Foto: Frederik Kongsgaard
Mads Brügger er ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på nyhedsbrevsmediet Frihedsbrevet – LIXEN har besøgt ham på Frihedsbrevets redaktion i København for at blive klogere på hans ønske om et opgør med den etablerede mediefauna, og om hvilken effekt overraskelser kan have på magten og journalistikken.
Der er mange måder at være i tilværelsen på. Der er dem, som tøver og forbliver i konformiteten. Der er dem, som distancerer sig med ironi og fortrænger alvoren. Og så er der dem, som ikke fornægter sig selv og opnår den fulde personlige frihed. Det er ikke svært at identificere, hvor man skal finde Mads Brügger.
Længe inden Frihedsbrevet blev skabt, havde Mads Brügger gjort sig en del overvejelser om sin personlige frihed. Overvejelserne kom i kølvandet på nedlukningen af Radio24syv, hvor han var programchef sammen med Mikael Bertelsen. Det skulle vise sig at blive en traumatisk og formativ oplevelse.
»Efter Radio24syv lukkede, og jeg var kommet til hægterne igen, tænkte jeg, at hvis jeg kunne undgå det, ville jeg gerne have at mit næste arbejde var for et medie, hvor den danske stat ikke havde lod og del i mediets skæbne.«
Et tankeeksperiment om et medie, som dyrkede den kompromisløse uafhængighed og håndhævede det journalistiske princip om ikke at være venner med nogen begyndte at dæmre.
»Jeg ønskede også, at kunne forholde mig kritisk til den svingdørskultur, der er mellem presse, kommunikation og politik. Der er et galleri af personer, der må bevæge sig frit mellem de verdener, uden at det får konsekvenser.«
De samme iagttagelser havde aktionæren Bjørn Høi Jensen gjort sig, hvorfor de to hurtigt blev enige om, at der måtte rejses et initiativ, som udfordrede den danske mediefauna.
»Det hele ligner meget hinanden. Vi havde et ønske om, at nogen ruskede op i akvariet – satte fut i fejemøget.«
Derfor gik Frihedsbrevet i luften på Grundlovsdag sidste år. Det er svært ikke at få øje på symbolikken, men navnevalget er ligeledes en direkte reference til det anakronistiske frihedsbrev, som stiller en avisredaktion fri fra ejerkredsen, direktionen og bestyrelsen. I en solid guldramme pryder Frihedsbrevets frihedsbrev endevæggen i mødelokalet på redaktionens 2. sal.
En genopdagelse af faget
Kort tid efter min ankomst tager Mads Brügger imod mig med smil og et fast håndtryk. Han har den ikoniske, sorte Frihedsbrevet-kop i den ene hånd, men han mangler noget i den anden. I et par skridt tilbage mod opgangsdøren fremstammer han med sin karismatiske københavner dialekt, at han skal have sine nikotintyggegummi med, inden han er helt klar.
Et halvt års tid efter sin tilblivelse rykkede Frihedsbrevet ind i de nye lokaler på det pulserende torv på Vandkunsten – blot et stenkast fra magtens tinder. I et sammensurium af sildebensparket, et Hizbollah-flag i miniature og minimalistiske skalstole fra det danske designvirksomhed Engelbrechts arbejdes der på højtryk med graverjournalistikken.
Det er ingen nødvendighed at komme langt ind i gemakkerne, før man får færden af den sitrende spænding og vitalitet, der florerer i luften. Redaktionen er ung og sammensat af mange af landets dygtigste journalister.
»Det at arbejde dagligt sammen med så unge og dygtige journalister, som der er på Frihedsbrevet, er en virkelig god oplevelse. Det er næsten en måde at genopdage mit fag på – at opleve den måde de arbejder på, hvor dygtige og hurtige de er.«
Mads Brüggers mantra for Frihedsbrevet er at være et hurtigt medie, hvor stort set alle ansatte arbejder med at producere noget, der kan læses eller lyttes. Derfor er de unødvendige møder helt bevidst skåret fra.
»Jo før man sætter i gang, og jo mere ukontrolleret man begiver sig afsted, jo bedre – oftest. Med den risiko det er, at man så måske kører i grøften.«
Den manglende kontrol får tingene til at forblive i bevægelse. For Mads Brügger er det alfa omega at skabe et medie, som opfører sig behændigt og er letbenet.
På sporet gennem faxmaskinen
Selvom journalistikken var svær at fravriste sig, havde Mads Brügger som ung en umiddelbar betænkelighed med faget. Som barn af to forældre der havde udmærket sig som anerkendte journalister, lå frygten i, om omverdenen skulle mistænke, at Mads Brügger blot havde lukreret på deres succes og var kommet ind i mediebranchen ad bagveje.
Da jeg spørger, om han kan komme i tanke om en konkret oplevelse, som havde vakt interessen for journalistikken, bliver talestrømmen afløst af tavshed. Den venstre albue glider kontrolleret henover den mørkegrønne linoleumsbordplade, mens han lader sit hoved falde langsomt ned i håndfladen.
»Jeg havde en drøm om at møde ham, der opfandt Wunderbaum-træet.«
Det var før den tid, hvor en computer med internet var allemandseje, og hvor faxmaskinen stadig fik kommunikationen til at hænge sammen herhjemme og over landegrænserne. På forunderlig vis fandt den unge Mads Brügger frem til, at opfinderen hed Julius Sämann og var bosat i Lugano i Schweiz.
Man skal ikke langt ind i en samtale med Mads Brügger, før den afslører, at hans tankevirksomhed er som et kartotek, der uden besvær kan hive diverse anekdoter fra en fjern tid frem.
Ad uransagelige veje fik han etableret kontakt til opfinderens søn, der boede i USA. Sønnen fik arrangeret, at Mads Brügger kunne rejse til Schweiz sammen med en fotograf for at besøge Julius Sämann.
»Det er en meget smuk historie, om en mand, der er ud af en jødisk familie, som slipper afsted med den sidste Atlanterhavsfærge fra Europa til Canada uden sine forældre, som dør i Auschwitz. Han lever siden alene i skovene i Canada, hvor han lærer sig den patenterede teknik, at få enormt meget fyrnåleduft til at blive i pap.«
Selvom idéen til at finde Wunderbaum-opfinderen måske virkede banal dengang, blev den succesfulde erfaring en øjenåbner for den kompleksitet og de store muligheder, som journalistikken rummer. For Mads Brügger findes glæden over og det essentielle i journalistikken nemlig i at komme på sporet af noget, åbne det op og blive overrasket over svaret.
Verden vil overraske og overraskes
Det seneste påfund fra Mads Brüggers hånd er en udstilling, hvor voksfigurer af de ti embedsmænd, som Minkkommisionen vurderede havde gjort sig skyldige i grove tjenesteforseelser, skal udstilles på et museum nær Christiansborg – stedet er dog endnu ukendt.
»Noget som i stigende grad bliver bragt til torvs af politisk hånd er, at politikerne vil behandles med værdighed og respekt. Der er et værdighedskrav, som de gør gældende. Det synes jeg er meget problematisk. Der ligger i det, at de er særligt fine, har krav på særbehandling og er en højvelbåren kaste, som er over os andre.«
Udstillingsprojektets budskab er at punktere embedsværket, som Mads Brügger mener er blevet politiseret. Med fusionen af kunst og journalistik ønsker han at overraske magten og resten af verden.
»Jo mere man forsøger at anvende overraskende og uprøvede strategier, jo mere held har man med det.«
Hvis Mads Brügger selv skal forklare sine succes med journalistikken, er det netop et resultat af, at han tør at sætte sig selv på spil. Han har gentagne gange oplevet, at virkeligheden belønner de mennesker, som tager chancerne – dem som ikke tøver.
»Det er jo det gamle mundheld om, at lykken står den kække bi. Jeg har igen og igen oplevet, at virkeligheden nærmest på en okkult måde er venligt indstillet overfor vågehalse.«
Det nødvendige og det mulige
Som grundindstilling er Mads Brügger skeptisk overfor magthaverne, tro følgesvend med friheden og antiautoritær af natur – i syntesen med journalistikken opstår den fulde personlige frihed for ham. For Mads Brügger findes den ultimative lyksalighed i at kunne ringe til alle slags mennesker og åbne op for deres verden.
»Som journalist har man rejsepas til at tage præcis derhen, hvor man har lyst og banke på døren og spørge: ’Hvad foregår der her?’ Det er en ret vild billet.«
Samtidig befinder han sig hele tiden i et spændingsfelt, hvor journalistikken pendulerer mellem det mulige og det nødvendige. Den menige dansker opfatter ham formentlig som den drilske spasmager, men for Mads Brügger handler hans arbejde ikke om spaß machen. Det handler om at lave god, konventionel journalistik, men også om nødvendigheden af at give det et farverigt omslag. Det må gerne ligne en leg, men alvoren skal være det bærende element.
»Selvom det måske ikke er så synligt i mine film, så gør jeg helt vildt meget ud af, at der i baggrunden og mellem linjerne i virkeligheden er meget journalistik arbejde, som man bare ikke opdager.«
Som et sigende eksempel fremhæver Mads Brügger sin seneste dokumentarfilm ’Cold Case Hammarskjöld’, som blev til i et samarbejde med Det Danske Filminstitut i 2019, hvor han efter seks års research rejste til Ndola i Zambia for at komme på sporet af den daværende svenske diplomat og FN’s generalsekretær Dag Hammarskjölds død i et flystyrt tilbage i 1961. Sagen blev i sin tid henlagt trods rygter om et komplot mod generalsekretæren.
Dokumentarfilmen måtte ikke ligne de konforme produktioner, som de er flest. For når man er utålmodigt anlagt og kreativ af sind, er den didaktiske og traditionelle vej ikke en mulighed.
»Journalistik handler også om, hvor stort et publikum man er interesseret i. Journalister vil ikke tale om det, men der er i journalistik en forventning om, at man skal underholde.«
Når det grundige, bagvedliggende journalistiske arbejde skal formidles, skal det gøres på en måde, så modtageren bliver grebet af mystikken, er underholdt og vil vide mere. Men for Mads Brügger er der grænser for, hvor eksperimenterende journalistikken må blive og ikke mindst omfanget af det.
»Hvis jeg eksperimenterede hele tiden, ville jeg sikkert dels blive et uudholdeligt menneske, og jeg ville gå op i limningen. Det er ret hårdt og ingen kan bære det i længden.«
Hans fingre tripper i bølgende bevægelse mod bordet. Den bastante chunky ring med et ornamenterede dødningehoved, som er placeret på langefingeren, bliver ramt af strålerne, som efterårssolen sender ind ad vinduet til mødelokalet. I et splitsekund læner han sig fremover i stolen og indtager samme position som før – igen får hovedet lov til at hvile i hånden og blikket falder ned mod det afrevne staniol fra tyggegummipakken.
Historien slutter aldrig
Når arbejdsdagen slutter på Frihedsbrevet, starter sidegeschæften som dokumentarist og forfatter i det private. I tiden efter offentliggørelsen af den prisvindende dokumentarfilm ’Cold Case Hammarskjöld’ fortsatte Mads Brügger researcharbejdet om den nu afdød leder af den hemmelige organisation South African Institute of Maritime Research (SAIMR), Keith Maxwell.
»Jeg undersøgte ham og SAIMR og opdagede en helt masse mærkelig ting, som til sidste ledte mig på sporet af Mozambique, hvor jeg rejste til i forsøget på at få afklaret, om instituttet virkelig forsøgte at sprede HIV-smitte blandt sorte, og om de havde held med det.«
Igen bliver han tavs. Denne gang med et finurligt blik i øjnene bag de firkantede briller af den kulsorte plast. Afsløringen lader han ikke falde. Der skal være en overraskelse for den nysgerrige. Svarene kan man finde i Mads Brüggers kommende udgivelse af bogen ”Keith Maxwell, formoder jeg…”, som er på gaden til november.
Iklædt sin navyfarvede utility-jakke løfter han sig op fra skalstolen. I samme bevægelse griber han fat i den sorte kop med det hvide F på, som er vendt på hovedet. På vej ud af mødelokalet spørger jeg, som protokollen for god journalistik skik foreskriver, om han vil have citaterne til gennemlæsning. Svaret er kort og kontant:
»Nej, jeg skal ikke kontrollere eller lægge censur ned over din journalistik – du må skrive det, du vil.«
