Det kan nemt gå galt, når man skal lave film baseret på spil. Uncharted er seneste skud på stammen, hvor jeg som filmfan klapper i hænderne, men som fan af spillet klapper knap så meget.
Jeg har sådan lyst til at råbe. ENDELIG! Endelig fik jeg set en af de filmatiseringer, jeg har set allermest frem til i over et halvt årti. Uncharted er spilserien til Playstation om skattejægeren Nathan Drake, der gennem fire spil jagter andre store opdagelsesrejsendes forsvundne skatte.
Jeg har spillet alle spillene og elsket dem. Billetten til biografen blev derfor bestilt hurtigt! Uncharted er en film, der bør ses i biografen med en stor sodavand og popcorn til følge. For alt i verden skal man ikke se den på en lille skærm. Hvis man gør det, går man nemlig glip af verdensklasse action, som allerede er at se i filmens første scene, hvor hovedkarakteren Nathan Drake forsøger at klatre op af en masse kasser, der hænger i en snor løst ud over et hurtigt flyvende kampfly.
Filmen handler lidt om det samme, som hvert spil gør. Der skal findes en forsvunden skat, og det er duoen Nathan Drake og Victor Sullivan, der skal finde den. Førstnævnte bliver spillet af Tom Holland og sidstnævnte af Mark Wahlberg.
Man skal se den som en komisk actionfilm
Jeg var meget nervøs for, om det var en bunke lort, jeg skulle ind at se. Film baseret på spil får sjældent god medvind, hvilket man både så med World of Warcraft og Assasin´s Creed i 2016. Derudover var jeg bange for at blive ramt af syndromet”filmen er dårlig, fordi jeg har læst bogen”, hvor bogen skal forstås som et spillet Uncharted. Her mindede jeg dog mig selv om, at en basering ikke er en total gengivelse.
Jeg var utrolig skuffet over castet til at begynde med, da det blev offentliggjort for år tilbage, fordi jeg følte, de var alt for unge. Både Holland og Wahlberg er omkring 15 år yngre, end karaktererne er i spillene. Oprindeligt var det Mark Wahlberg, som fik rollen som Nathan Drake, men så besluttede producenten sig for, at filmens historie skulle foregå før spillene. Derfor endte rollefordelingen, som man ser den nu. Jeg accepterede derfor valget af cast, og de gør det også godt. De har en fed kemi, hvor de begge viser stærk komisk timing, hvilket er på trods af den i perioder noget tynde fortælling. Et eksempel er fra filmens begyndelse. De to hovedkarakterer har aldrig mødt hinanden før, men der skal ikke meget overtalelse fra Sullivans side til at lokke Drake med ud på jagten efter den forsvundne skat. Det er dog tydeligt, at producenterne og forfatterne mere har haft fokus på at lave et festfyrværkeri af en film med action og komik. Når man ser den, skal man mere se filmen som en sjov actionfilm og knap så meget en stærk filmatisering af spillet, selvom der er sat referencer fra spillet ind for at pleje nørderne, som også tæller mig.
Endelig dom og SPOILER!
Jeg vil give Uncharted 3,5 ud af 6 stjerner, som bliver givet for underholdningen hele vejen igennem. Derudover skal man blive siddende i stolen, når rulleteksterne begynder. Til dem der savner Kasper Juhl i Borgen, så virker det til, at Pilou Asbæk får en stor rolle i efterfølgeren. Han er i hvert fald meget med i post credit-scenen.