Der er blevet sagt og skrevet meget om Iran i den seneste tid. Helt tæt på opdager man en dyb selvmodsigelse, som involverer anholdelse og museumsgenstande.
Det er formiddag i Teheran. Blandt motorcyklister og zigzaggende taxaer er vi en rejsegruppe på vej til et palads. En konstant summen af motorlarm blander sig med støvet og lugten af kebab. Midt i menneskevrimlen får vi øje på noget. Lige der på det fortravlede hjørne af Jomhouri Avenue og Ferdowsi Street står en lidt forpjusket gadesælger. Han sælger bøger som så mange andre i Teherans gader. Men det er bøgerne, som vækker vores opmærksomhed. Forsiderne med portrætterne af den tidligere hersker af landet Shahen og hans kejserinde taler deres tydelige sprog. Disse bøger er dybt ulovlige. For i Iran taler man ikke om tiden før revolutionen i 1979, der forandrede landet drastisk både politisk og kulturelt. Det er tabubelagt. Bøgerne har flossede kanter, og forsidernes farver har mistet deres glans. Tilsammen er de et udtryk for modstand mod det nuværende regime. Gadesælgeren er en ældre herre med indfattede stålbriller. Hans knoklede hænder og foroverbøjede holdning fortæller, at han er et vidne fra tiden, som forsvandt efter revolutionen.
Hurtigt forlader vi igen det nedslidte fortov, hvor det lille hvide havebord med den improviserede bogopstilling står. Frygten for, hvad det kan koste et par danske unge at købe bøger, der modsiger den islamiske republik Iran, sidder i os. Der går da heller ikke længe, førend staten griber ind. Gadesælgerens ene håndled bliver låst fast i et håndjern med en betjenes håndled. Uden at trække en mine føres den ældre mand væk. Politibetjenten går forrest i et højt tempo ad det hullede fortov. Tilsyneladende er der ingen reaktion hos de mørkklædte kvinder eller de unge mænd, som også står på hjørnet. Tilbage ligger bøgerne ganske alene på det hvide havebord, som en hund der er glemt at sin ejer. Vi fortsætter til Niavaran-paladset.
På en bakketop og bag høje træer og mure ligger det. Det tidligere hjem for Shahen og hans familie. Ligesom Operaen i København ligner paladset en stor klods bygget op af lyse sandsten og med et overhængende tag. Indeni gemmer sig en indretning, som mest af alt minder om noget fra et dukkehjem med sofiagrupper og guldindrammede malerier. En blanding af 70’er-grønt velour og højloftet barok skærer næsten tænder, imens vi går igennem salonerne. Alt står som om tiden er gået i stå, og de tidligere beboere kun midlertidigt er væk. I et hjørne står en magasinholder med uberørte numre af Newsweek og Time Magazine. Der er dækket sirligt op til eftermiddagste på et lille bord med hjul. Kejserindens hårbørste ligger klar ved spejlbordet i soveværelset, et ur er gået i stå klokken 10:35. Og mens vi passerer endnu en lysekrone, der med sin gigantiske størrelse næsten modbeviser tyngdeloven, slår det mig. Hvor er det en paradoksal måde at behandle sin fortid på. Med den ene hånd anholdes borgere og med den anden åbnes paladsets porte. Resten af turen holdt jeg øje med hjørnet ved Jomhouri Avenue og Ferdowsi Street. Jeg så ikke gadesælgeren igen.