Foto: privat
Danmarks Radios mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, modtog i begyndelsen af november prisen som årets æresalumne på Syddansk Universitet. Det har dog taget mange års arbejde for den tørklædedækkede journalist at nå til, hvor hun er i dag.
Jeg bliver mødt af en tyk næstvedsk dialekt, da telefonen bliver taget. Jeg har fået fat i en travl Puk Damsgård indimellem radiointerviews og en bogturné for hendes nye bog Arabica. Hun undskylder mange gange, at hun har været svær at få fat på i de sidste par uger. Selvom Puk Damsgårds radar oftest peger mod de mellemøstlige breddegrader, så er hun beæret over at modtage prisen som Syddansk Universitets æresalumne 2020.
»Det er en stor ære, især når man tænker på, at det er bredt over universitetet, og at der er så mange, der har gang i alle mulige ting rundt omkring i krogene. Det er jo dels en opmuntring for mig personligt, men forhåbentlig kan det også være inspirerende i forhold til, hvad man kan bruge netop journalistfaget til.«
Den spirende journaliststuderende
I 2003 blev Puk Damsgård optaget på bacheloren i Journalistik på Syddansk Universitet. Det skete efter, at hun havde tilbragt sommerferien i Bagdad med en veninde, hvor de havde snakket med unge om livet under Saddam Hussein.
»Jeg arbejdede frivilligt på universitetsradioen i København, fordi jeg havde en veninde, der læste på universitetet. Jeg fik så den idé i maj måned det år, at jeg ville til Irak for at lave nogle historier om de unge, der havde levet under Saddam Hussein hele deres liv. Jeg ville prøve at sætte fokus på, hvorvidt de følte sig befriet eller besat, og hvad det egentlig vil sige at være en ung iraker. Jeg var afsted sammen med en fra skolen, og vi fik lavet nogle radiodokumentarer til DR Ung, og så fik jeg lavet min første artikel, der kom i Jyllands-Posten. Så det var ikke kun for at være turist, det var for at lave journalistik, selvom jeg jo ikke vidste særligt meget om det.«
Trods den lille forhåndsviden om faget, var Puk Damsgård dog drevet af journalistikken, og hun gik til studielivet med åbne arme. Hun flyttede efter optagelsen på Syddansk Universitet til Odense, hvor hun sammen med tre andre journaliststuderende startede et kollektiv. Disse fire er stadigvæk blandt hendes bedste venner den dag i dag, fortæller mellemøstkorrespondenten.
»Da jeg kom hjem fra Bagdad i året for reformationen, var jeg fuldstændigt optændt af, at jeg ville ud i verden og rapportere. Derfor var jeg også meget målrettet, imens jeg gik på studiet, fordi jeg gik benhårdt efter at komme i praktik på Jyllands-Posten. Her vidste jeg nemlig, at de sendte praktikanter til udlandet på opgaver. Jeg tog til Afghanistan i en måned i den første sommerferie – også under fjerde semester – da vi havde fortællende journalistik med Tom Buk-Swienty, hvor jeg og min studiekammerat Marie, som jeg også var afsted med første gang, tog til Afghanistan i tre uger.« fortæller Puk Damsgård og fortsætter:
»Under vores to ture til Afghanistan under studiet kontaktede min studiekammerat Marie og jeg Tiderne Skifter og udgav en bog fra det, der hedder Mellem Taleban og Fremtiden om de unge. Det var den første bog. Og vi var jo lidt snedige, for det var også i forbindelse med, at vi havde et forløb med Tom Buk-Swienty om fortællende journalistik. Vi havde jo været i Afghanistan i sommerferien og gik ind i på fjerde semester, hvor vi kunne sige, at vi skulle til Afghanistan og færdiggøre projektet. Det, vi endte med at sende til ham til eksamenen, var så dele af bogprojektet.«
Ingen 12-talspige
Selvom at Puk Damsgård havde stor interesse for journalistfaget og arbejdede hårdt for at nå sine mål, vil hun i dag ikke beskrive sig selv som en 12-talspige. Der blev drukket lige mange øl som hendes medstuderende, og weekenderne blev ofte brugt på at ligge vandret.
»Jeg har aldrig været 12-tals studerende som sådan, men jeg var meget engageret, og det var jo lige før, at vi tog soveposerne med, når vi havde nogle af de hårde forløb på universitetet. Derudover var jeg chefredaktør for RUST og havde de sideløbende projekter i Afghanistan. Jeg var bestemt meget til stede på studiet, men jeg gik også meget på Boogies – faktisk både torsdag, fredag og lørdag.«
Det hele gik dog ikke uden knas i maskineriet. Puk Damsgård forklarer, at hun på samme vis som alle andre, der kæmper sig igennem sin bachelor i Journalistik, frygtede panikdagen i maj på trods af sin stilling på RUST og de adskillige rejser til Mellemøsten.
»Den der panikdag var jo forfærdelig. På det tidspunkt blev man jo ringet op fra klokken seks om morgen, og alle havde jo indleveret fem ansøgninger, og nogle steder ville man jo mere end andre. Der var den her stemning omkring det. At man var nervøs, og at man følte at hele ens liv stod og faldt med, hvorvidt man kom i praktik og hvorhenne. Det var jo forfærdeligt, og det har sikkert ikke forandret sig.«
Dog understreger Puk Damsgård, at det er vigtigt ikke at gå i panik, hvis man ikke får sin drømmepraktikplads.
»Det er jo meget interessant, at i nuet er det, som om at man aldrig nogensinde vil kunne lave det, man har lyst til, hvis man ikke kommer i praktik det sted, man drømmer om. Men det er jo ikke sådan, virkeligheden er. Det er vigtigt at sige på den anden side. Sådan er det jo aldrig.«
Praktik i Pakistan
Puk Damsgård endte med at komme i praktik på Jyllands-Posten, som var førsteprioriteten. Men hun søgte også ind på andre landsdækkende dagblade som Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Information, forklarer hun. Det vigtigste var, at hun ville kunne rapportere fra Pakistan og Mellemøsten, så måtte vejen dertil forme sig efter hendes fodspor.
»Jeg kom jo i praktik på Jyllands-Posten. Her var jeg i Pakistan to gange, og mens jeg var i praktik, søsatte Jyllands-Posten forberedelserne til Galathea-ekspeditionen, som var en otte måneder lang jordomsejling på et af søværnets skibe med en masse forskere ombord. Der søgte jeg om at komme med, selvom at turen lå efter min praktiktid. Jeg fik en plads i tre måneder. Så jeg tog faktisk orlov i et halvt år. Det betød, at jeg ikke gik direkte tilbage til studiet og skrev bachelor.«
Puk Damsgård var dog fast besluttet på at færdiggøre sin uddannelse, og fortsatte da hun vendte hjem fra turen.
»Da jeg kom hjem fra jordomsejlingen, flyttede jeg fire måneder til Pakistan og dækkede Pakistan og Afghanistan, hvor jeg så afsluttede mit studie. Jeg skrev min bachelor fra et luderkvarter i Lahore i Pakistan, hvor jeg fik det kombineret med, at jeg lavede alt muligt andet for Jyllands-Posten. Min bachelor var også en af de artikler, der blev bragt i avisen.«
Krigsrapporterende kontormus
Men der var ikke altid fart over feltet i Puk Damsgårds karriere. Da hun vendte tilbage til Danmark efter at have skrevet sin bachelor, blev hun fastansat på Jyllands-Postens kontorer i Danmark.
»Jeg kom hjem og blev ansat som uddannelsesmedarbejder fra august 2007. Der gik ikke så mange måneder, før jeg kunne mærke, at det ikke var det, jeg ville. Jeg ville til Pakistan og være freelancer. Jeg spurgte først Jyllands-Posten, om de ville udstationere mig i Pakistan. Det ville de ikke. Så sagde jeg op og gik nedenunder og sagde til udlandsredaktøren, at jeg flyttede til Pakistan, og at hvis han ville have noget, måtte han ringe. Det var sådan jeg fik en aftale med Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og det, der dengang hed DR2 Udland. Jeg dækkede herefter Pakistan og Afghanistan fra januar 2008 til maj 2010, hvor jeg blev smidt ud af Pakistan og flyttede til Afghanistan med en aftale med DR og Jyllands-Posten som freelancer. I foråret 2011 fik jeg så jobbet som Mellemøstkorrespondent for DR og flyttede her til Mellemøsten. Først til Beirut og så til Kairo, hvor jeg stadig bor i i dag.«
Der er ingen tvivl om, at Puk Damsgård er en journalist med fart på, men især én ting tager hun med sig fra den beslutsomme opsigelse.
»Jeg tror pointen er, at hvis jeg ikke havde sagt mit job op på Jyllands-Posten og var taget ud i verden, så havde jeg nok heller ikke været så godt et kort, hvad angår at få stillingen som mellemøstkorrespondent. Det var jo et altafgørende vendepunkt for mig, når jeg ser tilbage på det. Da jeg flyttede til Pakistan, var det ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være der resten af mit liv, men det var vigtigt for mig, at jeg fulgte min mavefornemmelse.«
Studielivets stramme greb
Selvom Puk Damsgård synes at have styr på det hele, helt tilbage til før hun begyndte sin journalistuddannelse. Så gav tiden på Syddansk Universitet hende nogle uundværlige redskaber og relationer, som hun ikke ville have været foruden.
»Vi arbejdede jo sammen om blandt andet TV, så det havde jeg snuset til, da jeg startede på Danmarks Radio. Hele det fundament, som jeg stod på og blev klædt på til, gjorde at jeg kunne gøre det godt i praktiktiden, hvor der blev lagt endnu mere pres på, fordi man indgik på redaktionerne som en almindelig medarbejder. Derudover var Syddansk Universitet et rigtigt godt middel til at få et indblik i akademiske fag som europæisk civilisationshistorie, sociologi, filosofi, dansk og så videre, som gjorde, at jeg følte, at jeg blev klædt bare lidt bedre på.
Det var dog ikke kun det faglige, studietiden gav hende, men også relationer som hun stadig holder fast i den dag i dag.
»Jeg har fået venner for livet af studiemiljøet. Det var også vigtigt at være ude i livet synes jeg, hvilket også er hvorfor, jeg ikke var nogen 12-talsstuderende. Jeg kom sgu altid sent hjem fra Boogies. Men det var også vigtigt for mig, at vi kunne få lov til at være så praktiske ved siden af studiet. Man havde jo muligheden for at kaste sig over alt muligt i sin fritid, hvis det var det man ville – selvom at man ikke havde så meget af den. Så kunne man kaste sig ud i at bruge det, man lærte til at øve sig på. Om det så var Afghanistan, eller om man lavede noget andet, for eksempel sport, ved siden af.«
Ingen mode-journalistik
Der er ingen tvivl om, at det har været en bumpet vej at gå fra at være journaliststuderende til modtager af den årlige æresalumne pris, men det vigtigste for Puk Damsgård har været at holde fast i sig selv undervejs.
»Jeg forsøger at være meget mig selv. Jeg kan huske, da jeg startede på DR, at der kom en manual til, hvordan man opbyggede et TV-indslag, og hvad der dengang var på mode. Det handlede blandt andet om, hvilke billeder man startede med, og hvordan man fik vinklen ind. Fordi jeg arbejdede udenfor huset (red. DR-byen), kunne jeg tage mig den frihed at være mig selv i det og ikke at overtage et særligt TV-sprog, hvor man ’Taler. Sådan. Her. Bare. Fordi. Man. Er. På. Fjernsynet’.
At bringe Mellemøsten hjem til far
Puk Damsgård overlader dog ikke alt ansvaret for sin succes til sin viljestærke personlighed. For hende har det vigtigste altid været at formidle Mellemøsten til dem, der ikke normalt beskæftiger sig med den, forklarer mellemøstkorrespondenten.
»Jeg tror, at jeg skriver bøger til de danskere, som ikke beskæftiger sig med Mellemøsten til daglig. Og jeg ser en stor ære i at skulle forsøge at formidle historier fra en region, som der jo er mange forestillinger omkring. At prøve at prikke hul på nogle af de bobler der er og at vise forskellige sider af Mellemøsten. Skabe noget identifikation. Det er det, jeg ser som min fornemmeste opgave. At forsøge at bringe Mellemøsten hjem så selv min far, som virkelig ikke interesserer sig for det, kan forstå, hvad det er, jeg skriver.«
Der er efterhånden gået nogle år siden, Puk Damsgård travede frem og tilbage på Medietorvets gange, men inden vi slutter vores telefonsamtale, giver hun nogle råd til os studerende, der går på gangene i dag.
»Vær dig selv i det. Tro på, at du godt kan forfølge det, du drømmer om at lave – især når du er ung. Nu var jeg en lidt ældre studerende. Jeg var jo trods alt 24-25 år, da jeg startede. Jeg turde at sige mit job op, fordi jeg tænkte: ’hvad er det værste, der kan ske. Jeg har ikke noget hus eller en familie, jeg skal tænke på, så det et er ikke sådan, at jeg er afhængig af nogen fast indtægt’. Det at turde gå sine egne veje og ikke være så optaget af hvad omverdenen tænker og siger, men egentlig være meget sig selv, og tro mod sig selv, det tror jeg, er det vigtigste.«