Foto: Mikkel Kristensen
Kilderne er blevet bange for at tale, de påkræver anonymitet i små, banale historier, Forsvaret står forfærdelig sløjt til, og der er sket en tiltagende indblanding fra politisk hold. Journalist på OLFI Kasper Wester håber på en trickle-down-åbenhed ført an af Forsvarets topledelse
Forsvarsmediet OLFI rullede ind over medielandskabets grænser tilbage i 2016. Først ført an af redaktør og enmandshær Peter Ernstved Rasmussen, lidt senere med Kasper Wester som højre hånd. Mediet er skabt ud af en kærlighed til Forsvaret, men med en samtidig erkendelse af, at forsvarsområdet var underbelyst, som han selv forklarer det.
Før tiden som journalist på OLFI har Kasper Wester været forbi LIXEN som redaktør, fået en kandidat i journalistik fra Medietorvet, og så er han veteran. Som konstabel har han været med til at bekæmpe pirateri ved Afrikas kyst og fjernet kemiske våben fra Syrien.
Nogle tror, at Kasper Wester og Peter Ernstved er afhoppere, der ikke bryder sig om Forsvaret, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Stedet har i høj grad formet dem begge, fortæller han. Kasper som konstabel og veteran, Peter Ernstved som officer af reserven.
Og det er vilde tider at være forsvarsjournalist i, forklarer han. Travle tider. FE-sag, krig i Ukraine og et, som han forklarer det, neglicieret Forsvar, der efter mange års forsømmelse endelig er ved at blive kigget efter i sømmene – både fra myndighedernes side, men også fra OLFI.
Mediet har stået bag historier de sidste år, der har afklædt korruptionsskandaler i Forsvarets styrelser, en nepotismeskandale med en to-stjernet general som hovedperson og om et forsvar, der ikke har levet op til de krav, der bliver stillet fra både politisk hold, men også fra NATO.
Tavshed og ubetinget anonymitet
Men selvom historierne står i kø, gør kilderne ikke ligefrem. Kasper Wester forklarer, at personalet i Forsvaret er blevet bange for at stå frem. »Det er en bredere problematik. For mig at se er der en frygtkultur i Forsvaret. Folk er bange for at sige noget som helst, der kan opfattes kritisk, under eget navn,« siger journalisten.
Som eksempel fremhæver Kasper Wester et tip, han fik for et par uger siden. En ansat i Forsvaret var på mission i Letland, og forholdende var kummerlige.
En uskyldig sag, mener Kasper Wester, og en historie de meget gerne vil skrive. Problemet var dog, at der hverken var navn, returmail, telefonnummer eller andet med, der kunne kobles til tipperen.
Tavsheden er et problem for OLFI. Uden kilder, ingen historier, så simpelt er det. Men Kasper Wester mener, at det også er et problem for Forsvaret. At det er en del af en usund tavshedskultur, han mener har hersket i Forsvaret i mange år.
“Noget har selvfølgelig at gøre med en kultur, der er blevet fremavlet gennem mange år internt i Forsvaret. Jeg kan møde folk, der nærmest kun lige er startet i Forsvaret, helt unge kadetter og konstabler, der nærmest ikke vil sige noget, fordi de er bange for, at de enten bliver fyret, sendt ud på et sidespor eller indkaldt til en tjenstlig samtale.«
Dog tyder noget på et opgør. Kasper Wester fremhæver en mand som brigadegeneral Henrik Lyhne, næstkommanderende i Hæren, der taler frit fra leveren om de problemer, Forsvaret står overfor. Noget, man ikke har set i så høj grad tidligere.
»Når Henrik Lyhne med stjerner på skuldrene og respekt ude i geledderne går ud og siger, at vi har noget, vi skal have gjort noget ved, så har jeg en, og det må tiden vise, om den er naiv, forhåbning om, at det lige så stille forplanter sig ned igennem systemerne. En trickle-down-åbenhed. Åbenheden i toppen betyder også, at folk længere nede i systemet vil turde sige lidt mere.«
»Det, jeg håber allermest på, for Forsvarets skyld og for mig som journalist, er, at der bliver taget et opgør med den kultur, hvor folk er bange for at udtale sig.«
Peter Viggo-fadæsen
»Vi lavede jo et fuck-up på den konto.« Sådan beskriver Kasper Wester historien om Peter Viggo. En historie bygget op på anonyme kilder internt i Forsvaret, og historien om en mand, der alligevel ikke var fyret.
OLFI havde fået sig noget nær et journalistisk scoop. De kunne nemlig berette, at Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet var blevet fyret. Den lidt nørdede og kantede miltæranalytiker havde et par dage forinden udtalt sig kritisk om regeringens håndtering af Kabuls fald i fjor.
Historien kom til på baggrund af et tip, OLFI havde modtaget. Redaktionen prøvede at få tippet efterprøvet, men blev mødt af telefonsvarere og tavshed fra Forsvarsakademiet.
På et tidspunkt får de bekræftet historien af en anden kilde. De har nu to kilder, der uafhængigt af hinanden fortæller, at Peter Viggo er blevet fyret. Kort tid efter publicerer de historien, og kort tid efter ruller lavinen.
»Der var ikke andet at gøre end at lægge sig ned, for han var ikke blevet fyret. Og hvis han var, så blev han i hvert fald un-fyret ret hurtigt.«
Forsvarsakademiet skriver kort tid efter på Twitter, at Peter Viggo Jakobsen ikke er blevet fyret. Ikke længe efter udsender OLFI et dementi.
Historien står som en vigtig lektie for Kasper Wester og OLFI. Historien kan være nok så god, du kan have flere uafhængige kilder, der siger det samme, men det betyder ikke, at det er hele sandheden. »Vi skulle have talt med manden selv,« siger Kasper Wester.
»Men Peter Viggo vil jo ikke selv sige noget. Engang i fremtiden måske. Jeg ved, og det har vi også skrevet historier om, at man både fra Forsvarsakademiet og på politisk niveau nogle gange har syntes, at der var repræsentanter fra Forsvarsakademiet, der var lidt for åbenmundede.«
Weekendavisens Hans Mortensen kunne senere berette, at den fulde historie måske ikke helt lød på, at der intet påstyr havde eksisteret omkring Peter Viggo Jakobsen de dage. En udflytning til provinsen og mulige sanktioner havde været på tale, medmindre han tonede sin offentlige profil ned.
Kasper Wester peger på, at frygten for at tale i Forsvaret ikke kun er opstået under en frygtkultur, der har fået lov til at eksistere i mange år. Detailstyring af udtalelser fra Forsvaret fra politisk niveau har også en rolle at spille.
»Det er en bredere problematik. For mig at se er der en frygtkultur i Forsvaret. Folk er bange for at sige noget som helst, der kan opfattes kritisk.«