Foto: Silas Moody
I starten af 80’erne laver Lars Elbrandt smørsyrebomber på Jagtvej 69. I dag er han politiker, far, sygeplejerske og bedstefar. Én situation blev afgørende for Lars` liv.
En stor dunk løftes med selvsikre hænder. Hænderne må ikke ryste det mindste, når den stinkende smørsyre skal hældes ned i vinflaskens snævre hals. De selvsikre hænder tilhører Lars Elbrandt, der er klædt i sin uni- form: en islandsk sweater, militærjakke og parti- sanertørklæde.
»Vi sad udenfor, for ellers lugtede det for meget,« fortæller Lars, der dengang sad i en gård, som lignede alle andre københavnergårde. Ja, lige bortset fra de politiske slogans, der stod skrevet på facader og bannere. Brosten i vinduerne, der lå klar, hvis der nu skulle komme nogen forbi.
»Jeg syntes, det var enormt spændende og følte sådan set ikke, jeg gjorde noget forkert”, fortæller Lars, der som 16-årige tog toget fra hjemlige Hillerød ind til København, når der skulle ske no- get.«
Konflikten mellem BZ ́erne og politiet blev op- trappet i starten af 80erne. De unge protesterede imod den store boligmangel samtidig med, at byg- ninger stod tomme, mens politiet forsøgte at få de unge til at forlade bygningerne. Politiet forsøgte flere gange at storme ungdomshusene, men udenheld.
En dag tager Lars sammen med en flok med- demonstranter på tur. De vil skabe gang i gaderne og kaste med malingfyldte poser, der skulle pynte butiksfacaderne, som de plejede – den kulørte klat, kaldte de sig. Men den her dag var anderledes for Lars. Han endte nemlig midt i den største massean- holdelse siden 2. verdenskrig.
» Vi blev anholdt, lige inden vi kom ned til AP. Møller. I vores optik var det var helt bevidst, at de ville anholde os netop der. «
BZ ́erne var omringet af politiet, der var bevæbnet med en kasse fyldt med hånd- jern, som de ikke tøvede med at benytte. Lars endte i en celle på Bellahøj politi- station. Frygt og angst fyldte Lars, der lå på det kolde gulv, men tanken om at stoppe blev trumfet af de tydelige mærk- er på håndleddene fra de stamme hånd- jern. Situationen var ændret. Politiet skulle ikke slippe af sted med det her:
»Vi kunne ikke få lov at gøre det fre- deligt mere, så nu skulle politiet have tilbage af samme mønt.«
Fra den kulørte til den sorte klat
Kort tid efter løsladelsen er Lars og demonstranterne igen klar. Men no- get var ændret. De hed ikke længere den kulørte klat, men den sorte klat. Tildækkede fra top til tå løber demonstranterne i høj fart ned gennem Strøget. Tilt!, Lars genkender råbet, der betyder, at demonstranter er begyndt at smadre ting. Et kaos bryder ud. Brosten. Glasskår. Råb. Midt i tornadoen af kaos står en rolig skikkelse. En politimand. Med ét låses Lars politi- mandens rolige øjne.
»Du tør ikke stå ved, det du gør. Du tør ikke vise dit ansigt,« lød det fra politimanden.
Ændret på et sekund
Politimandens ord fik Lars til at spærre øjnene op. »Det sagde pling for nej, det gør jeg ikke. Jeg tør ikke stå ved, det jeg gør,« fortæller Lars. Med ét blev den tordensky, som Lars før var en del af, forvandlet til et fjernt kaos. Mens kaoset rullede videre ned af Strøget, listede Lars væk.
På vej hjem i toget til Hillerød larmede stilheden. Tankerne farede rundt.
»Jeg syntes jo stadigvæk, det var uretfærdigt, at de tog vores huse, men jeg ville ikke være med til den der vold. Hvad skulle jeg så gøre?«
Men da han kom hjem, faldt svaret naturligt. Lars fandt alle politiske programmer og startede fra en ende.
»Jeg er sikker på, at den betjent har været med til at ændre mit liv,« siger Lars, der senere er ble- vet medarrangør af Next Stop-bevægelsen, bestyr- elsesmedlem i SF Hillerød, far, sygeplejerske og sågar bedstefar.