Fra LIXEN-redaktør til journalistisk aktør

Siden LIXENS start har avisen haft mange forskellige redaktører over årene, som hver især har sat deres præg. Men hvad laver de tidligere redaktører i dag, og hvad fik de med fra LIXEN dengang?  

I raskt tempo går Joanna Vallentin ned af Den grønne sti på Frederiksberg. Hendes arme svinger i takt med hendes skridt, og en løs krølle hopper op og ned.

»Jeg kan godt lide at gå på arbejde. Det er en god måde at få styr på tankerne.« Først da en mand med to børn blokerer fortovet, sænker hun farten. Manden svinger til venstre, og Joanna øger igen tempoet. »Jeg bruger også gåturen til at finde ud af, hvad prioriteterne er i dag.«

Joanna var chefredaktør for LIXEN tilbage i 2008, og hun tænker tilbage på tiden som en af de bedste ved studiet.

»Det var der jeg lærte meget af det, som jeg senere brugte i min praktik, og også på mit arbejde i dag.« Hun tænker lidt, og et bredt smil kommer frem på hendes læber. »Den fik bare fuld gas. Vi havde det så sjovt,« forklarer hun og griner.

For hende betød det meget, at arbejde sammen med andre, der brændte for det samme som hende. »Vi gjorde hinanden bedre,« uddyber hun og smiler endnu engang, imens hun tænker tilbage.

»Jeg har egentlig hele tiden gerne ville skrive, og det var også derfor, jeg stillede op som redaktør for LIXEN,« forklarer hun, og fortsætter: »Det var drømmen dengang, og det er jo så også der, jeg er endt.«

Efter LIXEN kom hun i praktik på Berlingske, derefter fastansat journalist, og søgte efterfølgende på Kristeligt Dagblad.

»Jeg kontaktede den daværende chef og forklarede, at jeg synes de havde et potentiale på deres hjemmeside, hvis de satsede mere på eksistens og journalistik om relationer,« siger hun.

Med hastige skridt går Joanna op ad trapperne, og låser sig ind ad den høje dør til Kristeligt Dagblad. Joanna hilser receptionisten og tager fat i en af bøjlerne i garderoben. Fra rygsækken hiver hun et par smaragdgrønne støvletter frem. »Så kan jeg lige skifte fra mine gåsko,« siger hun og smiler.

Støvletterne klikker idet hun går op af trappen til førstesalen. I dag skal hun sidde i marketing.

»Som udviklingsredaktør har jeg et ben i redaktionen og et i den kommercielle afdeling,« forklarer hun.

Hendes arbejde handler om at skabe en god proces for andre, og sikre at bladet får gode slutprodukter, som folk vil betale for. Støvletterne klikker igen på vej op på anden salen. »Hej, du har prøvet at ringe til mig?« Siger hun, idet hun træder ind i et af lokalerne på redaktionen. I lokalet bliver sparret om en lydserie, og løbende artikler om den alternative dåb.

»Jeg er ret meget en blæksprutte. Jeg kan godt lide, at tingene forandrer sig lidt,« siger hun smilende.

Foran computeren tjekker hun mails. Det kan hun lige nå, inden en dag med mange møder for alvor går i gang.

En udsendelse om drugrape
I et lokale på TV2 på Teglholmen er rullegardinet trukket halvvejs ned. Det dunkle lys, får tre computerskærme til at lyse kraftigt op. Fra højtaleren lyder en spinkel kvindestemme: ‘Jeg siger så højt. Den drink virkede hurtigt. Har du kommet noget andet i end vodka, eller hvad har du kommet i?’

Christine Brink kigger fokuseret ned i manuskriptet på sin computer, mens kvinden i højtaleren fortsætter: ‘Han svarer mig ikke.’

Christine var chefredaktør på LIXEN i 2012. Hun så en unik mulighed for selv at kunne stå for en avis.

»Det lyder lidt nørdet at bruge en weekend hver måned på at lave skoleavis, men jeg husker det faktisk som noget af det bedste fra min studietid,« forklarer hun og fortsætter: »Både fordi man fik sindssygt gode venner på redaktionen og så var det bare vildt lærerigt at diskutere journalistik på den måde.«

Efter LIXEN kom hun i praktik hos DR nyheder, og fik efterfølgende en tre måneders stilling på Aftenshowet. Efter det vendte hun tilbage til DR Nyheder, før hun flyttede til New York og læste en Master.

»Så fik jeg den her fine firkantede hat og alting inde på New York Times, og så kom jeg på TV2,« Forklarer hun, mens hun bevæger sine hænder i en firkant over sit hoved.

»Jeg synes jo faktisk, at det kunne være ret stærkt at klippe den der, men jeg ved ikke om du så, at jeg havde den anden sync dernede?« Spørger Christine sin kollega Sara Olsen, og peger ned i manuskriptet.
Christine har fornylig skiftet job fra TV News til Station 2. I øjeblikket er hun tilrettelægger på et program om en læge, der har begået drugrape på flere piger.

En mail tikker ind.

»Uh, nu har jeg fået svar fra forsvareren,« udbryder Christine.

De har prøvet at få et interview med den anklagede i sagen. »Anklagemyndigheden modsætter sig, at han får besøg af TV2 journalist, med henblik på at medvirke i den pågældende udsendelse. Han har derfor ikke mulighed for at medvirke i programmet,« læser Christine højt.

Hun kigger undrende på mailen.

»Men var det ikke det, som var forventeligt?« Spørger Sara.

»Jo jo, det var det,« svarer Christine og drejer hovedet mod de tre computerskærme på bordet.

Døren går op. En mand med hånden fuld af forskellige piller, går frem mod Christine.

»Hvad er det, du kommer med der?« Spørger hun og smiler.

Christine trykker en pille ud af en blisterpakke.

»Hvis vi kan sløre logoet, og zoomer helt ind på den, er den nok meget god,« siger hun.

Den høfeberpille hun holder i hånden, skal bruges til at illustrere sovemedicinen Halcion, som er nævnt i udsendelsen. Når de er færdige med at redigere lyden, skal de genskabe scenerne fra pigernes historier.

»Vi skal også have fundet noget, som ligner Scopolamin,” siger Christine og fortsætter: Det ligner en blanding af salt og flormelis.«

Kriminalprogram som nyt koncept
Fra Pilestræde bliver Peter Astrup sluset ind igennem to glasdøre ind til Berlingske Media, der skiftevis går til side. Klokken er 14.31. Han træder ind i elevatoren, og trykker på knappen til 2. sal.

»Jeg skal lige skifte skjorte – redaktionsskjorte. Be right back,« siger han og skynder sig afsted.

Han går tilbage til et lille indelukket lokale, men vender hurtigt om og sætter kursen mod et højt bord uden for lokalet.

»Bo, har du tid nu her?« Spørger han, og vender endnu engang tilbage til det lille lokale.

Peter var LIXENs chefredaktør i 2001. Han søgte LIXEN af ambitionsårsager.

»Jeg kan huske at det var rigtig rigtig sjovt, og for første gang i mit liv begyndte jeg at gå op i mit skolearbejde,« forklarer han, og fortsætter: »Der var det der med, at jeg rigtig gerne ville det, og jeg ville i virkeligheden også gerne have en fed praktikplads.«

Da Peter var redaktør havde avisen ingen penge, og kun et internt trykkeri på SDU. Han løfter øjenbrynene og forklarer: »Avisen var bygget op fuldstændig som vinden blæser. Det lignede noget der var løgn. Det var trykt på gamle sort/hvid kopimaskiner, og hvis der var et billede i, kunne man ikke se hvad det var. Det var frygteligt.«

Peter husker, at den gamle leder af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet sagde at avisen lignede Kong Volmers Røv i stormvejr. »Og han havde fuldstændig ret.«

Peter når kun lige ind i lokalet, da hans kollega Mikkel Eskelund spørger: »Mens du venter på Bo, kan vi så filme det med svarene fra politiet?«

Peter og Mikkel er lige nu i gang med et kriminalprogram, som de kalder for Genåbnet. Programmet handler om store kriminalsager som B.T. har dækket meget. Det er stadig under udvikling og produktion, men skulle gerne udkomme den 3. november.

»Konceptet er, at jeg er vært, og jeg tager en af de journalister som har arbejdet meget på sagen, i dette afsnit er det Bo, med som gæstevært på programmet,« uddyber han.

Peter sætter sig tilrette foran computeren. I bedste Spiegelhauerstil forklarer Peter, hvad der står på skærmen. Med rolige bevægelser fører Mikkel kameraet frem mod Peter, og videre mod computerskærmen.

»Du vil ikke have din egen mening med her?« Spørger Mikkel.

Peter svarer med det samme: »Folk må godt tænke selv, at det er for galt. Hvis de altså synes det. Det kan også godt være, at de synes, at Peter Astrup er en lortejournalist.«

De rejser sig begge to og træder et par skridt ud på gangen.

»Altså, hvor er Bo?« Spørger Peter.

I samme øjeblik kommer en spinkel og langhåret fyr rundt om hjørnet.

»Vi kommer hen til dig om lidt Bo,« siger Mikkel, mens Bo Weile fortsætter ned af gangen til sin plads i serie- og gravergruppen.

Klokken er 14.54. Peter træder ind i det lille lokale igen, står stille i et halvt minut, og går så hen mod Bos plads.

»Nå, du var klar. Jeg vidste ikke, hvad du lavede,« siger Mikkel til Peter, og følger hurtigt efter med kameraet.

Fem minutter efter har de interviewet Bo. Tilbage i det lille lokale igen siger Peter: »I morgen forbereder jeg podcast.«

»Bare du gør det ved siden af, fordi vi skal have struktur på afsnit 4,« svarer Mikkel.
»Jaja, men vi skal også lave podcasten. Den er til på mandag ikke?«
»Jo, men måske du kan forberede det nu?« Svarer Mikkel.
»Men vi skal jo køre klokken 15.30.« Påpeger Peter.

Mikkel vender tilbage til sit kamera, og Peter til sin blok.