Vi hører altid om, når Nordkorea har affyret et nyt missil eller fejret sig selv med en militærparade, men der må da være andet end missiler og fangelejre i det land. Jeg tog derfor til Nordkorea i april for at se en anden side af verdens måske mest isolerede land.
Fra togkupéen kunne jeg sidde og kigge ud på det tørre og brune landskab, der gled forbi. Vi kørte forbi flere små og større landsbyer på vores vej fra Dandong i Kina til Pyongyang i Nordkorea. Noget af det første jeg lagde mærke til var hvor mange, der havde en cykel. Det var jo som at være tilbage i København. Det gik dog hurtigt op for mig, at det var deres eneste transportmulighed. Og selv inde i Pyongyang var det til tider småt med biler.
På et tidspunkt skulle vi holde og vente på et modkørende tog fyldt med soldater. Lige så spændt og nysgerrigt som jeg sad og kiggede ind i det andet tog, lige så nysgerrigt og generet sad de og kiggede ind i vores tog. De helt yngste, som lignede nogle, der lige kunne være blevet konfirmeret, sad med store smil, mens de grinte og vinkede til os.
Det var den første rigtige kontakt med den ”almindelige” nordkoreaner, og det viste et folk, der var venlige, nysgerrige og lidt generte.
Èn ting, der kom bag på mig var troen og håbet på at nord og syd en dag vil blive til ét Korea igen. Vores guider nævnte det flere gange, og hver gang kunne jeg mærke, at det var noget, de virkelig troede på ville ske. Der var også flere steder, hvor et helt Korea var afbilledet, blandt andet da vi kørte ud af Pyongyang. Her kørte vi under Arch of Reunification, som forstiller to koreanske kvinder, der rækker hænderne mod hinanden og holder et samlet Korea.
Vores guide spurgte, om vi kunne se, hvilken kvinde der var fra Nordkorea, og hvilken kvinde der var fra Sydkorea. Det kunne man selvfølgelig ikke se, da koreanerne er et samlet folk.
Problemet med at samle Korea er, at de ikke ved, hvordan det skal gøres. Hvis du spørger en nordkoreaner, så er det en selvfølge, at det skal være en fra Kim-familien, der skal være leder af et samlet Korea.
Men som mange andre sikkert har tænkt før mig. Hvordan er det muligt at forene et utroligt liberalistisk samfund med et endnu mere kommunistisk samfund.
Jeg tror, at en af udfordringerne for Nordkorea er, at der er stor forskel på, hvordan man bliver behandlet som journalist i forhold til turister.
Hvis du som journalist skal til Nordkorea, kan du ikke tage toget, som jeg gjorde. Du får heller ikke bare lige lov til at forlade hovedstaden.
Jeg læste en artikel fra TV 2, som også havde været en tur i Nordkorea, og her tager journalisten et billede i flyet, hvorefter stewardessen straks kommer ned og beder ham om at slette billedet.
Det står i stærk kontrast til, hvad jeg oplevede. Noget af det første, jeg fik at vide, var, at jeg kunne tage alle de billeder, jeg ville, bare ikke af soldater.
Jeg kan huske på et tidspunkt, da vi kører gennem byen, joker en fra gruppen med Ms. Kim, som er en af vores guider, hvorefter hun helt stille og roligt kigger på ham og siger:
»Be careful, i still have your passport,« hvorefter alle i bussen bryder ud i latter.
Ingen tvivl om, at Ms. Kim og Ms. Jo, gjorde utrolig meget for, at vi skulle have det godt.
Man skulle dog passe på med, hvad man spurgte dem om, hvis man gerne ville holde en samtale kørende. For de lukkede meget hurtigt i, hvis samtalen kom ind på noget, de ikke ville snakke om, og så kunne det være svært at snakke med dem i nogle timer efter.
Militæret spiller en stor rolle i Nordkorea. Alle mænd skal aftjene deres værnepligt. De børn jeg snakkede med havde alle en drøm om at blive soldater, når de blev store.
Militæret udfylder også en række samfundsmæssige opgaver, blandt andet er det soldater som bygger huse og ude på landet går de med skovle og hakker og passer markederne sammen med de lokale. Det var derfor et særsyn at se soldater med geværer.
Jeg lagde mærke til en meget sjov detalje den ene dag, da vi var ude at gå en tur. Når soldaterne marcherer, går de helt stift med knyttede næver, mens de svinger armen i takt med hinanden. Det er noget, der hænger ved. Jeg så nemlig flere ældre mennesker gå på præcis samme måde, selvom det højst sandsynligt var en del år siden, at de havde været soldater.
Det, der kom bag på mig, var, at børnene har en stor plads i samfundet. I Nordkorea har man bygget et kæmpe ”børnepalads”, som de kalder det.
Det er en af de mest storslåede bygninger, jeg nogensinde har været inde i. Bygningen skal forestille en mor, der krammer sit barn. Indeni var det en eksplosion af farver, som i enhver mor, når hun krammer sit barn.
”Paladset” er et sted, hvor børn kan komme efter skole for at blive endnu bedre til en bestemt ting. Det kan være alt lige fra ballet og volleyball til broderi og musik.
Nordkorea er altså alt andet end militær og fangelejre. Vi må dog aldrig glemme, at det sker. Men bag regimet er et folk med smil og drømme. Drømme om en dag at blive til et samlet land igen.