Foto: Mads Justesen
Klimasabotage vidner om frustrerede klimaaktivister, der går uden om det politiske system for at redde klimaet.
Irritationen har nok været svært at skjule for bilejerne på Frederiksberg Allé. I hvert fald dem, der er så heldige – eller måske uheldige – at eje en SUV. I ly af natten den 27. september havde en gruppe aktivister nemlig piftet dækkene på deres biler. På et A4-papir i forruden kunne de læse ‘ADVARSEL – din benzinsluger dræber.’
‘Du er sikkert sur, men tag det ikke personligt,’ fortsatte beskeden. ‘Det er ikke dig, det er din bil. Vi har gjort det, fordi det har enorme konsekvenser for andre, at du kører i en kæmpe bil.’
Sedlen var underskrevet The Tyre Extinguishers – Dækslukkerne. En international klimabevægelse, der to gange i september punkterede dækkene på SUV’er på Frederiksberg Allé. Aktionerne blev fordømt af flere politikere, som kaldte det chikane og hærværk, imens andre kritiserede aktionerne for at være kontraproduktive for klimabevægelsen. For hvem bliver overbevist af at få sin bil punkteret?
Men selvom dét næppe er forkert, så er det også en fejllæsning af aktionens intention. The Tyre Extinguishers mål er nemlig ikke at overbevise folk. De forsøger ikke at appellere til nogens fornuft eller følelser. Deres mål er ene og alene at tage sagen i egen hånd og nedbringe CO2-udledningen, selvom det indebærer at bryde loven. På den måde skriver gruppen sig ind i den mest radikale del af den internationale klimabevægelse, som ikke tror, at klimakrisen kan løses på demokratisk vis.
Den demokratiske vej har slået fejl
Det er svært at finde ud af, hvem der præcist står bag aktionerne på Frederiksberg. Gruppen, der blev oprettet i 2021, men først begyndte at lave aktioner i Storbritannien tidligere i år, har ikke svaret på interviewforespørgslerne, jeg har sendt. Men hvis de gjorde, ville de nok ikke kunne fortælle mig, hvem der stod bag aktionen – om de så ville det eller ej. For enhver kan melde sig under fanerne og udføre aktioner for The Tyre Extinguishers.
På deres hjemmeside er der en guide til, hvordan man pifter dækkene, hvilke biler man skal være på jagt efter, og hvordan man undgår at blive opdaget. Efter aktionen sender man dokumentation til en email-adresse, hvorefter gruppen tager ansvar for handlingen og publicerer aktionen på deres hjemmeside og Twitter.
Selvom vi ikke med sikkerhed kan sige det, er der god grund til at tro, at de, der står bag aktionerne, deler de samme fællestræk som andre radikale aktivister, der tyer til sabotage. Det fortæller Benjamin Farrer, der er lektor ved Knox College i USA, som har forsket i klimasabotage og radikale klimaaktivister.
Ifølge ham er det ofte aktivister, der er løst forbundet med mere mainstream klimabevægelser. Typisk arbejder de i små celler på omkring fem-seks mennesker, hvor de arbejder i hemmelighed.
Men selvom det måske lyder dramatisk, så er sabotørerne almindelige mennesker, fortæller Benjamin Farrer.
»Der er en opfattelse af at klimasabotage er en irrationel handling, som kun bliver udført af voldsparate mennesker, som ikke er rigtige klimaaktivister,« siger Benjamin Farrer.
Det, mener Benjamin Farrer, er en fejlantagelse. Hans forskning viser nemlig, at sabotørerne har mere tilfælles med fredelige aktivister, end de har med terrorister eller hooligans.
Men på et punkt adskiller klimasabotørerne sig fra de andre klimaaktivister. De er nået til et punkt, hvor de ikke længere mener, at almindelig aktivisme slår til, og derfor tager de mere drastiske midler i brug. På den måde skal de piftede dæk på Frederiksberg ikke ses som et argument, som forsøger at overbevise bilejerne, politikerne eller den øvrige befolkning. Formålet er derimod blot at forhindre bilerne i at blive kørt.
»De går uden om systemet, for at gøre det, som de mener, skal gøres for at redde menneskers liv på den lange bane,” siger Benjamin Farrer.
Det ræsonnement har ført til adskillige sabotageaktioner. Navnligt i USA, hvor klimasabotage som fænomen har sine rødder i 1980’erne. Her så man ildspåsættelser af bilforhandlere og store bygningsprojekter, og i 2021 blev aktivisten Jessica Reznicek idømt otte års fængsel for en række angreb på Dakota Access Pipeline, der skulle føre fossilt brændstof fra North Dakota til Illinois.
Frustrationen i klimabevægelsen kan blive et demokratisk problem
Udenfor en café på Nørrebro i København møder jeg Kristoffer Krogh. Her sidder han sammen med sine medaktivister i Extinction Rebellion og arbejder. Han møder mig med et genert smil, men ansigtet bliver hurtigt alvorligt, da vi begynder at tale om klimaet. Personligt har han ‘fuld forståelse’ for aktionerne på Frederiksberg Allé.
»Vi står ved kanten til afgrunden, så selvfølgelig vil folk gøre oprør,« siger Kristoffer Krogh.
Så længe sabotagen ikke skader mennesker eller naturen, ser han det som en legitim strategi. En holdning mange i klimabevægelsen deler med ham, mener han. Ifølge ham har klimakrisen vist, at det repræsentative demokrati har slået fejl. Han tror derimod, direkte demokrati med borgerting er nødvendigt for at kunne løse klimakrisen.
»Vi kan ikke stole på, at klimakrisen bliver ordnet ovenfra.Så længe det politiske system ser ud som det gør, så er sabotage en måde at arbejde uden om det på,« siger Kristoffer Krogh, som håber og tror, flere begynder at gøre oprør.
Benjamin Farrer mener også, at klimasabotage vil stige i fremtiden. For ham handler det om mere end bare sabotage og piftede bildæk. Det handler om en stigende gruppe borgere, som ikke længere tror på demokratiet.
»Det er ikke noget godt tegn for demokratiet, at folk føler sig nødsaget til at lave klimasabotage. Sådan burde det ikke være i et velfungerende demokrati.«
Derfor håber han, at det politiske system tager deres frustration alvorligt. Omvendt anerkender Benjamin Farrer, at det er en umulig balancegang. Enten må man ekskludere folk, som ikke føler sig hørt, eller også må man lukke folk ind, som ikke anerkender demokratiets spilleregler.
»Det er en svær balance, som ingen nogensinde har ramt perfekt. Det perfekte samfund findes ikke.«
Men en ting er sikkert, mener Benjamin Farrer. Klimaaktivisternes frustration forsvinder ikke, selvom det politiske system ignorerer dem.