Hun har siddet midt i en krigszone i Ukraine og sendt en sms med en opskrift på spaghetti bolognese hjem. Hun har stået midt i skudzonen og insisteret på billedet. Hun kalder det et journalistik urinstinkt at rapportere aktuelle kontrastfyldte historier. Matilde Kimer laver journalistik på kanten af livet, når hun rejser ud med en skudsikker vest, et kamera og en notesbog og dækker krigens barske nuancer.
Zooms to redaktører har taget en snak med Matilde Kimer om hendes arbejde som DR’s udenrigskorrespondent i Rusland, Ukraine og hele det post-sovjetiske område, som hun siden 2009 har dækket med prisbelønnede autentiske reportager.
En insisterende stemme og et alvorligt blik indikerer, at historierne er krøbet ind under huden på hende. Ligesom de kryber ind under huden på dig, når DR’s udenrigskorrespondent, Matilde Kimer, beretter om voldsomme demonstrationer i Moskva eller rygende skudveksling i Ukraine på skærmen i din fjernsynsblå stue. Historierne er vigtige at fortælle, men det kræver stædighed at nå dertil, hvor Matilde Kimer er i dag.
Det journalistiske urinstinkt
Kimers karriere som udenrigskorrespondent startede med lige dele stædighed og selvsikkerhed til en mus-samtale i 2008 på DR.
»Jeg var til en mus-samtale, som er en form for voksentortur, hvor man sidder med sådan nogle excel-ark og skal udfylde “meget tilfreds”, “virkelig meget tilfreds” og “ikke sådan rigtig tilfreds”. Det er ret forfærdeligt, så jeg tænkte at peppe den samtale op. Da hun nåede til “hvor ser du dig selv om fem år?”, så sagde jeg, jamen om fem år, så har jeg genåbnet kontoret i Moskva og er DR’s korrespondent derovre,« fortæller Matilde Kimer kækt.
På det tidspunkt lavede Kimer 40 sekunders hurtige nyheder på P3, så chefen kiggede overrasket op fra papirerne. Et par uger efter tog chefen fat i Kimer og spurgte, om hun egentlig mente, hvad hun havde sagt.
»Øhm ja, det mente jeg ræddi ræddi meget,« griner Matilde Kimer.
Hun rejste til Moskva med sin familie i 2009, som en prøve på om der var historier at fortælle.
Det var under Det Arabiske Forår i 2011, at Kimer for alvor mærkede et journalistisk urinstinkt ved at fortælle historier fra krig. DR havde en journalist i Libyen, men manglede desperat en fotograf. Med en finger fyldt med selvsikkerhed prikkede Kimer sin chef på ryggen og tilbød at tage afsted med det samme som VJ. Det var første gang, at hun var med på frontlinjen i en krig.
»Jeg prøvede at mærke efter, hvor min grænse gik, men jeg kunne kun mærke et journalistisk urinstinkt. Det er vigtigt at være steder, hvor der er meget på spil. Der er liv, der er frihed, der er grundlæggende rettigheder, og der er helt lands fremtid,« fortæller Matilde Kimer.
Kort tid efter begyndte det hele at brænde på i Rusland. Matilde Kimer vendte tilbage til sit stofområde igen, og hun måtte endnu en gang sande, at hendes grænser ikke stoppede hende fra at fortælle den vigtige historie.
“Fiiiilm, film forhelvede”
Krigen i Ukraine begyndte i 2014 efter Den ukrainske revolution og krisen på halvøen Krim, hvor Matilde Kimer dækkede krigen lige fra begyndelsen.
»Jeg var med fra, da det bare var nogle småfesne demonstranter og studerende, der stod og råbte: ‘Vi vil se Europa. Ud med diktatoren’ til det på få måneder blev til molotov-cocktails, brosten, mortergranater og artilleri,« fortæller Kimer.
Alt dette foregik på blot fire måneder, og for Kimer handlede det om 15-20 reportagerejser i det tidsspænd. Frygten for at bevæge sig rundt i en krigszone var, for Kimer, som en by i Rusland.
»Der var bare aldrig noget tidspunkt, hvor jeg stoppede op i det her og tænkte: ‘Nu er det faktisk ikke det værd at rapportere derfra mere’,« beskriver Kimer.
I løbet af krigen har Kimer haft ét formål. Formidlingsopgaven. Det er dét, som gør det værd at iføre sig skudsikker vest og hjelm. Matilde Kimer blev enormt opslugt af sit stofområde under krigen. Hun mødte mennesker, som sendte hende billeder af deres afrevne ben ugen efter.
Konflikten, menneskene og historierne var krøbet så langt ind under huden på hende, at hun blev fornærmet, når hendes redaktør ikke ville have hendes historier fra krigen med i aftenens TV-AVISEN. Det blev et personligt projekt, og hun følte det som en forpligtigelse at være blevet “fjæset på konflikten”, som hun selv kalder det.
»Det var jo mig, som ikke kun DR ringede til, men også en masse andre kolleger og medier. Jeg skulle altid være velorienteret og veloplyst, og det kan du ikke være bag din skærm på Amager,« forklarer Kimer.
Man kan ikke bare fortælle historier fra konflikten bag sin computerskærm i den blå boks på Amager, ifølge Matilde Kimer. Man skal ud og mærke det i maven, hvordan det føles at være bedstemor, barn eller soldat i en konfliktfyldt krig.
Matilde Kimer krydser gerne sine egne og oftest også fotografens grænser for at få dokumentationen af en historie i hus. Fik hun ikke et artilleriangreb på video, er det ikke sket, understreger Kimer med en stemme, som klinger hult af bitter erfaring.
Kimer husker en episode, hvor de var få meter fra et artilleriangreb. Fotografen fornemmede, at der var noget under opsejling, så de prøvede at køre væk fra den stilling, som blev beskudt med motérgranater, men en granat slår ned lige bag deres bil. Fotografen kaster sig i dækning, men Kimer tænker kun på at få optagelserne i kassen.
»Det eneste jeg råber er “fiiiilm, film forhelvede”. Jeg tænker, hvis der sker et eller andet fuldstændig crazy nu, så er det de vildeste optagelser,« fortæller Matilde.
Fotografen gjorde alt det rigtige og kendte sin grænse. Det er Kimer godt klar over, men det betød også, at denne scene ikke eksisterer i dag. Kimer hungrer efter at fange alt på film. Fornuften fordufter. Hun havde stået midt i angrebet, hvis ikke hendes fotograf havde tænkt anderledes.
Når hun er ude i lignende skarpe situationer, skænker hun ikke sin familie en tanke. I de øjeblikke handler det om arbejdet. Hun har brug for at få dokumentation for historierne, ellers var faren ikke formidlingen værd.
En opskrift på spaghetti bolognese midt i en krigszone
At arbejde i en krigszone er ikke det ene artilleriangreb efter det andet, forklarer Matilde Kimer. Størstedelen af tiden går med at vente. Hun bruger ventetiden på at betragte omgivelserne og skribler ned, hvordan den overordnede sender blikke til den underordnede, hvordan maden smager, hvordan det dufter, og hvordan soldaterne lugter af sved. Det er vigtigt at få alt med, for når du er i en voldsom situation, er dine sanser på overarbejde, og du kan kun huske en brøkdel af det, når du kommer hjem, understreger Kimer. Med velfungerende internet midt i en krigszone kan ventetiden også skabe kontraster til familien derhjemme.
»Jeg sidder i en ret voldsom position med nogle soldater, og der er fuldstændig perfekt fungerende internet. Jeg får så en besked fra min mand vedrørende vores yngste datters fødselsdag om, hvor mange gæster der kommer, og hvad der skal i kødsovsen. Her sidder jeg så og flækker en bolognese-opskrift. Boom. Noget sprænger i luften. Jeg tjekker lige en gang om soldaterne er løbet ud. Nej. Okay, så fortsætter jeg med fire dåser tomater og 800 gram hakket oksekød,« klukker Matilde Kimer over kontrasterne i krigszonen.
At dække de krige beskriver hun, som det mest værdifulde, hun har medvirket til.
»Jeg tør godt kalde det et kald,« fortæller hun, uden det skal lyde religiøst.
Når Kimer dedikerer sit liv til at formidle historier fra krig, sker der automatisk en omprioritering, som for nogle kernefamilier kan lyde absurd. Det er en svær kunst at navigere i titlerne mor, hustru og krigskorrespondent. Det er en hårfin balance, hvor meget information man skal sende hjem, fortæller Kimer i en anekdote fra krigen.
»Min mand sendte en besked om, hvordan det gik i dag, og hvad vi lavede. Hvortil jeg svarede, at ‘jeg sidder i en belejret by, der er under bombardement’, og hvortil han svarede med versaler ‘hvad fanden skal jeg bruge den information til’,« griner Kimer over sine egne blåøjethed.
De prioriteringer Kimer har taget er ikke et fravalg af sine børn og sin mand, men et tilvalg som sit kald. Det gør hende lykkelig. Ikke i sådan en hey-forelskelses-eufori, men det giver hende en mavefornemmelse, der føles rigtigt for hende. Hun er villig til at gå på kanten af livet, fordi det er et værdifuldt arbejde.
»Det kan godt lyde ret gakket at være mor, dansk og en halvbleg kvinde og synes, det er meningsfuldt at rejse i krig,« lyder det ironisk fra Kimer.
Det er ikke altid sjovt at være barn til en krigskorrespondent. En gang spurgte hendes dengang 8-årige datter, hvorfor hun rejste i krig, når de ikke kunne lide det. Men den mavefornemmelse Kimer kommer hjem med, gør hende nærværende og tilstede. Selvom mor en gang imellem græder.
»Hvordan forklarer man børn, at mor har weltschmertz og har set ondskaben i øjnene på slagmarken i Ukraine,« spørger Matilde Kimer.
Bidt af en gal babushka
Matilde Kimer fortæller den ene virkelighedsfjerne anekdote efter den anden uden at fortrække en mine, mens man selv bliver lige dele mundlam og stum af betagelse. Vi kan pakke Kimer ind i flotte floskler om en krigskorrespondent, som laver journalistik på kanten af livet, men til syvende og sidst er Matilde Kimer bidt af en gal babushka, og dét gør, at hun er villig til gå på kanten for at lave journalistik om Rusland og det post-sovjetiske område. Rusland er en massiv kontrast til Danmark, hvilket Kimer blev ramt af, første gang hun besøgte landet.
»Jeg kom til det her fuldstændig brusende hav, hvor hvis man ikke havde noget at klamre sig til, så ville man blive blæst omkuld. Det var brutalt og smuk og på en eller anden måde, når samfundet er så hårdt, så virker næstekærlighed langt mere stærkt,« beskriver Kimer.
Det hele er i lidt vildere hastighed i Rusland, pointerer Kimer. Udviklingen går hurtigt, og man skal spænde sikkerhedsselen for at følge med både politisk og teknologisk i øjeblikket. Kimer er heller ikke kommet sovende til hendes store viden om landet.
»Du behøver ikke at have en kandidatgrad i det du taler om, men du skal ville det, og du skal spise det til morgenmad, og du skal drikke det om aftenen, inden du går i seng. Jeg har drukket og spist mange af Ruslands og Ukraine analyser, end hvad sundt er for en livstid,« griner Kimer.
Selvom Matilde Kimer føler sig som en mormor, så understreger hun, at det bedste journalistiske produkt er et resultat af viden, erfaring og ihærdighed – og selvfølgelig en god portion eventyrlyst og samvittighed til at lave journalistik på kanten.
»Du er nødt til at være på stedet på en måde, hvor du kan sætte det ind i en kontekst. Det kan du altså kun, hvis du har det i maven, hjertet og hjernen,« afrunder Matilde Kimer.