I programmet Mode og Sex går Chris Pedersen under betegnelsen ”Danmarks skarpeste modejournalist.” Listen af betegnelser stopper imidlertid ikke her. Den strækker sig bredt fra journalist og redaktør, med blikket rettet mod kultur og mode, til tilrettelægger, konceptudvikler og tv-vært. Beskæftigelserne freelancer og foredragsholder sniger sig også ind på papiret. Derfor dykker jeg ned i, hvilke journalistiske historier Chris Pedersen har arbejdet med, som har haft en særlig betydning for ham.
I sin treværelses lejlighed på Vesterbro gemmer Chris Pedersen på spændende historier, der vidner om en farverig karriere i den danske mode- og mediebranche. En karriere, som har krævet et tempo, kun sportsudøvere kan konkurrere med. På denne regnvejrsdag er kuglepennen og blokken byttet ud med hvid skjorte og Adidas joggingbukser. Lyden af bløde toner strømmer ud af højtaleren og underbygger den afslappede atmosfære, der hersker herinde bag ruderne til det ellers så larmende København.
Gennem sine runde briller med sort stel har Chris Pedersen stillet skarpt på historierene, der har berørt mode- og kulturlivet. Han har læst både kunsthistorie og kommunikation og har derfra kradset historierne i overfladen og set dem fra en anden vinkel. At det lige er mode og kultur, Chris Pedersen zoomer ind på, er langt hen ad vejen en tilfældighed. Det hele startede med en drøm om at komme væk fra barndomsbyen Kerteminde på Fyn og ind til storbyens larm i København. Allerede dengang var reolen proppet med magasinerne The New Yorker, The Face, ID og amerikanske Vogue, og Chris Pedersen har altid vidst, at det var den vej, han ville gå.
»Jeg har altid vidst, at det jeg skulle arbejde med, var noget der handler om storbyliv. Og det var bare det. Det var nødvendigvis ikke om modeverden, det handlede bare om, at jeg gerne ville arbejde med formidling og journalistik i et moderne og urbant liv,« fortæller han.
Mode, kunst og kultur har derfor altid interesseret Chris Pedersen, og via forskellige veje blev det til det, han senere har formidlet en hel del om.
Foto: Privat.
Hvor det hele startede
Vejen til det journalistiske håndværk tog sit første spæde spadestik, da den dengang 26-årige kunsthistoriestuderende var i praktik i New York. Her skrev han for det pulserende magasin Nylon. I løbet af sit praktikophold stod den i modeugens tegn, og det fik Pedersen til tasterne. Han skrev derfor til Berlingske Tidende, om de ikke ville have nogle reportager fra modeugen.
»Jeg skrev til Berlingske Tidende om de ikke havde lyst til at få nogle reportager derovre fra. Jeg skrev også, at jeg ikke kan skrive. Jeg havde ikke lært at skrive, men jeg vidste, jeg kunne. Så giv mig en lav løn mod, at I redigerer det. Og så gjorde vi det.«
Derfra tog karrieren fart. Den journalistiske karriere startede for alvor, da Chris Pedersen modtog et opkald fra det danske modemagasin Euroman. De spurgte, om han ikke ville være moderedaktør hos dem. Et tilbud Pedersen ikke kunne sige nej til.
»Da jeg startede der, var jeg stadig lidt grøn i at skrive, men der var blandt andet en som hedder Jens Vilstrup, som nu er chefredaktør på Ud og Se, og så var der Kasper Steenbach, der er redaktør på Dossier nu. De hjalp mig med at lære grundhåndværket i at skrive, imens jeg var der,« siger han, og tager en slurk af sin kaffe.
Med hjælp fra læremestrene på Euroman blev statussen som moderedaktør på dette herremagasin startskuddet for Chris Pedersen til at komme ind på den danske mediescene. Siden tiden på Euroman har Chris Pedersen været som en blæksprutte, der har haft armene i kunstverden, med blandt andet en udstilling på kunstmuseet Brandts i Odense, skrevet med blæk hos Politiken, Berlingske Tidende og Børsen, været ansigt for mange tv-programmer hos DR. Ja, listen er umådelig lang.
»Darling. Don’t worry. What do you want to talk to me about?«
Selv med en lang karriere i bagagen, skal der ikke graves længe i hukommelsen, før Chris Pedersen finder frem til det interview, der har gjort et særligt indtryk på ham. Episoden er fra New York, og Chris Pedersen skal interviewe den ikoniske designer Diane Von Furstenberg. En kvinde, som med Chris Pedersens egne ord, er en ”rigtig societydronning”. Hun blev med sit design af skjortekjolen i 70’erne billedet på den moderne New Yorker kvinde. Det var derfor ikke et hvilket som helst interview, den grønne journalistspire, Chris Pedersen, skulle lave. Med lys i øjnene og ivrige armbevægelser fortæller han om sit møde med den ikoniske kvinde.
»Jeg kan huske, at jeg var rystende nervøs, for jeg havde ikke forberedt spørgsmål. Altså jeg vidste ikke, hvordan man gør det her. Jeg havde ligesom ikke et ark med. Jeg havde bare en båndoptager, jeg havde købt nede på Broadway,« siger han med et blik, der fortæller, at han er taget tilbage ad memory lane i netop dette øjeblik.
Med en beroligende hånd fra societydronningen og med ordene ”darling. Don’t worry. What do you want to talk to me about,” gennemførte Chris Pedersen interviewet. Det mundede ud i en 35 minutters samtale og otte sider i Eurowoman. For Chris Pedersen betød interviewet noget ganske særligt. Det lærte ham noget, han sidenhen har taget med sig på sin videre færden i den journalistiske verden.
»Jeg lærte at erkende min egen svaghed og nervøsitet. Og at nervøsiteten gjorde, at hun lagde hånden på mig og måske svarede mere ærligt. Jeg tror, at en af de ting jeg har taget med videre er, at jeg altid går til folk som mennesker. Jeg vil ikke beskrive mig selv som kritisk journalist. Jeg analyserer meget.«
Interviewet lærte også den etablerede journalist, at man som interviewer kommer langt med ærlighed. Et redskab han bruger, når han som journalist giver noget af sig selv. Det har i mange situationer gjort, at Chris Pedersen har fået det med hjem, han gerne ville frem for at være ”helt iskold i røven,” som han selv formulerer det.
»Det var frygteligt. Frygteligt.«
Når Chris Pedersen kører i et højt tempo på karrierevejen, skifter han selv gear. Én enkelt gang på autopilot gav ham en lærestreg, han aldrig glemmer.
»Da jeg stoppede på Euroman, var jeg rimelig sådan ”easy-going”. Jeg gik rimelig meget i byen. Jeg havde også vænnet mig til, og det tror jeg var fordi, at Euroman var så cool et sted, så jeg tror også, at jeg havde vænnet mig lidt til at køre på autopilot. Man får meget forærende, hvis du har et stærkt brand i ryggen. Så kan du gøre rimelig meget, hvad du vil. Og det tror jeg, at jeg lænede mig lidt ofte tilbage i, i den position.«
Interviewet, som har lært Chris Pedersen, hvad man absolut ikke må gøre, startede da magasinet Nylon ringede til ham. De ville have et interview, og Chris Pedersen ville gerne skrive det. Med en vane i at køre på autopilot, var ”lyttebøfferne” ikke slået lige så meget ud, som de plejede. Chris Pedersen var for smart til at læse de tilsendte e-mails ordentligt, og han regnede derfor med at klare interviewet på charmen. I opkaldet fra Nylon hørte han det som Sune Wagner, forsanger i bandet The Raveonettes, han skulle interviewe. Det viste sig derimod at være en anden Sune, der sad i den varme stol.
»Og så spørger jeg efter Sune, og så siger hun ”Sune Rose, jamen han er lige herovre”. Og så står jeg og kigger, og så er jeg sådan lidt ”Sune Rose?”. Og så gik det op for mig der, at det ved jeg ikke, hvem er. Overhovedet,« siger han med et skævt smil.
Dét ord Chris Pedersen bruger om interviewet, er frygteligt. Både for ham selv, men også for kilden. Det lykkedes dog Chris Pedersen at få stablet en artikel på benene, men det gav ham en vigtig lektie med i bagagen.
»Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det er et stort privilegium, at folk gider at åbne dem selv eller åbne deres dør for én. Og det skal man eddermame tage alvorligt. Og det gjorde jeg ikke der. Der var jeg for høj i hatten. Og det kan jeg huske, at det var en ting, jeg tænkte meget over, og som jeg tror gjorde, at jeg i hvert fald efterfølgende, lige meget hvem jeg taler med, tænker at man skal behandle dem ordenligt. Og man skylder folk at gå hen og ville noget ordenligt med dem,« siger Pedersen bestemt.
Selvom Chris Pedersen begik en fejl dengang, så er det sidenhen blevet til et utal af interviews, som har været med til at flytte ham hen, hvor han er i dag.
Hvad så nu?
Hvis man spørger Chris Pedersen, hvad der skal ske nu, så svarer han, at det ved han ikke. Han har for nyligt sagt sit job op på Danmarks Radio, og nu leder han efter nye muligheder, der kan være med til at realisere kommende projekter. Dog står det klart for Chris Pedersen, at han ønsker at arbejde mere og bredere med kultur. Lige her og nu ser han, hvad der sker.
»De sidste fem-seks år har jeg arbejdet ekstremt meget. Og har ikke rigtig stillet mig selv spørgsmålet om, hvad skulle der ske nu. Og det er så lige nu. Nu tænker jeg mig lige om, og nu ser vi hvad der sker,« slutter Chris Pedersen interviewet af med.