Foto: Anika Lori
Marie Louise Tüxen er forfatter og vært på podcasten Om søndagen græder vi sammen med forfatter og instruktør Hella Joof, som er en podcast for de såkaldte søndagsramte. LIXEN har været hjemme hos Marie Louise Tüxen for at tale om, hvad det betyder for hende at sætte sig selv på spil i sit arbejde.
Jeg spotter efternavnet Tüxen og holder den runde knap nede i noget tid, der lyder et hallooo fra dørtelefonen. Det er Marie Louise Tüxen, hun låser gadedøren op, og jeg går op ad trapperne i opgangen til 3. sal, hvor hoveddøren til venstre står på klem. I den lille entré hænger jeg min jakke, men mine sko behøvede jeg skam ikke at tage af, fortæller hun og byder mig indenfor i privaten på Islands Brygge.
Vi smalltalker i køkkenet til rolige toner af jazz, som hun afspiller fra sin mobil til en højtaler på køkkenbordet. Jeg er nervøs og målløs, som Marie Louise Tüxen står dér stilsikkert klædt i sort: en buksedragt med bælte snøret ind i taljen, en tætsiddende, skinnende langærmet trøje under og kraven knappet op i halsen. Hendes negle er lakeret i rød, og læberne er ligeledes malet med rød læbestift.
Gårdhaven, tænker jeg febrilsk og begynder i kluntede vendinger at snakke om dens charme, dens hygge. Vi kan kigge ned til den fra køkkenvinduerne, det er svært at se nogen form for charme eller hygge i gårdhaven midt i februar, hvor de to træer i hver sin ende står blottet for blade, og planterne i altankasserne for længst er visnet.
Fra kulturjournalist til forfatter
Marie Louise Tüxen er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og har arbejdet som kulturjournalist på magasiner som Romeo + Julie, Vs. Magazine og Cover. Hun har skrevet musikanmeldelser i Soundvenue samt essays og klummer i magasinet Københavner, Information og Berlingske:
»Jeg skrev en del om mode og lavede portrætter af kunstnere, designere og forskellige andre kulturpersonligheder. Jeg prøvede at udvikle min skrivestil, hvordan ville jeg i grunden skrive? På det tidspunkt var det vigtigt for mig ikke at skrive feminint, det havde jeg et stort oprør mod. Det skulle ikke gøres så blødt og damebladsagtigt; du ved, så havde jeg læbestift på tænderne, og så knækkede jeg en hæl i brostenen.«
Vi sidder over for hinanden ved det mørkeblå spisebord i køkkenet. Marie Louise begynder at fnise, da hun kommer i tanke om en kompliment, hun fik af sin redaktør, da hun var praktikant på Romeo + Julie:
»Min redaktør sagde til mig: ‘Du skriver jo helt som en mand, Malou (red. kaldenavn)’. Jeg tænkte: yes, nailed it. Det er i grunden pudsigt, at jeg kan huske den kompliment så tydeligt – og som et adelsmærke – når man tænker på, at jeg har udgivet en total lyserød bog med røde negle på omslaget – ikke desto mindre havde jeg dette opgør mod det kønnede i skriften.«
Marie Louise Tüxen bruger ordet metaltræthed til at beskrive den følelse, som hun begyndte at mærke i sit arbejde med at skrive om dét, der udspillede sig på kulturscenen og catwalken. Hun fik en lyst til at fortælle sine egne historier og bruge sine egne ord, for hun ville ikke beskrive andres liv, men sit eget:
»Det blev tydeligt for mig, at jeg ikke længere skulle arbejde med kulturjournalistik og løfte andre til at være noget smukt gennem sproget. Jeg ville have lov til at løfte sproget, som jeg syntes, det skulle løftes.«
I 2017 udkom hun med sin autobiografiske debutroman Jeg ser mig selv som rytmisk, hvor hun har blandet erfaringer fra sit eget liv med fiktionen.
Forinden debuten som forfatter arbejdede hun som vært på Radio24syv på Nattevagten og Bikinilinjen. Det sidstnævnte radioprogram startede med at være et satireprogram, men det udviklede sig hen over en sommer til at blive et personligt og hudløst ærligt program, hvor Marie Louise Tüxen og Mathias Helt i metaforisk forstand klædte sig af for hinanden og lytterne.
De to forgreninger
»Hvad var det nu, jeg sad og kom i tanker om. Åh. Kender du det? Jeg havde det lige visuelt for mig oppe i hovedet,« svarer Marie Louise Tüxen og begynder at bruge sine hænder til at visualisere de to grene på det træ, som hun ser for sig. Hun spørger, om jeg ikke vil stille spørgsmålet igen.
Jeg tænker, om der ikke kan være en indre konflikt ved at bruge og give af dig selv i dit arbejde?
»Jo, det kan der; de to forgreninger serverer jeg for dig her. Den ene gren er mig, der ser en konflikt, fordi der er et misforhold mellem mig som privatperson, der er civiliseret og passer på mit privatliv. Den anden gren er skriveren i mig, som er ganske uciviliseret og gerne vil vende vrangen ud. Privatpersonen i mig kan blive flov, skamfuld og pinlig over visse ting, men det kan skriveren heldigvis ikke. For skriveren synes, at alt bør skrives og siges, da det kan være storslået, hvis formen er god.«
Vi begynder at tale om hensynsfuldhed og hensynsløshed som de to kontraster parallelt med privatpersonen og skriveren. For Marie Louise Tüxen er det vigtigt at insistere på retten til at bruge sine egne historier, hvor hun udmærket ved, at hun skal kunne stå inde for det, hun sætter i verden.
Forfatteren og podcastværten fortæller, at hun faktisk har gjort det til en dyd at bruge sig selv i sit arbejde, da hun har fundet ud af, at det er dér, det sitrer for hende. Hun griner et kort øjeblik:
»Jeg passer i grunden enormt meget på mit privatliv, selvom jeg fortæller om noget meget privat. For eksempel i podcasten sammen med Hella kan det lyde, som om jeg fortæller noget intimt til en veninde, hvilket jeg sådan set gør. Men jeg er fuldstændig bevidst om, hvilken form jeg fortæller det i, hvilket sprog jeg bruger, hvilke detaljer jeg tager med, og hvilke jeg ikke tager med.«
Selvbevidstheden og gården
Vi har ét punkt tilbage på min notesblok, hvor jeg har skrevet selvbevidsthed med blå kuglepen. Den uomgængelige selvbevidsthed kan vi begge nikke genkendende til, den kan være en beskyttende film, hvis man spørger Marie Louise Tüxen:
»Jeg er enormt selvbevidst, når jeg siger eller skriver noget, som virker afvæbnende, er det naturligt, men også en bevidst handling. Jeg bruger mine erfaringer og mit liv, når jeg skriver eller laver podcast. Derfor bliver jeg nødt til at være enormt bevidst om, at det også er en performance, når jeg skriver og snakker så ærligt og intimt.«
Hun understreger, at selvom hun er bevidst om iscenesættelsen af sig selv og den performende selvbevidsthed, så kommer ordene stadig fra et åbenhjertigt sted, når hun giver af sig selv. Vi er stille for en kort stund, og lader hendes ord svæve i køkkenet, hvor højtaleren på køkkenbordet stadig jazzer og skaber fornemmelsen af en lounge.
»Det betyder jo ikke, at ting ikke opstår spontant og organisk,« fortæller Marie Louise Tüxen og indleder sit eksempel:
»Nu kan vi lige så godt tage dagen i dag som en performance, hvor jeg skal møde et nyt menneske, som er dig, og jeg skal i øvrigt levere noget, du kan bruge til noget, som ikke er en rodebutik. Når du så kommer ind i rummet, og du har været her lidt, så kan jeg jo mærke, at du vil mig det godt,« fortæller hun med et grin og fortsætter:
»Derfor performer jeg mindre og er mindre selvbevidst, for vi sidder og laver en udveksling, som vi begge har lyst til.«
Du må undskylde, at jeg sidder og griner, men jeg kommer så ind hos dig og begynder at snakke om gården.
»Ja, du snakkede hektisk om den gård, som jeg havde svært ved at tune ind på, men da tænkte jeg faktisk, at det er så dejligt menneskeligt. Jeg tænkte, at du er lidt nervøs nu, da vi lige skal møde hinanden. Og du har taget det greb, der hedder; jeg siger noget hverdagsligt, når jeg kommer ind, om noget jeg lige har set og oplevet, og det er hyggeligt. Det kan jeg høre på din gårdsnak, og jeg vidste jo godt, hvad du prøvede at gøre, og det var at skabe et afslappet møde mellem to mennesker.«
Vi griner begge højlydt.
»Og det er bare jordens mest kedelige gård.«