Foto: Magnus Nygaard
Isabella Hindkjær er chefredaktør på Femina, og så er hun feminist med stort F. Hun vil gerne skubbe til grænserne med sin journalistik, og have mere diversitet i medierne. LIXEN har taget en snak med hende om at relancere danmarks ældste kvindeblad, om at møde mennesker som mennesker, og et bachelorprojekt, der brød alle regler.
Jeg sidder og venter i den store åbne lobby på Aller Media huset. Det store rum lyses op af det spæde november dagslys gennem de mange 100 ruder i glasfacaden. Pludselig kommer en petit kvinde gående imod mig med et stort smil på læberne.
»Hej Charlotte. Det var da dejligt, at du gad komme hele den her vej for at tale med mig.«
Siger Isabella Hindkjær. Jeg smiler nervøst, og fortæller at fornøjelsen er på min side. Efter en rundvisning på Femina redaktionen, sætter vi os med en kaffe i den store lobby. Hun spørger så interesseret ind til mig, at det næsten føles som at ses med en veninde.
Efter jeg har interviewet hende i godt 20 minutter, indser jeg, at jeg ikke har optaget lyden. Jeg undskylder, og fortæller hende at jeg godt nok er lidt flov.
»Det skal du virkelig ikke tænke på. Jeg var engang taget helt til Schweiz, hvor jeg halvvejs under interviewet opdager, at min diktafon er død for strøm. Jeg var også mega flov, men ting sker. Vi tager bare det du skal bruge igen.«
Ville bare gerne fortælle historier
Isabella Hindkjær er 31 år og chefredaktør på Femina. Men hun har ikke altid vidst, at hun ville læse journalistik. Da hun gik i skole, vidste hun bare, at hun godt kunne lide at skrive, og fortælle historier. Journalistik var dog ikke noget hun var bekendt med fra familien, så det var ikke før gymnasietiden, at hun begyndte at overveje journalistikken.
»Flere af mine daværende medstuderende havde journalister i familien. Det havde jeg ikke, så det var ikke sådan, at det lå til højrebenet. Men jeg begyndte ligesom at tænke, at hvis jeg skulle have et job, hvor jeg fik lov til at fortælle historier, så var det journalistik jeg skulle satse på.«
Det er især historier om de store problemstillinger i samfundet, fortalt gennem enkelte menneskers beretninger, der interesserer Isabella. Da hun nævner migration, lyser hun nærmest op.
»Jeg har altid gået meget op i migration, eksempelvis. Min egen mor rejste fra Spanien til Danmark tilbage i 70’erne på grund af diktaturstyre. Selvom det ikke er noget vi har talt særlig meget om i min opvækst, så har jeg jo vidst det, og det tror jeg har tændt en nysgerrighed i mig.«
Hun søger ind på journalistik på Syddansk Universitet allerede som 18-årig, og kommer ind. Hun kan fra start godt mærke, at hun er en del yngre end de fleste.
»Det var meget tydeligt, at mange af de andre havde lidt mere røv i bukserne end jeg havde. De snakkede jo om at vælte ministre og de helt store politiske emner. Jeg følte mig meget grøn. Jeg var jo sådan ‘Jeg vil bare gerne fortælle historier’.«
Bachelorprojektet der brød alle regler
Isabella bliver undervejs på studiet i tvivl om, hvorvidt hun nu også har valgt den rigtige retning. De meget formfaste formater som nyheder fylder rigtig meget, og det var ikke det hun ville. Men så kom feature journalistikken på fjerde semester. Det var det, der virkelig fangede hende.
»Jeg kan huske, at jeg tænker, at det her er min plads på hylden. Her må man male udenfor stregerne.«
Hun kommer i praktik på Femina, hvor hun får lov til at prøve kræfterne af med netop denne type journalistik. Men da hun vender tilbage til studiet, melder tvivlen sig igen.
»Jeg følte meget jeg blevet kastet direkte tilbage i den der verden med faste rammer og traditioner. Så jeg besluttede mig for, bare at prøve at lave et bachelorprojekt jeg gerne ville lave, og så måtte det simpelthen briste eller bære.«
Projektet bestod af en parallelfortælling. I 70’erne rejser Isabellas mor fra Spanien til Danmark, for at komme væk fra det daværende diktaturstyre og skabe en bedre fremtid for sig selv. I 2012, det år Isabella skriver sit bachelorprojekt, står hendes kusine og fætter fra Spanien i samme situation. Landet var stadig hårdt ramt af finanskrisen i 2008, og arbejdsløsheden var rekordhøj.
»Min fætter er en dygtig forsker, men han stod helt uden arbejde, og en usikker fremtid. Ligesom min mor gjorde i sin tid. Meningen med projektet var at fremstille de her store samfundsproblemer og konsekvenserne deraf gennem øjnene på et enkelt menneske.«
Isabella vidste godt at hun brød en del regler. Hun lavede en lang jeg-fortælling, med hendes familie som hovedkilder. Derudover blev projektet så langt, at hun måtte aflevere 4 kapitler som bilag.
»Jeg kan tydeligt huske, at jeg sidder foran censor og skal forsvare projektet, og han kigger på mig og siger ‘Du er godt klar over, at du har brudt stort set alle regler?’ og jeg sidder bare der, og er sådan set klar til at dumpe.«
Hun griner lidt, inden hun fortsætter.
»Heldigvis kunne han godt lide projektet, så jeg bestod. Og der blev jeg ligesom bekræftet i, at der var plads til en som mig. Der var muligheder for at lave den slags journalistik jeg ville lave.«
Man skal turde skubbe til grænserne
Jeg spørger Isabella, om hun ser sig selv lidt som en rebel. Hun ryster på hovedet og griner.
»Nej det gør jeg nok ikke. Men jeg er helt sikkert en, som gerne vil skubbe til grænserne, og lære noget nyt hele tiden Jeg interviewede engang Klaus Riskær, en mand som jeg ikke har ret meget tilfælles med. Men jeg kan huske han siger noget i retning af: ‘Hvis jeg står bag et hegn, hvor jeg ikke kan kigge ud igennem, så braser jeg sgu det hegn ned.’ Det kunne jeg bare så godt relatere til. Altså, jeg ved ikke om jeg nødvendigvis braser hegnet ned, men hvis jeg ikke føler, jeg kan få luft, så ved jeg, at det er på tide og prøve noget nyt.«
Og hun har også prøvet en del nyt. I en alder af bare 23 år, bliver hun ansat på Jyllands Posten på deres helt nye feature redaktion, og 2 år senere bliver hun ringet op af Benjamin Kürstein, som spørger hende om hun vil være ledende redaktør på Vice Media.
»Jeg har været heldig at få lov til rigtig meget på trods af min alder, og jeg tror, det altid har givet mig noget gå på mod, at folk har troet på mig. Både med mit bachelor projekt, men også med mine stillinger efterfølgende. Det hele opbygger jo ens selvtillid.«
Hun har altid forsøgt at ende steder, hvor der har været plads til hendes type journalistik, og hvor der har været højt til loftet.
»Jeg har egentlig aldrig følt mig særligt speciel, heller ikke med min baggrund. Men jeg har alligevel nogle gange mærket, at jeg har udfordret rammerne, og det er måske et tegn på, at de er lidt for snævre.«
Det har været vigtigt for hende, at der har været mulighed for at rykke lidt på rammerne de steder hun har været. Og det har der været.
»På JP eksempelvis, hvor jeg interviewede Klaus Riskær, der blev interviewet 66.000 tegn. Men så havde jeg en sej redaktør som sagde: ‘Ved du hvad, fuck det. Så skriver vi bare 10 sider om Klaus Riskær.’«
Kvinder, kvindemedier og fordomme
Isabella Alonso blev en dag ringet op, og spurgt om hun havde lyst til at være med til at relancere magasinet Femina som chefredaktør. Det samme magasin, hvor hun 9 år før var i praktik.
»Jeg blev først meget intimideret, det er jo et stort medie, man pludselig skal til at lave om på, det er jo alt det Aller huset er bygget omkring. Men det tændte bare noget i mig. Det at få muligheden for at være med på det her kæmpe projekt, og endnu engang starte noget nyt.«
Jeg fortæller tøvende Isabella, at jeg selv har haft fordomme om Femina, og journalister på Femina. Noget lidt ála ‘er det ikke bare opskrifter og styling tips’. Det griner Isabella af, og forsikrer mig om, at jeg ikke er den eneste.
»Jeg tror mange har haft fordomme om kvindemedier. Og jeg tror der er de samme fordomme om det at være et kvindemedie, som der er om det at være en kvinde. Og det er jo også det vi prøver at gøre op med, samt at fortælle en ny historie om mediet.«
Isabella og teamet bag Femina forsøger blandt andet at tage fat i de mere samfundskritiske historier, som berører kvinder, både i Danmark og i udlandet.
Ifølge Isabella er det, det helt rigtige, og hun tror også på, at det er det kvinderne vil have i dag.
»Selvfølgelig er kvinder lige så interesserede i samfundet som mænd, og det skal vi som magasin selvfølgelig også afspejle, og det synes jeg også vi er begyndt at gøre. Vi har lavet me-too historier, vi har lavet historier om kvinders rettigheder i Burkina Faso, og så var der også hele vores dækning fødeområdet.«
Der er mulighed for at rykke på nogle temaer ved Femina, som er vigtige for Isabella, og det nyder hun at gøre som chefredaktør. Hun føler, at hun kan give lidt igen, af alle de muligheder hun har fået, for at rykke lidt på rammerne
»Nu har jeg mulighed for selv at skabe en dagsorden, sammen med mit dygtige team.«
De stærkeste kvinder er sårbare
Isabella er gift og mor til to drenge, samtidig er hun chefredaktør på det ældste kvindemedie i Danmark. En karrierekvinde. Hele pakken for den gængse definition af en ‘stærk kvinde’. Så da jeg skulle interviewe hende var jeg fyldt med ærefrygt. Men hvordan definerer hun selv begrebet?
»Jeg synes i for længe, at der har været en ide om, at den stærke kvinde skal kunne det hele. Jeg synes de stærkeste kvinder, er dem, som turde at vise deres sårbarhed. Og jeg tror på, der kommer flere og flere af dem.«
Vi tager en snak om det at være feminist, og Isabella siger, at hun mener, det længe har været et skældsord.
»Det var næsten som om man skulle være lidt bange for at sige det, jeg er jo feminist, og det synes jeg ikke er forkert. Jeg synes der er brug for feminismen, også i medierne, og mit indtryk er også, at der er langt flere, der ser det sådan, i jeres generation end i min.«
Isabella mener også, at Femina skal være et feministisk blad, hvor der er plads til alle typer af kvinder, og at det er noget som hun i den grad arbejder på.
»Jeg er ikke tilhænger af, at vi skal slette alt hvad der hedder mode og opskrifter, for det er også en del af det at være kvinde. Det handler jo om, at vi skal have lov til at være den kvinde vi gerne vil være, og der skal være noget om alle de emner der interesserer kvinder i Femina.«
Branchen kan forbedres
Før hun kom til Femina, brugte Isabella næsten 4 år på mediet Vice. Et medie, hvor de ofte fik skudt i skoene at de brød med de journalistiske grænser.
»Jeg synes jo egentlig ikke det var så slemt, jeg synes bare vi forsøgte at ruske lidt op i tingene. Det tror jeg mediebranchen har brug for. Jeg synes f.eks. vi mangler diversitet.«
Når hun ikke er på Femina, så er hun fx. frivillig i en mentorordning som hedder Soulfuls. Mentorordningen arbejder blandt andet på at få mere diversitet ind i forskellige kreative brancher i Danmark.
»Jeg er selv mentor for en ung kvinde, og hver gang vi taler sammen, så bliver vi enige om, at der simpelthen mangler diversitet i de danske medier. Vi mangler stadigvæk kvinder mange steder, og så mangler vi jo både journalister og kilder med anden etnisk baggrund end dansk.«
Udover den manglende diversitet, så har Isabella også opfattelsen af, at branchen nogle gange kan virke en smule mekanisk, at rammerne er fastlagte, og at man helst ikke må træde ved siden af.
»Det er fint, at der er nogle regler vi skal følge, men som branche skal vi altid huske at ruske op i os selv. Det er det jeg forsøger i mit virke som chefredaktør. Jeg synes faktisk noget af det smukkeste journalistik det er det, hvor man træder lidt ved siden af. Det er det mest ægte.«
Hun har dog altid forsøgt bare at være et menneske i hendes journalistiske virke.
»Det er altid vigtigt at møde et menneske som et helt menneske. Især med den type journalistik jeg har lavet. Det gør også kilderne langt mere trygge. De møder jo en, og er indstillet på at give sig selv fuldt ud. Jeg synes man skylder dem det samme omvendt.«
Hvad byder fremtiden på?
Før jeg spørger Isabella ind til hendes egne fremtidsudsigter, så falder snakken på ungdommen, og fremtiden for feminismen. Jeg fortæller Isabella, at de piger, jeg omgås med, allesammen naturligvis er feminister. Hun smiler stort.
»Det er jeg simpelthen så glad for at høre. Det var ikke en selvfølge for 10 år siden. Det er virkelig dejligt at se at vi bevæger os i den rigtige retning hvad angår det. Men jeg er ikke overrasket, mit indtryk af unge mennesker i dag er også, at de er meget mere samfundskritiske. Det er skønt. Så kan vi rykke os.«
Netop denne udvikling, er en udvikling som Isabella ønsker at arbejde videre på gennem Femina. Hun vil gerne bruge sin position, til at udbrede flere feministiske dagsordener. Og så er hun rigtig glad for den hylde, hun befinder sig på lige nu.
»Først og fremmest skal vi arbejde videre på vores projekt her på Femina, og køre det endnu længere ud. Det her er et drømmeprojekt for mig, så jeg håber, jeg kan få lov til at gøre det mange år endnu.«
Selvom Isabella er godt tilfreds med sin position, så kan hun ikke afvise, at der kommer et tidspunkt i fremtiden, hvor hun gerne vil prøve noget andet.
»Jeg har jo krudt i røven. Både mine venner og min mand siger tit, at der skal ske noget nyt hele tiden. Det er rigtigt nok. Hvis der kommer en dag, hvor jeg har svært ved at se hullerne i hegnet, så ved jeg det er på tide med noget nyt. Men lige nu kunne jeg ikke være gladere.«
På det personlige plan banker Isabellas hjerte også for ligestillingen. Da jeg spørger hende, om hun håber på noget bestemt i fremtiden, griner hun lidt, og siger:
»Ja, jeg håber, at begge mine sønner vokser op og bliver feminister. Som det mest naturlige i verden.«
De bedste journalister maler uden for stregerne
Efter en lang, lærerig snak med Isabella, er det ved at være tid til at slutte interviewet. Selvom vi allerede er gået lidt over tiden, sidder Isabella stadig roligt og afventende. Jeg spørger hende som det sidste, om hun har et godt råd til os journaliststuderende.
»Prøv jer frem, og vær ikke bange for at være jer selv hele vejen igennem det. Journalistikken bliver bedre, hvis i ved, at i kan stå hundrede procent bag det.«
Hun fortæller at hun først rigtig følte sig hjemme i faget, da hun brød reglerne lidt, så hun mener ikke, at man skal holde sig tilbage med at prøve. Hun mener faktisk, at man kan lære en hel del mere ved at bryde de faste rammer engang imellem.
»Mal uden for stregerne, og gør noget skørt, selvom jeres underviser nødvendigvis ikke kan se ideen. Det er sådan nogle af de bedste journalister bliver skabt. Og selv hvis man fejler, så er det da mens man går på studiet, at tiden er til det. Så kan man lære af det.«
Da vi slutter interviewet, tjekker jeg, at jeg har fået optaget alt lyden. Isabella kigger på mig med et smil og siger.
»Hvis du mangler noget, så kan du altid bare ringe.«