Foto: Magnus Nygaard
Som ung følte Nils Thorsen sig fejlanbragt i det journalistiske fag. Han troede, journalistik kun beskæftigede sig med samfundet, imens han var mere optaget af eksistensens grundvilkår og gåder. Siden opdagede han, at der også var plads til menneskers historier og livsopfattelser i aviserne. Det gav ham en tro på, at han kunne bruge sig selv, som han var.
At skrive et portræt af Nils Thorsen burde være en smal sag. For han har levet af at fortælle andres livshistorier. Alligevel tøver han, når spørgsmålet er rettet mod hans eget liv.
»Jeg ved ikke, om jeg har den afstand til mig selv, der skal til,« siger Nils Thorsen.
»Det er ligesom med mine portrætpersoner. Når jeg interviewer dem, har de heller ikke en færdig historie. Historien er noget, jeg som journalist laver bagefter«.
Dog viser det sig, at Nils Thorsen har en historie. Historien om en nervøs dreng, der senere skulle blive til en nervøs journalist. For tvivlen har altid været Nils Thorsens forbandede følgesvend.
Men den har også været det brændsel, som han har brugt til at skrive sine sanselige og intime portrætter, der har gjort ham til et koryfæ i genren. Portrætter, hvor han forsøger at forstå det andet menneske og fortælle dets livshistorie.
Inden Nils Thorsen kastede sig ud i ambitiøse portrætter, kæmpede han dog med at styre sin tvivl. Som ung journalist på Politiken følte han sig fejlanbragt i faget. Journalistik, tænkte han, beskæftigede sig kun med samfundet, men han var ikke interesseret i budgetforhandlinger og betalingsbalancen. Han var mere interesseret i, hvad der foregik i hovederne på andre mennesker.
Selvom tvivlen aldrig er forsvundet, har Nils Thorsen dog lært at bruge den som en styrke.
»Jeg har lært at stole på mine indre fornemmelser. Og så har tvivlen gjort mig grundigere. Den har gjort, at jeg ikke har kunnet gå den lige vej i min journalistik«.
Men den selvsikkerhed kommer kun i små ryk. Det er en evig vekselvirkning mellem tvivlen og troen, indadvendthed og frembrusen.
Det er denne indre bevægelse frem og tilbage, der gør, at Nils Thorsen kan snakke i store buer, der starter ved portrætgenren, fortsætter over i darwinisme, forholdet mellem sproget og bevidstheden for til sidst at vende tilbage til det spørgsmål, som rundturen gav anledning til.
For derefter at forstumme for enden af den lange talestrøm for at læne sig tilbage i sofaen og ind i stilheden. En stilhed, der varer så længe, at det falder én ind, at man kunne forlade stuen, uden han ville opdage det.
Sådan kører samtalen i små ryk med Nils Thorsen i den lille lejlighed på 4. sal, der ligger på en sidegade klemt ind mellem Botanisk Have og Søerne i København.
Stilheden melder sig, når Nils Thorsen skal udtrykke noget præcist med de ord, som han har gjort til sin levevej. Når det sker, begynder han at blinke med øjnene. 3-4-5-6 gange. Som for at signalere, at ordene skal blive i munden, indtil de har stillet sig i den rigtige rækkefølge.
Den nervøse dreng
Historien om den nervøse dreng starter i folkeskolen, hvor den lille Nils Thorsen, der stammede og havde tics, blev sendt hjem med dårlige anmærkninger i sit karakterhæfte. Han var en af klassens dårligste elever – men ikke lige så dårlig som Jørgen, hans gode ven. Det var hans eneste undskyldning.
»Men så skete der en forandring i 6. klasse. Jeg begyndte at interessere mig for politik, og jeg troede, at jeg var kommunist«.
Og det var interessen for politik, der fik ham til at slå op under ’journalist’ på det lille skolebibliotek i Birkerød, hvor der i en sort kasse var gule kartonkort, hvor man kunne læse om, hvad man kunne blive som stor.
Men inden han nåede at begynde på Journalisthøjskolen i Aarhus, var interessen for politik forsvundet. I stedet var den unge Nils Thorsen blevet mere interesseret i eksistentielle spørgsmål.
»Jeg boede i en taglejlighed ved siden af en cafe, der hed Cafe Lolland, der lå ved rutebilstationen i Aarhus. Og inde ved siden af var der sannyassa-munke, der var klædt i orange og rødt, og som havde en guru,« fortæller Nils Thorsen og fortsætter:
»Der gik jeg på kursus, hvor vi lå og hyperventilerede, meditererede og kiggede hinanden i øjnene og spurgte: hvem er du?«.
Det var en mærkelig blanding af ’terapi, psykoanalyse og noget spiritualitet’, som Nils Thorsen siden har fået det meget ’tungt’ med.
»Det var i virkeligheden en afsøgning af verden«.
Da Nils Thorsen skulle i praktik på Politiken, droppede han de særlige kurser. Alligevel følte han ikke, han slog til. Han var hunderæd for at skrive andet end nyheder.
Efter han blev færdiguddannet i 1985, tog Nils Thorsen et par vikariater på DR og Politiken, men valgte ikke at forlænge det sidste, da han ikke ville nagles fast af en fastansættelse. Derfor tog han til Tibet, Nepal og Indien i et halvt år. Men da han kom tilbage, fik han tilbudt en fastansættelse på Politiken, som han ikke turde sige nej til, da han var mere bange for at lade være.
»Jeg følte mig fejlanbragt i faget. Journalistik, tænkte jeg, var noget, hvor man beskæftigede sig med samfundet. Men det var ikke samfundet jeg gik op i. Det var det at findes, og hvad fanden verden er for et sted. Og hvordan kan man være her på den bedste måde«.
Efter krimiredaktionen sad Nils Thorsen 4 år på kommunalredaktionen og dækkede Københavns Kommune. Lidt skræmt og forvirret. Bange for at falde igennem og afsløre, hvor lidt han vidste om kommunalpolitik og forvaltning.
Men så blev Nils Thorsen sendt til Polen i 1990 med en grænsesøgende fotograf, der fik presset ham til at skrive en historie om en prostitueret. I historien brugte Nils Thorsen et nyt, personligt sprog, hvor hans egen tilstedeværelse blev en del af historien.
»Jeg var taget til Warszawa for at forstå byen efter murens fald. Men jeg vidste, at der var mange, der vidste meget mere om Warszawa, end jeg nogensinde ville komme til,« siger Nils Thorsen.
Derfor valgte han at fokusere på det, han havde oplevet. Hvordan de havde siddet sammen og drukket Whisky Cola på hans hotelværelse, imens hun fortalte sin livshistorie. Og hvordan der havde kørt et spil imellem dem, hvor de hver især prøvede at gøre deres arbejde. Han ved at interviewe. Hun ved at have sex med ham. Et spil, som Nils vandt.
»Og det fik jeg på en måde sammenflettet med murens fald. Det var en historie om to bittesmå figurer i historien, der mødtes på et hotel. Det var den historie, jeg følte, jeg kunne skrive bedre end nogen andre. For det var kun mig, der havde oplevet den«.
Historien fra Warszawa er hvad Nils Thorsen måske ville have kaldt for et vendepunkt i et af sine portrætter. Det punkt i livet, hvor lyset går op for portrætpersonen, og som ændrer alt.
Men fungerer livet virkelig sådan? Kan man skråsikkert sætte en finger på livets kort og sige: Det var her, det hele ændrede sig? Eller er erkendelser og forandringer noget, der sker i små ryk, som tektoniske plader, der altid er i bevægelse, uden vi mærker det?
»Livshistorien vil altid kun være ’den sandest mulige livsløgn’. Det er en historie, ikke et liv,« siger Nils Thorsen.
Under alle omstændigheder var artiklen fra Warszawa et tegn på, at tingene var ved at ændre sig. Snart var han videre fra kommunalredaktionen og nyhedsmøllen. Først på graverredaktionen. Siden som almen reporter, dernæst på søndagsredaktionen og endelig på kulturredaktionen, hvor han var i 22 år, før han i år skiftede til indlandsredaktionen.
I løbet af sine 36 år på Politiken har han desuden været sendt til Irak, Jugoslavien, Afghanistan og Israel for at dække krige. Alligevel er det hans lange portrætter, der har gjort ham særligt bemærket, og som har fået ham nomineret til Cavlingprisen to gange.
»Portrættet er klart det, jeg har fået flest reaktioner på. Det er en genre, hvor man også ser den, der frembringer det. Så hvis man er in it for the ego, så er det genren,« siger Nils Thorsen.
»Og det har sikkert også påvirket mig. Der var nogen, som klappede, og så gik jeg derhen«.
Tilblivelsen af en livshistorie
Første gang Nils Thorsen blev bedt om at skrive et portræt var i 1995, og han kunne hurtigt mærke, at genren passede ham godt. Den gav ham frit løb til at beskæftige sig med den grundgåde, som han kalder det, at forstå, hvordan det er at være et andet menneske.
»Men vi kommer jo aldrig rigtig til at finde ud af det. Og stadig opfører vi os hele tiden som om vi ved det«.
Alligevel har Nils Thorsen gjort sig umage for at prøve. Når han skriver portrætter, interviewer han gerne i fire til syv timer. Det kan dog sagtens vare længere, for det, der kommer ud, er ikke en sammenhængende historie.
»Når man møder folk, så er de ikke begyndt at fortælle en samlet historie endnu«.
For selvom man hele tiden fortæller historier om sig selv, er det de færreste, der har fortalt deres livshistorie grundigt. Samlet stort og småt og prøvet at få det til at ligge i rækkefølge. Trække linjer gennem livet. Udvælge temaer. Skabe orden og sammenhæng.
Det er Nils Thorsens arbejde.
Efter interviewet er det ham, der bruger nogle af de små byggeklodser, der tilsammen udgør et menneske, og samler dem til et billede, han mener, er rammende.
På den måde går Nils Thorsen rundt med et kartotek af livshistorier. Et af dem tilhører Suzanne Brøgger, der i sin ungdom altid frygtede, at moren ville begå selvmord. Et andet tilhører Thomas Vinterberg, der mistede sin datter.
Selvom Nils Thorsen går helt tæt på, mener han ikke, at der er noget farligt ved det. For det er ikke sådan, at jo tættere man kommer på mennesket, jo værre bliver det for dem. Tværtimod.
»Jeg oplever, at hvis folk giver slip og lader sig falde, så bliver de grebet af verden. Selvfølgelig er der nogle svin derude, som ikke griber dem. Men overordnet set er der ingen, som er blevet fordømt«.
Centralt for Nils Thorsens portrætter er nemlig, at de foregår på portrætpersonens egne præmisser. De er den eneste kilde til deres historie. Derfor er det med det menneskes øjne, man ser verden igennem i portrættet.
»Som læser skal du ikke bruge portrættet til at blive stående, hvor du hele tiden har stået i tryghed. Man skal ikke bruge det til på afstand at vurdere eller fordømme personen. Du bliver selv nødt til at flytte dig for at forstå det andet menneske,« siger Nils Thorsen.
»Og i bedste fald kan få én til at tænke: ’Hvis jeg syntes, Johannes Møllehave var en overfladisk idiot, og så bagefter kan tænke: Hold kæft, sikke en måde at gå til livet. Så kan det være jeg tager fejl i andre ting også’«.
Det er det ideelle portræt. Men vejen dertil er hård. Sammenlagt tager det to eller tre uger, hvor der for Nils Thorsen ikke er noget vigtigere.
»I den tid ved jeg ikke, om jeg lever eller dør«.
Af den grund har Nils Thorsen også valgt at holde sig på afstand af portrættet i de sidste par år. Genren er for krævende, og ambitionerne for høje.
»Jeg har valgt at skåne mig for ubehaget. Men jeg opfatter det ikke som om, jeg er holdt op. Jeg vil stadig gerne lave endnu en serie, inden jeg stopper,« siger han og tilføjer:
»Måske«.
Tvivlen forsvinder ikke
På trods af at Nils Thorsen har været journalist i 36 år, har nervøsiteten aldrig helt sluppet grebet om ham. Da han dagen før interviewet trådte ind på Politiken for at tage på nyhedsvagt, var det første han tænkte:
»Gid der ikke er sket noget«.
Det er ikke dovenskab, men et øjebliks angst for at gå ind ’de voksnes verden’, hvor den nøgterne journalistik råder. En angst for ikke at kunne skrive en nyhed eller citere en kilde korrekt.
I det øjeblik er han stadig den samme nervøse journalist, han var for 30 år siden. I dag varer angsten kun et øjeblik, men følelsen er den samme.
»Angsten og nervøsiteten, synes jeg, har været det værste,« siger Nils Thorsen.
»Hold kæft jeg kunne have nået meget mere, hvis ikke jeg havde været så nervøs«.
»Men man kan godt gå og slå sig selv oven i hovedet igennem hele livet og sige: Hvis nu bare jeg havde været anderledes. Men så spørger man sig selv: Hvornår præcist i livet havde du valget? Og der er svaret ofte: aldrig,« siger han og stopper op.
Udenfor har solen sænket sig over hovedstaden, men det er ikke faldet nogen ind at tænde lyset. Nils Thorsen sidder bare der i halvmørket og vejer sine ord. Øjnene blinker. En-to-tre-fire gange, mens sætninger tager tilløb i ham. Og så siger han:
»Måske er man bare en kugle, der er blevet sat i spil«.