Jeg mødte manden, der tør banke på hvilken som helst dør. Ham, der dykker ned i forbudte områder og taler med de mennesker, vi ellers ikke snakker om. Eller med. Anders Agger synes ikke, journalistikken har en grænse. Vi skal helst træde over den med store skridt og prøve at forstå.
En skaldet, forkølet onsdag i Svanninge. De samme pensionister har handlet havregryn og Lurpak i de slidte, medbragte indkøbsnet. De samme køer gumler drøv i Bakkerne. Bilen er tanket, og hunden har fået den daglige dosis piller. Same procedure as every year, James.
Landsbyens cyklus synes uberørt af byens travlhed. Men i aften kommer der en ubekendt faktor hertil. Eller i hvert fald på det personlige plan. Mange har taget ham i hånden og fulgt med ham ind til en ungdomskriminel, en statsminister på Borgen eller en kongelig på slottet. Vel og mærke gennem fjernsynsskærmen. Nu kommer manden bag programmerne til Svanninge, og cyklussen vibrerer: ‘En gæst er på vej, hvem er han og hvad vil han?’
På Assensvej bor mine forældre, som er nogle af de mange, der har købt billetter til foredraget i Svanningehallen. Her står jeg klar med kamera og stram knold, mens jeg bidende på blyanten kigger ned over spørgsmålene på papirblokken. Vi har aftalt at mødes på parkeringspladsen ude foran, tre kvarter før showet starter.
I mine forældres tomatrøde Citroën C1 ringer min telefon. »Hej, det er Anders. Anders Agger.« For at finde hinanden, foreslår jeg, at vi stikker hovedet op fra vores biler. Uden at have opdaget det, holder vi parkeret lige ved siden af hinanden. Et par lyseblå øjne under en rynket pande smiler venligt til mig, mens den højre hånd får styr på en vildfaren lok fra den leverpostejsbrune, halvlange sideskilning. Med kamerataske om skulderen, telefon i den ene hånd og blok i den anden, får jeg mig kantet ind i hans store, sorte Mercedes.
»Du får førstepladsen i at suge maven ind,« griner Agger og smækker bildøren i.
»Svanninge-haaaallen,« synger Anders Agger med svensk accent, mens jeg får tændt for båndoptageren. Der dufter af bananer i bilens hvide lædersæder, som er meget nydelig og ren. Med albuen hvilende på bildøren, nulrer han pagens spidser.
Indefra (i en bil) med Agger
Anders Agger er en ung purk, når han begynder at lave journalistik. Dog bærer han ikke på nogen journalistisk uddannelse, men kommer i praktik ved Skjern Dagblad. Han falder for journalistikkens nærhed, da han under sit praktikophold går rundt på en mark i Skjern med rug til armhulerne og byg til hoften. Lokale landmænd med strå i mundvigen og svedent hår får Agger rettet ind på hjulsporet i de tætte miljøer. Som blot 25-årig bliver Agger ansat hos DR. Gennemgående for hans programmer er det antropologiske aspekt i lukkede miljøer og det er det, Agger bliver særligt kendt for i DR2-programmerne ‘Indefra’.
»Grundordet for ‘Indefra’ er empati. Ikke sympati, men empati. Ønsket om at prøve at forstå, hvem du er, når du er det. Om du er Jehovas Vidne. En på overførselsindkomst eller narkoman. Lad være med at lægge dig ned ved siden af ham, men gå ved siden af ham.«
Anders Agger gik ved siden af en 16-årig dreng i et ungdomsfængsel, der havde gjort unævnelige ting. Tunge øjne og bleg hud så Agger i øjnene og fik fremlagt sin vej til tremmerne. Agger så ham. Og viste sit billede frem til os. Når jeg spørger, hvorfor sådan en bølle skal vises frem i bedste sendetid, er svaret klart og tydeligt.
»I stedet for at gøre os til A- og B-mennesker, så sidder der nogle derinde, som på alle leder og kanter er lavet af nogenlunde samme surdej, som vi er. De er bare gået forkert nogle steder.«
Agger understreger hurtigt med en viftende hånd, at han ikke prøver at retfærdiggøre. Men nuancere. Han erindrer, at da han så på den unge dreng udefra, kunne det synes skræmmende. Men lige så snart han kradsede lidt i overfladen, da kom der en lille dreng ud på den anden side.
Pludselig får jeg en trang til at fortælle de lyseblå øjne om mit første journalistiske minde. Det er nemlig et minde fra TV-programmet ‘Sømanden og juristen – fortællinger fra et hospice’, Agger producerer i 2011. Som forvirret teenager sidder jeg klistret til skærmen og ser døden i øjnene. Jeg får et forhold til to ukendte mænd med leverpletter og opgivende øjne, der langsomt er skæbnebestemt til at dø foran familien Danmark.
»Jeg tror, at det program kom ret meget til tiden, fordi folk havde glemt de eksistentielle ting. De fandtes ikke. Og specielt ikke døden.«
Danskerne var dengang i en tidsalder, hvor der var særdeles fokus på det ydre. Programmer om forfængelighed, botox og Ole Henriksen, der slog kolbøtter mellem Hammerslag og TV-Avisen. Døden findes ikke, der tales ikke om den. Men Anders Agger ser den alligevel og tager os med indenfor i den verden, vi ellers går uden om i store buer. Uden lydeffekter og ‘nu skal vi se nogle græde’-elementer. Som kommende journalist kan det for mig synes svært at turde gå ind til disse områder og være den, der tager teten og bryder tabuet.
»Hvis man holder fast i det, vi er, du og jeg, når vi er journalister: Så skal vi stå mellem seeren og fortællingen, så det er os, der fortæller. Her er den vigtigste opgave at tage sig selv ud af ligningen og sige ‘jeg er ked af det på jeres vegne’ og finde ud af hvis sorg, det egentlig er, man fortæller.«
Anders Agger har et sted at hænge sin hat. Han minder mig om, at han kommer der på vegne af nogle og altså ikke står der som ‘Anders’, men som ‘journalisten Anders’. Det skal ikke handle om ham, men dem har går sammen med. Dem, vi ikke taler om. Eller med. Forsøge at give dem en anden nuance, en anden stemme, end det man er vant til at fordømme dem til.
Duoen Agger og Hjernøe
Det er ikke kun herhjemme i Danmark, hvor Agger stikker hovedet ind og banker på. I Storbritannien fulgte han Brexit, og i Mellemøsten søgte han religionen. Men nu med en kompagnon, der følger med ham ind i tabuuniverset. Kokken Anne Hjernøe er blevet Anders Aggers trofaste følgesvend, og sammen banker de på forbudte døre.
»Jeg havde lige lavet ‘Sømanden og juristen’. Jeg blev spurgt, om jeg ville være medvært på det her program, og jeg var sådan lidt dokumentarfin og tænkte ‘kan man gå direkte fra et relativt alvorligt emne over i en mangosalat med koriander?’«
Agger står med en fod i hver lejr – med et ben i ‘Indefra’ og med et ben i ‘Agger og Hjernøe’. Da Anders og Anne starter med at lave programmer, indrømmer Agger, at de åd for meget. For lidt indhold og for meget mad. Efterfølgende er programmerne drejet i retning mod amerikansk valg, brexit og Mellemøsten, hvor indholdet har et klart bagtæppe af dybdegående journalistik.
»De programmer har jeg en svaghed for, fordi vi har valgt at give folk mulighed for at kigge ind i et andet land. Give Mellemøsten en lidt anden vinkel, forskudt 30 grader i retning af ‘han har det her liv, og det ligner faktisk mit’ og ‘han kan også godt lide fodbold og rødvin’. Det kunne jeg godt lide.«
Vi samles om måltidet. Det er næsten lige meget, hvilket land eller hvilken religion du befinder dig i – måltidet er samlingssted. Anne Hjernøe greb dette budskab i programmerne “Anne og Anders i Mellemøsten”. Satte sig ned hos de lokale og stoppede fingrene i deres kogekunster. I mellemtiden gik Agger på opdagelse for at søge svar på landenes identiteter. Blandt andet besøgte de Oman, et ukendt land de færreste tilbringer uge 42 i.
»Der var en sindssygt stor love-storm omkring de programmer. Den tidsel, vi allerede havde taget i hånden inden programmerne var, at der er nogle, der instinktivt vil reagere mod alt, der tendenserer religion.«
Ganske rigtigt bliver programmerne modtaget som tveægget sværd. I Oman møder Agger en 12-årig dreng ved navn Ali. De mødes tilfældigt under optagelserne, da drengen er på vej til fredagsbøn. Agger går ved siden af ham og stikker til ham ved at spørge ham til den distancerede diameter mellem kristne og muslimer. ‘Vi er ens. Jeg er ligeglad. Vi er alle mennesker. Der er ingen forskel på os,’ svarer Ali afslappet, hvorefter klippet går viralt på de sociale medier. Flere tusinder giver deres holdning til udtryk i enten hadefulde kommentarer eller kærlige emoji-hjerter.
»Det er sjældent, jeg blander mig i de tråde, men der skrev jeg altså ‘hey, han er 12 år. Han siger egentlig bare noget banalt, ligesom John Lennon kunne skrive det i Imagine: ‘I don’t care’. Om du er muslim eller hvad du er. ‘We are all individuals’. Det er jo enormt banalt, men det er det, han siger.«
Jeg retter mig op i bilsædet, da jeg opdager, at jeg har siddet lidt for afslappet. Anders Agger rækker hånden om på bagsædet og fisker en mørkeblå blazer frem. Parkeringspladsen er nu fyldt, og Svanninges beboere venter spændt i hallen på Aggers foredrag. Snart vil cyklussen finde svar på, hvad den fremmede gæst fra fjernsynet har at sige. Jeg sidder med en sikker vished om, at de godt kan glæde sig.
Vi følges ad derind, men inden vi skilles, husker Agger mig på:
»Man kan aldrig gå for tæt på. Men man skal altid holde sig inden for lovgivningen.«