KULTUR

OB – Strategien er der, resultaterne mangler

Foto: Malthe Lindholm Noes

Før indeværende Superliga-sæson præsenterede Odense Boldklub en ny strategi. OB skal have mere fokus på spilletid og udvikling af de unge spillere, men det har ikke resulteret i det erklærede mål om deltagelse i Mesterskabsslutspillet, som man inden for de kommende fem år gerne vil være en fast del af.

Efter artiklens publicering har Odense Boldklub opsagt samarbejdet med sportschef Michael Hemmingsen, som udtaler sig i artiklen. Det meddeler Odense Boldklub på deres hjemmeside.

Forbedrede faciliteter, en ny fodbolddirektør og nye, unge spillere. Mange ting er nye i OB, men noget er stadig ved det gamle. Traditionsklubben kæmper med resultaterne i Superligaen, hvor man aktuelt er placeret på niendepladsen med blot fire sejre og syv uafgjorte på 18 kampe. Nu er Superligaens grundspil ved at være overstået, men det erklærede mål fra klubben om en top seks-placering virker det dog urealistisk, at OB opnår.

Behovet for en plan

OB-ledelsen præsenterede i foråret 2021 deres nye strategi efter flere års skuffende resultater i Superligaen. Det har været tydeligt, at der på flere parametre har været et behov for en ny retning for klubben.

Rent sportsligt har man underpræsteret i forhold til det spillerbudget, man har til rådighed. Aktuelt har OB det sjettestørste i ligaen ifølge Tipsbladet, men alligevel er det blevet til nedrykningsspil for OB i de seneste to sæsoner, ligesom meget også tyder på, at det bliver tilfældet i år.

»På den ene side er det et ambitiøst mål, fordi de ikke har nået top seks i tre sæsoner. Hvorfor skulle man så tro på, at det kan lade sig gøre nu? På den anden side er det uambitiøst, fordi OB tidligere nærmest lå konstant i top fire. Nu vil de så nøjes med top seks. Hvis man vil være sikker på at være en fast del af top seks, så nytter det ikke noget kun at have det sjettestørste budget, for der vil altid ske overraskelser«, fortæller Martin Davidsen, som er redaktør på mediet Stemmer fra Ådalen.

Desuden mener Martin Davidsen, at der også har været et behov for at kommunikere en klar plan ud til en frustreret fanbase:

»De vidste godt, OB ville i top seks, men de vidste ikke rigtigt hvordan, og på hvilke parametre man ville udmærke sig. Jeg tror, der har været et stort behov fra omverdenen om at få stukket en retning ud.« 

Strategien giver dog også anledning til kritik hos Martin Davidsen. I hvert fald mener han, at det reelt set ikke er meget indsigt, offentligheden har fået i strategien:

»Hvis man skal være lidt kritisk, kan man sige, at den offentlige version ikke er så dybdegående.« 

Derfor er det også fortsat uklart, hvordan man helt konkret arbejder med strategien i klubben. Sportschefen i OB, Michael Hemmingsen, fastslår i et skriftligt til LIXEN, at:

»Mange spillere fra vores Akademi har trænet med omkring vores førstehold. Vi har en spillestil, der er ensrettet, og vi har en transitionstræner, der skal være med til at gøre overgangen for de her spillere endnu mere gnidningsfri«, fortæller Michael Hemmingsen og uddyber:

»Endelig er der Reserveholdet, hvor det i kampene består af spillere fra Førsteholdet og Akademi. Så der er mange ting, der medvirker til, at vi får skabt en stribet tråd i klubben.«

Den nye fodbolddirektør

I håbet om at føre strategien effektivt ud i livet, har OB ansat svenske Björn Wesström i rollen som fodbolddirektør. Björn Wesström kommer til OB efter en lang periode i den svenske storklub AIK, hvor han både har været sportsdirektør og administrerende direktør. Her stod han blandt andet for salget af stortalentet Alexander Isak til Borussia Dortmund. 

Björn Wesström tiltrådte sin nye stilling 1. januar, så det er ikke lang tid svenskeren har haft til at præge organisationen i OB. I forbindelse med sin ansættelse har Björn Wesström dog understreget vigtigheden af, at OB skal være en sælgende klub, hvilket flugter med de nedskrevne ambitioner om, at man vil drive en økonomisk bæredygtig fodboldklub. 

Martin Davidsen ser også positivt på, at man har fundet en erfaren fodbolddirektør i en stor, svensk klub:

»En ting er, hvad OB selv har meldt ud i forbindelse med strategien, men noget andet er, hvad deres nye direktør Björn Wesström har meldt ud i hans interviews, og dér har han været mere skarp.«

Martin Davidsen vurderer, at det kan få betydning for måden, OB’s organisation er skruet sammen på, hvor man på nuværende tidspunkt har Michael Hemmingsen ansat som sportschef i klubben:

»Jeg ser Björn Wesström som klar leder, og Michael Hemmingsen refererer til ham«, fortæller Martin Davidsen og uddyber.

»Björn Wesström skal have overblikket over hele klubben – både Superligaholdet, rekrutteringen og talentudviklingen, hvor Michael Hemmingsen mere skal koncentrere sig om superligaholdet og klubkulturen. Jeg tror Björn Wesström lige skal se tingene an, og så tror jeg måske, vi kommer til at se en forandring af organisationen,« fortæller Martin Davidsen videre.

Overskygger mulig pokaltriumf Superliga-problemet?

Planen er lagt i OB med den nye strategi, men på banen har der været langt mellem succeserne i indeværende sæson. I Superligaen er klubben placeret på tabellens niendeplads, og derfor er en mulig nedrykning noget, som man er nødt til at tage seriøst på Fyn. Det mener Martin Davidsen: 

»Mekanismerne er sådan, at med to nederlag i træk i Superligaen i dag, er du nærmest i krise, og med de seneste ti års historik i OB skal der ikke så meget til, før folk bliver bekymrede og begynder at piske en stemning op. Men OB skal også begynde at vinde nogle fodboldkampe.«  

Kigger man på OB’s kampe indtil videre i sæsonen er det også skræmmende læsning. I 17 Superliga-kampe er det for klubben kun blevet til fire sejre. Det hele startede ellers godt med en sejr over de danske vicemestre FC Midtjylland på udebane i første spillerunde. Resten af sejrene er kommet mod de tre klubber, som i den nuværende stilling er placeret under OB i form af Vejle, SønderjyskE og FC Nordsjælland. 

Det resultatmæssige højdepunkt for OB er derfor den pokalsemifinale, som klubben spillede sig i via en samlet sejr over Randers i efteråret. For OB venter derfor nu to kampe mod SønderjyskE. En triumf i pokalturneringen vil ifølge Martin Davidsen også få en stor betydning for klubben: 

»Det vil betyde enormt meget. Også i forhold til udsigten om at komme i Europa. Om man kan sige, at det gjorde de, fordi de lancerede en ny strategi – det tvivler jeg på, men hvis det lykkes, så giver det et kæmpe boost til OB at fejre en triumf inde på Flakhaven.«

Michael Hemmingsen skriver i forhold til betydningen af at vinde pokalturneringen:

»Det vil selvfølgelig være fantastisk at vinde et trofæ, og det er også en af målsætningerne i vores strategi.«

Vinderen af pokalturneringen vil indtræde i Europa Leagues play off-runde og er dermed sikret en billet til europæisk fodbold. Et nederlag i kvalifikationsrunden vil nemlig sende pokalvinderne over i Conference Leagues gruppespil. 

Talenter skal bane vejen – og sælges

En anden af målsætningerne i OB’s strategi handler om klubbens unge spillere. Det er dog ikke altid nemt bare at satse på egne unge spillere ifølge Martin Davidsen:

»Man plejer at sige med talentudvikling, at kan man ramme en til to spillere pr. årgang, der bliver til noget, og det kan jo være 100 Superligakampe eller et udlandssalg, så er det faktisk ret godt gået.« 

I forhold til Superliga-sæsonen 2020/2021 er spilletiden til egne spillere også i en opadgående kurve. I sidste sæson stod klubbens egne spillere for 30 %, hvilket svarer til det erklærede mål i klubbens fem års-strategi. I indeværende sæson er det antal i skrivende stund 37 %. Det selvom klubben indtil videre i sæsonen ikke har givet spilletid til flere egenproducerede spillere, end man gjorde i sidste sæson. 

OB solgte i sommer-transfervinduet en af klubbens største egenproducerede profiler Oliver Christensen til tyske Hertha Berlin for 22,5 mio. danske kroner. Salget af Oliver Christensen skal være startskuddet til endnu flere salg af egenproducerede spillere ifølge den præsenterede strategi. OB skriver, at akademiet kommer til at fylde mere, hvorved man vil gøre akademispillerne til Superliga-spillere eller salgsobjekter. Denne strategi skal være med til at tiltrække danske talenter fra hele landet og ikke kun talenter fra Fyn. I den nuværende førsteholdstrup er der en, som Martin Davidsen har store forventninger til:

»Nu er man måske lidt påvirket af den første kamp (første Superliga-kamp efter vinterpausen mod FC København, som OB tabte 0-2, red.), vi har spillet, hvor Jakob Breum gjorde det godt. Han har hele sidste år været en profil på det danske U19-landshold, og på OB’s eget U19-hold, og han er kun 18 år.«

Den nye strategi har også været tydelig på transfermarkedet i indeværende sæson. I løbet af sæsonens to transfervinduer har klubben sagt farvel til Mart Lieder, Janus Drachmann og Oliver Lund, som alle er over 30 år. Ind i stedet for har OB hentet unge spillere fra udlandet. Den 22-årige serbiske forsvarsspiller Mihajlo Ivancevic, som var anfører for sin serbiske arbejdsgiver Spartak Subotica, den 21-årige australske venstreback Joel King, som i januar debuterede på det australske A-landshold, og den 22-årige nordmand Nicholas Mickelson er landet i Ådalen. Dermed ligner det, at klubben er i gang med en klar foryngelse af Superliga-truppen. Det mener Martin Davidsen også: 

»Han (Björn Wesström, red.) taler blandt andet om, at OB’s gennemsnitsalder skal ned. Vi skal have yngre spillere, vi kommer til at se færre ældre klubikoner, og der er det jo interessant at se Mickelson, King og Ivancevic. De er allesammen 21 eller 22 år. Det skal være sådan, når OB henter spillere fremover, at så skal det være spillere, som kan sælges videre på sigt.«

Pilen peger i den rigtige retning

Selvom der kun er gået ni måneder, siden strategien blev præsenteret, er det lykkedes for OB at bygge et fundament, som man kan arbejde videre på i den retning, som strategien viser. Det mener Martin Davidsen: 

»Nu skal man ikke måle strategien på et år, men på fem år, i og med at det er en fem-års strategi. Men noget af det, de har dyrket meget, er det med, at de i strategien gerne vil have flere spillere fra OB’s ungdomsafdeling, altså egen-udviklede spillere. Der bliver givet meget spilletid til egenudviklede spillere, så der er de jo på vej. Også i forhold til den del, som handler om tilskuertal. OB siger, at de vil være i top fem i Superligaen, hvad angår tilskuersnit på hjemmebane, og det er de lige nu. De vil gerne have et snit på omkring 8.000, og det er de ret tæt på – også på trods af svingende resultater. Tingene går den rigtige vej, og de lever op til det, de har sagt de vil, men den helt store hurdle er stadig resultaterne i Superligaen.«