Efter at have boet og arbejdet i Ukraine i 18 år er freelancejournalist og historiker Johannes Wamberg Andersen flygtet til Danmark med sin familie.
På en notesbog, som ligger på bordet, står Johannes Wamberg Andersens noter. Det er den samme bog, hans 6-årige datter, Alisa, bruger til at tegne i. Mellem farvestrålende kruseduller og tegninger af prinsesser står noterne, der skal vejlede Johannes Wamberg Andersen i hans analyse af verdenssituationen. Han sidder foran computeren, hvor han om kort tid stilles igennem til den tyrkiske nyhedsstation TRT-world. Her skal han give sit besyv med om den anspændte situation mellem Rusland og Ukraine efter et topmøde mellem den franske præsident, Emmanuel Macron, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 8. februar.
Johannes Wamberg Andersen har boet i Ukraine siden 2004. Han er uddannet historiker fra Syddansk Universitet og har beskæftiget sig med Sovjetunionen hele sit liv. Interessen kom allerede i folkeskolen, hvor han som purung socialist ville have et mere menneskeligt samfund med større social retfærdighed. Han vidste godt, at Sovjetunionen var alt andet end det. Som 16-årig fik han mulighed for at rejse til Moskva på studietur med gymnasiet.
»Jeg var nysgerrig på, hvad fanden der var sket herovre. Hvad foregik der i hovederne på dem? Så jeg bestemte mig for at rejse. Det var som at komme til en helt anden planet,« fortæller han.
Efter at have læst en bachelor i historie på Syddansk Universitet, blev han praktikant på den danske ambassade i Kiev. Inden han tog afsted, så han byen som en kedelig, postsovjetisk landbrugsprovins. Han ville hellere til Moskva eller Baltikum.
»Men det viste sig at være enormt interessant fra dag ét af,« konstaterer han.
Knippelsuppe
Efter sit ophold på ambassaden blev han ansat på Weekendavisen, hvor han skrev analyser og reportager som freelance-reporter fra Kiev.
Han arbejdede i Danmark i en periode, men flyttede permanent til Kiev i 2004, hvor han arbejdede for P1 Orientering, blandt andet i forbindelse med den orange revolution i 2004 og gaskrigen i 2006 og 2009.
»Det har mest været, når der har været kriser, at der har været bud efter mig,« siger han.
Han husker at være direkte igennem på TV2 News i 70 minutter over telefon, da revolutionen kulminerede under Majdan-oprøret i 2014. Majdan-oprøret var en demonstration, som strakte sig over 3 måneder i vinteren 2013-2014. Ukraines daværende præsident, Victor Yanukovych, ville ikke underskrive en associeringsaftale med EU, hvilket førte til, at demonstranter barrikaderede sig på Majdan-pladsen med telte og suppekøkkener. Oprøret endte med at vælte præsidenten af pinden. Af alle skelsættende begivenheder for Ukraine, Johannes Wamberg Andersen har været en del af og rapporteret fra, har Majdan-oprøret efterladt de dybeste spor.
»Jeg følte mig nærmest genfødt efter det. For det var så stor en energiudladning, men det satte også dybe spor i mig, at folk faktisk lykkedes med at gøre oprør, men også med de store omkostninger, vi dengang syntes, det var,« fortæller han.
Vi står på Majdan-pladsen i Kiev. Johannes Wamberg Andersen bliver tydeligt rørt, da han fortæller om oplevelsen. Han forklarer, hvordan han fik et knippelslag til hovedet, da han forsøgte at filme politifolk, der sparkede løs på demonstranter, som lå på jorden. Han måtte vende hjem til sin lejlighed med hjernerystelse, hvor han så lagde videoerne op på diverse sociale medier. Næste morgen var mere end én million på gaden rundt om i landet i protest mod, at magthaverne bankede løs på fredelige unge mennesker. Over 130 mennesker omkom i forbindelse med optøjerne.
Legetøj
I en lejlighed i hjertet af Kiev bor Johannes Wamberg Andersen sammen med sin kone og to børn.
Stuen er fuld af legetøj. Der er legetøj på gulvet og i sofaen, på bordet og i vindueskarmen. Computerens kamera opfanger intet af det. Det opfanger kun Johannes Wamberg Andersens seriøse mine og professionelle mundering. Han er direkte igennem til nyhedsstationen TRT-World.
»Arbejder Vladimir Putin hen imod at trække sine soldater fra grænsen for at redde ansigt?« spørger den britiske nyhedsvært over en Skype-forbindelse.
»Opfattelsen I Ukraine er, at det ikke er tilfældet. Moskva insisterer på en fortolkning af den såkaldte Minsk Protokol, der i Putins øjne giver ham mulighed for at dele Ukraine op i en række mindre regioner og regere Ukraine. Det ville være enden på ukrainsk suverænitet og ethvert håb om demokrati i et forenet Ukraine,« svarer Johannes Wamberg Andersen med tyngde i stemmen.
I februar 2015 indgik Rusland, OSCE-landene og lederne for de to selvudnævnte republikker i Donbass-regionen, Lugansk og Donetsk, en aftale, der skulle skabe våbenhvile i området. Det skete aldrig, men dokumentet er stadig grundlaget for fremtidige forhandlinger, der skal sigte efter en deeskalering af situationen. I 2014 i kølvandet på Majdan-oprøret og den daværende ukrainske præsidents afsked, annekterede Rusland Krim-halvøen. Siden da har Ukraine været i krig med Rusland. Torsdag den 24. februar indledte Putin en storstilet invasion af Ukraine.
Frihed i luften
Selvom Ukraine på mange måder ikke er et særlig velfungerende land, der har store problemer med korruption, synes Johannes Wamberg Andersen, at det er et uhyre interessant land.
»Det oplevede jeg allerede, da jeg kom for cirka 20 år siden. Det var langt fattigere end selv Rusland var på det her tidspunkt. Men der var sådan en mærkelig følelse af frihed i luften,« siger han.
Ukraine blev en selvstændig stat i 1991 efter at have været en del af Sovjetunionen i 70 år. Det betød demokrati og retsstat. Udviklingen haltede dog i begyndelsen, som den på mange måder stadig gør. Landet er præget af indre spændinger, der har ført til en række revolutioner.
»Ukraine har altid være en frontlinje, selv før der blev krig. Det har været en frontlinje i spørgsmålet, om det kan lade sig gøre at få noget, der bare minder om demokrati og retsstat i så stor en kernebid af det gamle Sovjetunionen, som Ukraine er. På den måde har Ukraine altid været frontlinjen i krigen for ordentlige forhold, demokrati og retssamfund. Jeg har taget mine børn med ud på fronten, for det er jo lidt fjollet at få børn sådan et sted. Man tager ikke børn med ud til frontlinjen i en krig, selv hvis krigen er i overført betydning. Det er ikke noget særlig velfungerende samfund,« forklarer Johannes Wamberg Andersen.
Mandag d. 14. februar rejste Johannes Wamberg Andersen med sin familie til Danmark, hvor de nu midlertidigt bor sammen med hans mor i København.»Fremtidsudsigterne både for mig og min familie og for Ukraine er uvisse,« fortæller han.