Mødet med det offentlige ændrede tillid til mistillid for Monica Lylloff. Nu kæmper hun selv for forandring gennem græsrodsbevægelsen En million stemmer.
»Har du tillid til politikerne?« spørger Clement Kjærsgaard Monica Lylloff i DR2s Debatten.
»Nej, det har jeg faktisk ikke,« svarer hun.
Snakken om politikerlede har gået mig på længe, fordi den forbliver overfladisk. Vi diskuterer, om politikerleden bliver værre af enkeltsager såsom Nick Hækkerup, der får job for Bryggeriforeningen eller Morten Messerschmidt, der kalder Pernille Vermund for “en led kælling”. Når det bliver lidt interessant, diskuterer akademikere, om det er et systematisk problem, at medierne har en tendens til at dække politik som et stort spil om magten. Men Monica Lylloff ser på politikerlede som et symptom på noget større. Løsningen er ikke andre politikere, fordi problemet er systemet. Et system, Monica selv har slået sig på.
I 2007 føder Monica Lylloff tvillinger. De er født for tidligt og har både fysiske og mentale handicap. Hun har brug for det offentliges hjælp til at tage sig af dem, og det er en hjælp, hun forventer at få, når hun spørger. Men det er ikke hjælp, hun får. Monicas møde med det offentlige kunne vi kalde “Luftkastellet der blev sprængt”, hvis ikke Stieg Larsson allerede havde taget den titel. For Monica afslører mødet det danske velfærdssystem som en illusion.
Der var ikke plads til tre børn og kørestol i deres normale bil. Men på trods af lægeerklæringer om, at deres datter aldrig ville komme til at gå, måtte de kæmpe for at få bevilget et lån til en handicapbil. Først fik de at vide, at alle familier må prioritere, hvad de vil tage med ud af hjemmet.
»Jeg måtte så bare efterlade min datter,« fortæller Monica.
Det føltes urimeligt, uværdigt og umenneskeligt. Mennesker, der oplever denne kamp, er der til gengæld masser af, og med Monica i spidsen bliver de i 2019 til bevægelsen En million stemmer, der kæmper for handicappedes retssikkerhed.
På overfladen er Monicas historie en fortælling om et system, der lader handicappede falde igennem. En kamp for retssikkerhed. Men Debatten så rigtigt, da de inviterede hende ind til at snakke om tillid til politikere og det demokratiske system.
Monicas tre børn har forskellige diagnoser, hvilket gjorde, at hun og hendes mand blev en del af mange facebookgrupper i sin tid. For grupperne er diagnoseopdelte, og her deler folk deres spørgsmål og problematikker. I alle grupperne gik de samme spørgsmål igen, og Monica indså hurtigt, at de problemer, hendes familie stod overfor, ikke begrænsede sig til få diagnoser. Og det er ikke Debatten eller mig, der laver koblingen fra Monicas historie til en større systemkritik; den klarer hun helt selv.
»Systemet skal huske, hvem systemet egentligt er skabt for. Det er jo ikke skabt for sig selv. Hvilket er den fornemmelse, man bliver efterladt med efterhånden«.
Et opråb fra borgerne
Til Enhedslistens årsmøde i Valby ved bord 35b for “danske gæster” sidder fire repræsentanter fra En million stemmer. De er der for at modtage Enhedslistens græsrodspris. Det ser ikke ud af meget, men i virkeligheden er de mødt talstærkt op: fire ud af fem for at være helt præcis. Flere er der ikke i folkebevægelsens kontaktgruppe.
Foran Monica ligger hendes del af talen. Hendes ben har hun trukket ind under stolen, og hun sidder med hænderne i skødet, mens de venter på, de skal op til scenen. §-tegnet tatoveret på hendes venstre underarm vidner om hendes retsfølelse og baggrund. Monica er uddannet jurist og arbejdede som anklager i mange år, før kampen for handicappedes rettigheder overtog hendes liv.
På trods af at Monica lige har været med i Debatten, er hun både glad og taknemmelig for, at jeg vil skrive om hende og En million stemmer. Hun deler ud af sin egen historie til mig, ligesom hun trækker på den i sin tale til Enhedslistens årsmøde.
At dele deres personlige historier er helt naturligt både for Monica og de tre andre, der står på scenen i dag. For det er deres egen historie, som har ført dem til at kæmpe for handicappedes retssikkerhed. De har alle oplevet kampen. De kæmper ikke, fordi de vil, men fordi det system, de står overfor, gør det nødvendigt.
Monica Lylloff kalder græsrodsbevægelser et symptom. Et symptom på, at systemet ikke fungerer.
»Hvis man er nødt til at gå sammen om noget, der ikke fungerer, er det jo fordi, at man fra politisk side ikke har løst sin opgave. Det er et opråb fra borgerne til politikerne om, at de skal høre efter, hvad der bliver sagt. Og gøre noget ved det«.
Mødet med det offentlige har sat sig som et traume
Når kommunen ringer, tager Monica ikke længere automatisk telefonen. Tillid har udviklet sig til mistillid.
»Jeg får hjertebanken, og jeg får koldsved. Jeg er så bange for, at de kommer og ødelægger vores familie igen«.
Hun fortæller, hun afviste et opkald, da hun stod i Netto, fordi hun kunne se, det var kommunen, der ringede. Hun lytter den efterfølgende besked igennem, for at hun kan forberede et forsvar. Denne gang er det Kirsten fra Hjælpemiddelafdelingen, der vil høre, om Monicas datter Emma er glad for sin nye seng. Monica ringer straks tilbage, fordi hun vil dele Emmas glæde. Og fordi hun mener, at borgerne har et ansvar for, at dem der arbejder i systemet også får at vide, når de gør noget godt for borgerne.
»Det er også en af mine missioner at sige: Det er jo ikke jer som personer derinde, vi er ude på at rette alvorlig kritik imod. Vi er allesammen gidsler i det her system, som ikke fungerer«.
Så hvem må på banen? Hvem er kritikken rettet mod? Svaret falder prompte: Christiansborg.
»Politikerne er jo med til at skabe systemet. Hvis der ikke er nogen, der gør noget for at ændre systemet, er politikerne meddelagtige i, at systemet fortsætter sådan«.
Systemet der ikke vil lytte
Er der noget galt med systemet? Der er i hvert fald en mistillid, der har drevet folk som Monica til at starte en græsrodsbevægelse. Og oplevelsen efter at kæmpe siden 2019 er, at der ikke bliver lyttet. For spørgsmålet de i En million stemmer fik var: “Hvad skal vi gøre?”. Derfor udarbejdede de et løsningskatalog, og det skaffede dem audiens hos alle partier.
»Men det er igen en mur. For vi skal jo ikke komme og fortælle politikerne, hvad de skal gøre,« siger hun med et smil, der betoner hendes frustration.
»Det der med virkelig at tage fat om det svære og det komplicerede og det uoverskuelige, det sker ikke. Det er mere sådan, at der hurtigt skal sættes nogle krydser, fordi så kan man sige: “Så har vi gjort noget”,« mener hun.
»Men I har jo ikke gjort noget, I har bare lavet noget pseudoarbejde,« fortæller Monica frustreret.
Hun ser det som et udtryk for et system, der er afkoblet fra virkeligheden. Og denne afkobling må løses for at løse problemet.
»Det er jo også derfor, der opstår græsrodsbevægelser. Og demonstrationer. Det er jo et råb om, at politikerne er nødt til at kigge ud af vinduet og også åbne det, så virkeligheden kan komme ind. Det nytter ikke noget, at de bliver ved med at lukke døre og vinduer. For det gør ikke frustrationerne mindre«.