Midt i marts ramte corona 4. Maj-kollegiet i Odense. Alt imens resten af landet så småt var begyndt at åbne op, lukkede kollegiet ned. Tre af jeres medstuderende fra 2. semester bor der. Én af dem er mig.
Mellem lørdag den 13. marts og søndag den 14. tikkede et par opslag ind på 4. Maj-kollegiets private Facebook-gruppe. Tre beboere var testet positive for COVID-19. Siden blev det tal til fire smittede. Alle med den britiske variant. Med det samme blev der bakset nye og strammere retningslinjer sammen for at forhindre smittespredning. Ingen gæster. Aflyste aftaler. Lusk ikke rundt hos andre køkkener. Test. Test. Test.
Jeg er selv beboer på kollegiet, og for mig betød nedlukningen blandt andet, at jeg ikke kunne komme ud for at lave min ’plan A’ for denne udgave af LIXEN. I skulle have læst en artikel om fællesskab på studiet på trods af corona.
En smule paradoksalt sidder jeg nu ved mit skrivebord på mit 12 kvadratmeter kollegieværelse, og jeg får hverken gæster eller forlader kollegiet for at besøge nogen. Lige som man næsten havde glemt at bekymre sig om corona, så skal jeg da love for, at virussen serverede noget af et overraskelsesangreb af en mavepuster.
Men man må jo arbejde indenfor de rammer, man er placeret i. Derfor får I i stedet en slags statusopdatering fra en uge i isolation på et kollegie, hvor tre journaliststuderende fra 2. semester har bopæl: Peter Salomon, Asbjørn Heide-Ottosen og jeg selv.
En journalist blev, en flygtede i sommerhus, og en tredje tog det egentlig meget afslappet
Den aften vi fik beskeden om, at smitten var løs på kollegiet, lå jeg og sov sødt i min seng. Da jeg vågnede og tjekkede min telefon, som man jo gør, blev min kalender for den kommende uge på få sekunder meget tom. Søndags-morgen-ritualet med kaffe i køkkenet blev suppleret af en rask cykeltur til kviktest-centret ved IKEA efterfulgt af en vatpind i hvert næsebor. Godmorgen.
Ved test-stedet mødte jeg en Peter Salomon med morgenhår og mundbind. Én fra hans eget køkken, der er placeret under mit eget, var testet positiv. Da jeg senere på ugen stod udenfor Peters vindue og interviewede ham til den her artikel, spurgte jeg ham blandt andet, hvordan stemningen var i køkkenet netop den søndag.
»Stemningen var chill nok,« fortæller han, trækker på skulderen og fortsætter:
»Vi sad bare sammen i køkkenet og var alle blevet testet negative ved quicktest.«
Humøret tog dog et lille dyk, da det senere på eftermiddagen blev besluttet, at hans køkken skulle gå i isolation.
»Jeg syntes da, det var irriterende. Det besværliggør sindssygt mange ting. Jeg kan ikke gøre de ting, jeg skal have gjort. Kun halvt eller slet ikke.«
Udover isolation skulle Peter, og dem han deler køkken med, skrive til hinanden i en gruppechat, hver gang de bevægede sig ud i køkkenet. Sammen med grundig afspritning af alt, hvad man end havde rørt ved, der skulle forhindre virus i at sprede sig.
Udover et corona-tilfælde blandt beboerne i Peters køkken, så var der to tilfælde længere nede ad gangen i et andet køkken. Hele den afdeling blev spærret af for alle, der ikke boede der. På døren til gangen havde nogen klistret et hvidt stykke papir med ordene ”Corona Karantæne Ingen Adgang”. Det var ikke meget andet end stilhed og lukkede døre, der mødte mig, de gange jeg selv i løbet af ugen krydsede Peters ende af gangen på min vej ud i den friske luft.
»Jeg har været hjemme, for jeg gad ikke at være i isolation på kollegiet, når jeg kunne være hos mine forældre,« fortæller Peter mig, mens han sidder med benene hængende ud over vindueskarmen på sit kollegieværelse.
Helt så stille har der trods alt ikke været i mit eget køkken, der ligger på gangen mellem to af de coronaramte gange. Bøffen i coronaburgeren om man vil.
Asbjørn Heide-Ottosen, der også går på 2. semester, bor på samme gang. Hans køkken ligger dog i den modsatte ende af dette smittefrie smørhul. På trods af det, så jeg ikke skyggen af ham hele ugen. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham med henblik på et interview, men han var tæt på umulig at få fat på. Jeg spurgte tilmed et par af hans naboer, der heller ikke havde hørt meget fra ham.
»Vi har spurgt ham, hvornår han vender tilbage. Det ved han ikke,« fortalte en nabo, der også var villig til at komme med en vurdering af stemningen i deres køkken på vegne af Asbjørn.
Ligesom på min side af gangen, herskede der en rolig stemning, der nok primært var hjulpet på vej af den kontinuerlige strøm af negative PCR-tests. Et af de nye krav efter smitteudbruddet var nemlig, at alle beboere på hvert køkken skulle testes negative for corona to gange, før man kunne begynde at lukke sig selv ud i verdenen igen.
Men det lokkede ikke Asbjørn tilbage, og hans forsvinden fra gangens overflade gjorde det selvfølgelig ikke nemmere at bikse en artikel sammen, der i forvejen bevægede sig på amputerede ben. Noget tid efter mit interview med hans medkollegianere, hørte jeg dog fra ham. Han havde taget flugten i sommerhus. I skrivende stund er han dog vendt tilbage på det nu tilsyneladende smittefrie kollegie. Syv-ni-tretten.
Jeg var altså den eneste journaliststuderende på 4. Maj-kollegiet, der ikke valgte at søge ly andetsteds i løbet af ugen. Havde jeg haft familie i Odense eller tæt på, så skal jeg da heller ikke udelukke, at jeg var sneget mig ud ad kollegie-bagdøren og fløjet fra coronareden.
Hvis vi kan kontrollere smitten her, kan vi også gøre det alle andre steder
Men hvad har jeg så fået ud af en kollegie-nedlukning midt i al den snak om genåbning? Havde jeg skulle forholde mig til det spørgsmål i starten af coronaugen, så havde jeg nok slået mig selv lige i smasken. Udsigten til en uge i karantæne fra en omverden, hvor Mette Frederiksen ellers var begyndt at varme godt op under genåbningssnakken, og hvor den første dosis vaccinedråber nu flød i over en halv million danskere, var på daværende tidspunkt frustrerende.
I det mindste kunne jeg dele den frustration med dem, jeg bor med. Køkkenfamilien er blevet endnu tættere i løbet af ugen, der er gået. Netflix-bucket-listen er blevet kortere. Det har endda været ok at få tæsk i ’500’. I det mindste havde jeg nogen at spille med. Havde jeg selv haft corona og boet alene, så havde den her artikel sikkert været meget tungere at skrive.
Så selvom jeg har fået endnu tørrere hænder af al den håndsprit, og selvom genåbningsselvtilliden fik et hak på tuden, så er jeg nu endnu mere sikker på, at der er lys derude et sted. For hvis det kan lade sig gøre at bremse smitten på et kollegie, hvor man deler bad og køkken, så tegner det altså positivt for alle andre fællesskaber, tror jeg. Også for vores studie.
Samtidigt har mine hænder heller aldrig været mere bakteriefrie, og det kan vel også noget.