Kathrine Abrahamsen er vært på P3. Et job, der lyder særdeles appetitvækkende i ørene på mange sultne journaliststuderende. Men hvordan bliver man vært? Ifølge Kathrine Abrahamsen har det krævet en blanding af benhårdt arbejde, modet til at give noget af sig selv og evnen til at positionere røven direkte i klaskehøjde.
Jeg er fan af P3 vært Kathrine Abrahamsen. Ikke sådan, ‘jeg vil føde dine børn’-agtig fan, men sådan, ‘hold kæft, hvor vil jeg bare gerne opnå de ting, du har opnået’-fan.
Jeg er allerede en smule starstruck, da jeg træder ind i den store firkantede bygning – ja, jeg er faktisk så starstruck, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at komme ind ad døren. Jeg er lidt på udebane, men jeg bliver nødt til at tage mig sammen, jeg er her nemlig med et ret vigtigt formål.
»Hvordan bliver man ligesom dig?«
Det er mit aller første spørgsmål i interviewet. Kathrine griner lidt nervøst og svarer;
»Det ved jeg da nærmest ikke engang selv.«
Jeg forstår hende egentligt godt, hvad i alverden svarer man lige på det? Men det er jo essensen af, hvorfor jeg er her. Jeg vil gerne vide, hvordan man bliver ligesom hende. Nærmere betegnet, hvordan man bliver en dygtig vært med speciale i underholdning.
Kathrine Abrahamsen er aktuel med programmet ‘Buffeten’ på P3, hun har været vært på flere forskellige radio og TVprogrammer og lavet en podcast Men vejen hertil har været en smule broget.
Kathrine startede faktisk med at læse til sygeplejerske, fordi hun altid har vidst, at hun gerne ville have noget med mennesker at gøre. Karrierevejen skiftede dog, da hun lidt tilfældigt fik tilbudt et runner-job på alle børns yndlings sommer-tidsfordrivs-TV, SommerSummarum. Det kreative og underholdende miljø satte for alvor skub i hendes drøm om at arbejde i mediebranchen. Efterfølgende blev hun optaget på TV- og medietilrettelæggeruddannelsen og kunne træde ud på jobmarkedet som færdiguddannet i 2016. Efter studiet har hun haft en masse forskellige jobs som runner, tilrettelægger og caster. Men Kathrine havde en drøm i maven, som hun simpelthen ikke kunne ignorere længere. Hun ville være vært.
Det er virkelig at sætte røven i klaskehøjde
Men hvordan bliver man egentlig vært? Jeg har nok lidt naivt altid gået og troet, at hvis man bare havde en blændende personlighed og var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så ville jobtilbuddene komme væltende ind som reklamer, når man ikke har fået sat sit famøse ‘jeg vil ikke have reklamer’-klistermærke på postkassen endnu. Men sådan er virkeligheden bestemt ikke, og det lærte Kathrine Abrahamsen på den hårde måde.
»Der er noget helt vildt sårbart ved at sige, jeg vil gerne være vært, jeg vil gerne være på. Der kom ikke nogen og prikkede én på skulderen. Jeg tror faktisk, at der er mange, som går med en drøm i maven om at blive værter, men der er bare ikke ret mange, som tør at sige det højt. Hvad hvis folk tænker, det kan du sgu da ikke finde ud af – det er virkelig at sætte røven i klaskehøjde.«
Men hun tog skeen i egen hånd, strammede ballerne og åbnede munden. Kathrines mod resulterede i hendes første værtsjob på ZULU-programmet ‘Ha’ det max’.
Jeg sidder som et ængsteligt barn og forventer, at Kathrine nu vil fortælle mig, hvordan hendes karriere bare tog fart efter hendes første værtsjob. Det gjorde den ikke. Da programmet var slut, var hun på dagpenge. Jeg er nærmest helt målløs, da Kathrine fortæller det. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg havde regnet med, at det ville være så nemt, men Kathrine forsikrer mig om, at det kræver mod, benhårdt arbejde og en masse tålmodighed at blive vært.
»Jeg vil hellere true med at blive, end jeg vil true med at gå«
Jeg har enormt meget respekt for Kathrine Abrahamsen og andre værter. Det kræver et enormt gå-på-mod at turde at sige højt, hvad man gerne vil og arbejde hårdt for at få det – noget som Kathrine har gjort og stadig gør. Efter mange forskellige småjobs ringede telefonen fra DR. De skulle caste til et nyt satireprogram og ville gerne have hende ind. Programmet blev lukket ned, inden det overhovedet gik i gang.
»Men jeg var sådan lidt, I kommer ikke af med mig! Så jeg tog alle mulige forskellige jobs på DR bare for at blive i huset. Jeg var rimelig stædig om, at jeg ikke ville stoppe herude. Jeg vil hellere true med at blive, end jeg vil true med at gå!«
Igen viste Kathrines stædighed sig at bære frugt. Hun blev vært på programmet ‘Tabu’ med Line Kirsten Nikolajsen på P3 og laver i dag ‘Buffeten’ med Mathias Helt.
»Jeg synes jo ikke, at jeg er langt i min karriere, men når jeg tænker tilbage på, hvordan min karriere har været bare indtil nu, så synes jeg faktisk, at jeg kan se mig selv i øjnene og sige – Hold kæft det har jeg arbejdet hårdt for! Der er ikke nogen, som har serveret en skid for mig, men det kan jeg faktisk godt lide. Jeg har lavet alt muligt og været stædig og insisteret. På den måde kan jeg være mere stolt af at være endt, hvor jeg er endt.«
Det er svært at få det til at se let ud
Igen igen melder der sig en lille fordom hos mig, også selvom jeg er en fan. Jeg er fast lytter af P3 og har tit tænkt, at det må være fantastisk nemt bare at snakke om alt muligt sjovt i to timer og så ‘call it a day’. Men igen maner Kathrine Abrahamsen alle mine fordomme til jorden. Det kræver meget mere end bare en god personlighed at blive en dygtig underholdningsvært.
»Mit værtskab er jo egentlig min personlighed. Men man skal være helt vildt dygtig og have en ret solid værktøjskasse. Det har taget mig mange år at nå til et sted, hvor jeg er god til at sende radio. Alle de værter, som får det til at se let ud, det er de dygtigste værter. Fordi det er svært at få det til at se let ud.«
Særligt én ting er vigtigt for Kathrine Abrahamsen som vært. Hun er ikke bleg for at give noget af sig selv, hvilket er en egenskab, hun mener, er altafgørende for at være en god underholdningsvært.
»Jeg er en meget personlig vært, og jeg giver mega meget af mig selv med det formål at underholde, men også forhåbentligt at møde mennesker med en forståelse og få dem til at føle sig set og hørt.«
Som trofast P3 lytter forstår jeg virkelig, hvad Kathrine Abrahamsen mener. Jeg har dog aldrig tænkt over, at der faktisk ligger et stort arbejde bag at give mig og alle de andre lyttere en følelse af at blive hørt og forstået, når snakken blandt andet går på lidt ømme emner som bollevenner og hæmorider. Jeg tror, at Kathrine er for meget jyde til selv at indrømme det, men hun er én af de værter, som får det til at se let ud.
»Hvordan bliver man ligesom dig?«
Jeg slutter interviewet med samme spørgsmål som jeg startede med. Kathrine griner igen og svarer kort men godt:
»Det kræver noget mod, en god portion stædighed, nogle trælse afslag og en masse tålmodighed!«
Jeg vil tage Kathrines gode råd til mig og sætte røven i klaskehøjde. Hvem ved, måske er det en dag mig, som sender radio fra DR byen. En ting er helt sikkert – næste gang kan jeg godt finde ud af at komme ind ad døren.