»Du kender det helt sikkert. Der er nogen, der stiller dig et spørgsmål; et rigtig træls spørgsmål. Hvad er så løsningen? Jo; nogle vælger simpelthen decideret at omgå sandheden.«
Med denne tilskyndelse til identifikation indledte vært Johannes Langkilde forleden ‘Det Politiske Talkshow’ på DR1. Hermed var kimen lagt til 37 minutters venskabelig samtale med ugens 3 politiske gæster: Venstres Claus Hjort Frederiksen, Socialdemokratiets Magnus Heunicke og den nybagte partifader Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Fremad. De 4 samtalepartnere (Johannes Langkilde medregnet, for han fremstår netop som blot en samtalepartner) fylder tiden ud med fifs til at undvige ubehagelige spørgsmål og pakker det hele ind i en masse hyggelig klukken.
»Så siger du måske: ‘Jamen du svarer ikke på mit spørgsmål!’, og så svarer man helt afslappet: ‘Jojo, jeg svarede,’ og så gentager man bare, det man sagde første gang. Og så er de der 2 minutter, man har direkte i TV AVISEN ligesom overstået«.
»Hæhæhæ.«
»Hæhæhæ.«
»Hæhæhæ.«
Det hele fremstår frygteligt tilforladeligt. Politikerne er vores venner, må vi forstå, og vi kender jo så udmærket selv behovet for at tale udenom. Programmets agenda er altså klar: Gennem jovial og benene-over-kors-agtig samtale skal seeren forstå, at talkshowets panel består af helt almindelige mennesker – med andre ord; at folketingspolitikere er akkurat som alle andre. Det åbenlyse problem med den præmis er, at den er falsk. Hverken Claus Hjort, Magnus Heunicke eller Simon Emil er almindelige mennesker; de er magtmennesker. Som magtmenneske har du særlige privilegier og samtidig et særligt ansvar. Der er fx en afgørende forskel på at vige uden om et spørgsmål fra din bekymrede mor i privaten og på at vige udenom et spørgsmål fra en journalist på et pressemøde i forbindelse med præsentationen af en ny finanslov. Eller på at stikke en hvid løgn til naboen over hækken og at stikke den fra Folketingets talerstol (i det hele taget kan en løgn fra Folketingets talerstol vist aldrig være hvid). I det ene tilfælde angår dine aktiviteter udelukkende dit private liv, og i det andet angår det offentlighedens interesse. Forskellen forekommer at være indlysende – og som Jørgen Leth udtrykker det: ‘Jeg har meget let ved at tolerere andres små løgne. Det er ikke det samme som en stor løgn. En stor, politisk løgn, det er en forbrydelse!’
Ikke desto mindre er det en indlysende forskel, som ‘Det Politiske Talkshow’ lader til at ville udviske. Dette bliver måske allerbedst eksemplificeret, da Langkilde minder Heunicke om et uheldigt Detektor-interview, han har deltaget i og derefter (rent faktisk) siger til ham:
»Det er ikke fordi, vi har lyst til at bore kniven ind i noget som helst, nejnejnej, jeg vil gerne prøve at forstå dig.«
Wow. Heunicke og co. er altså bare helt almindelige mennesker, der gør, hvad de nu engang må gøre for at klare sig igennem. Akkurat som alle andre. Så hvad giver os ret til dømme? Hmm…
Spøg til side, så synes der faktisk (alt på trods) også at være et potentiale i den joviale omgangstone. De 3 politikere sidder med sænkede parader og taler åbent om ting, de normalt ville holde skjult. Hvor hører du ellers Claus Hjort sige, at Ole Sohn (Socialdemokratiet) ‘nok havde fat i noget’, og at han selv af og til ‘taler sort’? Kun i ”Det Politiske Talkshow”! Mulighedernes land synes altså at have åbnet sine grænser. Måske Langkilde, med lidt muntert rygklapperi, kunne få Hjorts tidligere chef Anders Fogh Rasmussen til at erkende, at krigen i Irak var baseret på en løgn? Hvem ved? Det nytter alt sammen imidlertid ikke det store, når det ligger i konceptets DNA ikke at ville ‘bore kniven ind’. Når man er mere optaget af at skabe identifikation end at stille til ansvar. Så løber det hele ligesom ud i sandet.