalister faktisk tilgik en hektisk valgaften på Christiansborg.
Kl.17:20 havde vi fundet vej til et tætbefolket presserum på 1. sal med et stort bord og 16 stole, som vi alle måtte deles om. Lokalet var fuld af koncentrerede journalister, der bankede løs på deres tastaturer – nærmest om kap med hinanden for at få bragt de politiske nyheder først. På listetæer bevægede vi os forbi dem og fik hængt vores jakker på et overfyldt tøjstativ bagerst i lokalet. Vi følte os en smule malplacerede, da vi tog plads ved bordet, for stemningen var alt andet end lig vores trygge rammer og vante undervisningslokale på Syddansk Universitet. Men vi forsikrede hinanden om, at vi som journaliststuderende selvfølgelig havde lige så meget ret til at være her som alle de garvede journalister fra de store mediehuse. Og da vi fortalte dem, at vi var journaliststuderende, blev vi mødt af anerkendende smil, der gjorde, at vi løsnede mere op.
Kl. 17:30 bevægede vi os rundt på Borgen for at mærke stemningen og se journalisternes gøren og laden, inden det hele gik løs. Vi kom forbi TV2’s storstilede live-opsætning, som lå placeret i midten af Vandrehallen. En assistent løb hurtigt ind foran kameraerne og fyldte vand i glassene til de fire værter, som havde sat sig til rette ved nyhedsbordet. Det var svært ikke at blive fascineret af at se selveste Cecilie Beck, Troels Mylenberg, Hans Redder og Ask Rostrup sidde der i spotlightet klar til at guide danskerne igennem folketingsvalget.
Kl: 19:00 mødte vi to journaliststuderende, Pernille og Birgitte, som hver især er i gang med deres praktikforløb. Vi spurgte dem, om de havde nogle gode råd i ærmet i forhold til, hvordan de selv tilgik valget som journalister. Vi hæftede os især ved Pernilles bemærkning: “Fake it till you make it”, hvor hun refererede til den usikkerhed, vi selv havde følt tidligere.
Kl 20:00 lukkede valgstederne rundt omkring i landet, og den første exitpoll var klar. Vi stod i et tætpakket rum hos Dansk Folkeparti, da første praj om partiets skæbne ramte skærmene. “2,5%. Det er fint!” beroligede René Christensen, partiets næstformand, til alle journalisterne. Men han rystede uroligt, da ordene røg over hans læber.
Kl 21:50 var der kommet rod i prognoserne. På dette tidspunkt var vi tilbage i presserummet i Vandrehallen, hvor der hang to fladskærme, som viste TV2’s valgdækning. 87 mandater til rød blok, sagde prognosen. Det kom bag på os. Vi havde nemlig kort forinden været forbi Radikales valgfest, og der var ikke ligefrem nogen sejrsstemning, hvilket almindeligvis markerer gode prognoser.
“Flertal til rød blok! Pusher du lige den, Anders?” råbte en ihærdig journalist til sin kollega tværs henover langbordet.
“Øøh, altså ikke på DR…”, får en af os sagt. Deres prognose gav nemlig kun 80 mandater til rød blok – langt fra et flertal.
Ham der hed Anders, pushede ikke nyheden om 87 mandater til rød blok. I stedet ventede han. Det skulle vise sig at blive symptomatisk for journalisternes arbejde de næste mange timer fremover.
Kl 23:36 bevægede vi os ind til Socialdemokratiets valgfest, da stemningen der blev mere og mere intens og nervepirrende. TV2’s prognose sagde stadig 87 mandater til rød blok, mens DR’s læste 86. Vi fik presset os frem i mængden af fotografer, assistenter og andre mediefolk og fandt et smalt trappetrin, vi lige knap kunne balancere på. Det kom vi til at gøre længe. Det ellers store lokale var kraftigt indelukket og lugtede syrligt af sved, øl og mandeparfume. I baggrunden kørte et konstant housebeat blandet med slagsange som “Når jeg ser et rødt flag smælde” og “Vi er SDU’er’, vi’ de eneste, der dur”. Flere journalister havde ørepropper med, og det var tilsyneladende en rigtig god idé.
Kl 00:18 Mødte vi et par journalister, der delte ud af erfaringer. Vi stod meget tæt på trappen, så det var uundgåeligt ikke at falde i snak. Én anbefalede en øjengel fra Clinique, der kunne friske ansigtet lidt op. Han havde også øjendråber og nye kontaktlinser med. En anden havde været smart at købe en drikkebillet til Socialdemokratiets bar tidligere på aftenen. Ingen havde nemlig regnet med et så sent valgresultat, og med et lokale tæt pakket med socialdemokrater og journalister, løb baren tør for både øl og sodavand, medmindre man på forhånd havde købt en billet og “reserveret” til senere. De desperate købte et glas lunken rødvin til 85 kroner.
Kl. 00:40 “Fire, fire, fire, fire ååår” råbte de mange munde i kor, da der blev meldt 98,2% stemmer optalt. Præcis som hvis de stod på stadion og heppede på det danske Herrelandshold.
Kl. 00:48 kulminerede euforien, glæden og sejren. Der var nu 100% optalte stemmer, og DR’s prognose viste 87. Flere timers optrappende ekstase eksploderede og fik de festparate socialdemokrater til at udsende et glædesbrøl, der kunne høres helt ude i Borgens fjerneste afkroge. Magnus Heunicke græd, andre kyssede. En fotograf ramte i sin iver en anden fotograf i hovedet med sit kamera, så han begyndte at bløde. De bemærkede det begge, men lod sig ikke påvirke. Først da euforien havde lagt sig, prøvede fotografen at tørre den røde blodplet af sin hvide skjorte. De kiggede på hinanden, men begge med udtryk der signalerede, at det var, hvad der kunne ske, når man befinder sig til en hektisk valgaften på Borgen.
Kl 01:25 vendte alle journalister og fotografer sig på et splitsekund 180 grader. De rettede deres mikrofoner og kameraer mod indgangen til lokalet, hvor en tydeligt rørt statsminister ankom og holdt sin tale.
kl 01:45 var de glade socialdemokrater og dehydrerede journalister klar til at forlade lokalet. Der var bare ét problem: Menneskemængden var simpelthen så trang, at det var svært at komme ud.
Kl 01:48 besvimede en kvinde ved udgangen og måtte bæres ud af vagterne. Det var tredje gang på denne valgaften, at vi vidnede en person besvime til Socialdemokraternes menneskefyldte partifest. Det tog os en halv times tid at komme ud fra Socialdemokratiets valgfest, og først kl 02:42 forlod vi Borgen. Nogle journalister pakkede først sammen ved 7-tiden den næste morgen. De kunne ikke skrive deres tekster eller redigere billeder før sent om natten. Valgresultatets uforudsigelighed påvirkede journalisternes arbejdsgang og skubbede hele tiden deres arbejdstider frem.
Det var en hektisk nat, og vi lærte en del. Alt i alt var det spændende at bevidne et journalistisk arbejdsmiljø, hvor intensiteten var skruet så højt op, som den var. Der var gevaldigt stress på, og vi kunne tydeligt mærke, at adrenalinen bragede derudaf hos alle fremmødte. Vi forstår godt, at adrenalinkicket er vanedannende, og at denne specielle arbejdsplads byder på spændende og udfordrende arbejdsopgaver, som man som journalist kun kan blive utroligt draget af. Om vi en dag selv skal ind og arbejde på Christiansborg, vil tiden vise.