Foto: Emil Skjelbo Bruun
En mand mange politikere helst undgår – og med god grund, for Brian Weichardt er en af Danmarks skarpeste politiske journalister. Men i virkeligheden var det lidt et tilfælde, at han blev journalist. Jeg mødte ham til en snak om, hvad det er, der driver ham.
Vi mødes på Assistens Kirkegården på Nørrebro, jeg har fået lov til at bruge et par timer af hans tid, her på hans sidste fridag i efterårsferien. Det er egentlig mig, der skal spørge ham, men vi når kun lige at mødes, inden han spørger: »hvorfor i alverden vil du lave et portræt af mig?«
Den frække dreng fra Vestegnen
Brian Weichardt har i snart 15 år været journalist, og i 10 af dem har han dækket politik for Ritzau, Radio24syv og nu Ekstra Bladet. Han er vokset op i en boligblok på Vestegnen, uddannet cand.comm i journalistik fra Roskilde Universitet og i dag er han bosat på Frederiksberg.
Det var slet ikke meningen, at Brian Weichardt skulle være journalist. Han interesserede sig mere for menneskelige relationer, og han startede derfor med at læse socialvidenskab. Det førte ham og en gruppe venner til Østeuropa, hvor de studerede, hvordan minoritetsgrupper havde det i andre samfund. Han skulle dog også vælge et andet fag, og her faldt valget på journalistik.
»Jeg har jo altid fulgt med i medierne, og en dag læste jeg en artikel, om smuglersodavand i kiosker. Indledningen var noget med: “han står og smiler, men der kan være mord bag”. Så sagde jeg til mig selv: “det der kan jeg gøre bedre!”. Det var selvfølgelig ikke kun den artikel, men jeg husker den stadigvæk.«
Der går ikke ikke mange minutter, før Brian Weichardt hiver cigaretpakken op af jakkelommen, og tænder den første smøg, mens han snakker videre.
En fremmed fugl
Første gang, jeg hørte om Brian Weichardt, var da han som vært i radioprogrammet 100% Brian på Radio24syv, udfordrede politikerne med hans meget konfrontatoriske og konkrete spørge-stil. Selv vil han dog beskrive sig mere som en pleaser, der hader hvis tingene bliver for tåkrummende. Den konfrontatoriske spørge-stil opsnappede journalisten i løbet af de 5 år, hvor han var kriminalreporter.
»Jeg har da også mange gange tænkt på, at det jeg har taget med ved at sidde i retssale og høre de bedste advokater udspørge tiltalte, det er deres spørgeteknik. Den er jo så konkret: “hvor var du den dag? Var du ved bageren, eller var du i kiosken.” Jeg har jo siddet og fået det ind i ørene gratis i fem år. Så jeg prøver at tænke ligesom dem, når jeg skal lave et interview.«
Brian Weichardt har lidt et ry for at være den frække dreng i klassen, og i sin jagt på svar har han ofte taget kreative metoder i brug. Tilbage i 2017 meldte han sig ind i Venstre for at få svar på, hvorfor partiets spidskandidat i Københavns kommune kunne leje et lokale gratis på rådhuset. Og selvom han allerede efter én måned på Ekstra Bladet fik frataget sin presseadgang til Christiansborg på grund af klager over ham, så mener han stadigvæk, at han har klare grænser for, hvad han vil gøre.
»Jeg har så mange grænser, men jeg vil også gerne have, at politisk journalistik er lidt sjovere. Jeg tror, at hvis man laver noget, som folk synes er underholdende, så hører de meget bedre efter. Altså, bare på Radio24syv lykkedes det mange af mine kollegaer at gøre politik sjovt. Det er ikke for at være led eller grænseoverskridende.«
Og lige præcis tiden på Radio24syv var en sjov tid – og en vild tid, hvor Brian Weichardt, en fyr fra Vestegnen, pludselig endte blandt nogle af landets store kulturpersonligheder.
»Altså, du kunne tage en cigaret, og så stod Frederik Cilius, Mads Brügger og alle mulige vilde mennesker med kreative hjerner. Jeg følte mig faktisk lidt som en fremmed fugl.«
Selvom han i langt størstedelen af sin karriere har arbejdet med at skrive artikler, og nu her på Ekstra Bladet også laver videoer en gang imellem, så var det tiden på Radio24syv og det med at lave radio, der har været det mest specielle for ham. Og derfor blev jeg også nødt til at spørge, hvordan han havde oplevet lukningen af radioen.
»Jeg troede aldrig, at vi ville lukke, så da det rent faktisk stoppede, så var det jo bare en kort proces. Det var jo også en kæmpe nedtur. Men jeg tænker ikke på det mere, fordi jeg ikke gider tænke på det mere. Det var jo bare sådan det var.«
Drivkraften
Brian Weichardt mener , at der er for meget journalistik i dag, som handler om, at man tager et interview med en politiker, der siger, hvad de går ind for, og så stiller man om til en politisk kommentator, der så siger, hvad der egentlig bliver sagt. Det kan undgås, hvis journalisten lavede et bedre interview.
»Det kan have sin berettigelse en gang imellem, men som almindelig drivende motor skal vi ikke den vej, der skal folk selv se politikeren stå at svede.«
Mens vi går hen ad stierne, er der noget, han bliver ved med at gentage. Det er fra en bog han engang har læst, Mussolini Kanalen hedder den, og der er en særlig passage, han tænker meget over. Passagen beskriver, hvordan politikerne før i tiden, for at blive hørt, skulle stille sig op på en ølkasse på torvet og råbe ud til folk, hvad de mente. Noget Brian Weichardt har svært ved at genkende i dag.
»I dag får politikere jo puder på næsen og spørgsmål på forhånd, og alle mulige ting der gør, at umiddelbarheden forsvinder. Det spontane, det overraskende bliver tit pillet ud af det. Min oktan kører godt, hvis jeg føler, at jeg gør et eller andet der overrasker politikerne, eller viser dem på en anden måde, end de pæne billeder som vi er vant til at se. Det gør, at jeg kan blive ved.«
Selvom der på Brian Weichardts jobtitel står politisk journalist, så vil han helst ikke være på Christiansborg, og han snakker sjældent med en politiker, uden at en mikrofon er tændt i nærheden. Han er ikke vild med den arbejdsmetode, hvor man går op og ned ad hinanden hver dag. Derfor prøver han at gøre det på en anden måde.
»Stil de åbenlyse spørgsmål, og gør det, når de mindst venter det. Altså gør det en eller anden onsdag, hvis det er en sag der har kørt sidste torsdag, der hvor de tænker på noget helt andet og se så hvad der sker.«
Brian Weichardt gør sig ikke i lange analyser, han stiller de simple spørgsmål, som den almindelige borger på torvet ville stille. Alligevel har han kunnet mærke, hvordan partierne på Christiansborg er blevet mere bevidste om, hvordan de kommunikerer til vælgerne, og særligt en udvikling ærgrer han sig over.
»Politikerne prøver at tale pressen ned. Det er noget af det, der bekymrer mig allermest,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg tror, at vi ender et meget dårligt sted, hvis politikerne begynder at sige, at pressen løber med fake news. Så starter man en snebold, som triller ned ad et bjerg, og du ved ikke, hvor stor dén snebold bliver. Bare se på USA. Det skaber ikke gode, trygge samfund, hvis folk ikke stoler på pressen. Og jeg synes, at vi mærker samme tendens herhjemme, hvor politikere prøver at skubbe til den snebold, hvis de kommer ud i dårlige sager«
Al succes kommer med en pris
Brian Weichardt, som selv har en kone og to børn, har på den hårde måde lært, at man som journalist skal kunne adskille den person, man er på Christiansborg, og den person man er privat. At dække politik kan være mere end et fuldtidsarbejde, og hvis ikke man lærer at stoppe sig selv, kan du arbejde dig selv ihjel.
»Jeg har ikke forstand på stress, men jeg har nogle gange følt, at der var en film, der var ved at knække af arbejde og andre ting. Så jeg prøver at være bedre, end jeg har været, til at slukke for mit hoved. Det er noget, jeg har kunne mærke inden for de sidste par år. Det gjorde jeg også på 24syv. Jeg er simpelthen nødt til at tage mig af det, og derfor arbejder jeg ikke så meget, som jeg kunne,« fortæller han og fortsætter.
»Altså, jeg er skide bange for at skuffe. Det er også en ting jeg arbejder med, fordi det skaber alt for meget stress.«
I forhold til at du ikke gør dit arbejde godt nok?
»Ja, at lave noget der ikke er særlig godt, noget der ikke er lige så godt som sidste gang. Det er en ting, jeg arbejder meget med. Jeg skal finde en balance mellem at blive god til ikke at ville skuffe og samtidig holde et højt niveau.«
Men er det noget, du er blevet med alderen?
»Nej, jeg arbejder meget med det, og det irriterer mig, at jeg har det sådan for dybest set, lad os nu ikke ophøje vores fag til mere, end det er, vi rydder jo ikke landminer, vi skaber ikke fred i verden. Vi prøver at påpege nogle ting, der kører dårligt i samfundet, som nogen skal gøre bedre. Det er jo det, vi kan gøre. Så der er ingen grund til, at vi kører os selv helt ned, og for hvad egentligt?«
Selvom det ikke har været helt uden konsekvenser, er Brian Weichardt ikke i tvivl om, hvad det er, der driver ham, og hvorfor han bliver ved.
»Det jeg gerne vil arbejde for, det er at prøve at slå sprækker ind i det polerede panser, der er i politik med forblommet vendinger, udenomssnak og billige angreb på modstandere,« fortæller Brian Weichardt og fortsætter:
»Jeg vil gerne have, at vi kommer tilbage til dengang, hvor politikerne stod mere rent over for vælgeren – stod på torvet og skulle forklare sig overfor 100 mennesker, der bare kunne stå og skyde på ham. Det vil jeg gerne tilbage til i videst muligt omfang, for der er vi altså ikke i dag.«