Sommeren igennem forberedte den tyske delstat Sachsen sig på valg. Et valg, hvor det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) så ud til at kunne vinde stort. Muligvis fordi de taler direkte til hjertet af en tysker som Walter, der føler sig glemt i emner som flygtninge og klima.
Han passer ikke ind i kaffebaren. Den ligger bagerst i en tre-etager stor boghandel midt i Leipzig. Med hvide lædersofaer og citater på væggene, ligner den umiddelbart mest et hænge-ud sted for studerende. Men det er midt i juli, og sommersløvheden ligger som en lummervarm dyne over Sachsens største by. Derfor har den ældre mand, der med svedende besvær får placeret sig i den dybe sofa, stedet næsten for sig selv. Op ad lommen trækker han et lommetørklæde, dupper panden og nikker høfligt til mig. Vi udveksler et par høflighedsfraser, og da han først finder ordene frem, kan han ikke stoppe igen.
I juli 2019 er Leipzig en by på vej til valg. Det venstreorienterede “die Linke” har allerede været ude med de første valgplakater, der appellerer til grøn omstilling og kærlighed. Det sidste er ikke tilfældigt. Det højrenationale Alternative für Deutschland står stærkt i meningsmålingerne. Deres indvandringskritiske politik og klare omsorg for middelklassens problemer vækker genklang i op mod en fjerdedel af befolkningen i Sachsen – og forårsager urolig søvn hos andre. I år er det 30 år siden, at muren, der delte Tyskland i et diktatorisk øst og en demokratisk vest, faldt. Den folkebevægelse, der startede som fredelige demonstrationer og endte med at omstyrte DDR, begyndte i netop Leipzig. På byens “Haus der Geschichte” flokkes turister for at se, høre og røre ved fortællingen om de to Tysklande, der efter årtiers nød og krig endelig fandt sammen, men måske nu er ved at splittes ad igen.
Nyt Leipzig
Walter er øjenvidne til selvsamme historie. Som barn hoppede han over ruiner for at komme i skole, han tilbragte timevis på Leipzig Universitet som ung, og han fortsatte i uddannelsesverden som underviser, da han var færdig. Hans leverplettede hånd løfter kaffekoppen mellem bordpladen og munden i ét væk, imens han fortæller. Som de fleste andre tyskere på hans alder, taler han ikke engelsk, men kun tysk og skole-russisk. Gentagende gange spørger han, hvad en ung turist som jeg laver i Leipzig. Først er han nærmest benovet over, at jeg frivilligt tilbringer min tid i byen.
»Men det er jo synd med de fremmede,« siger han så og kigger direkte på mig.
Min journalisthjerne slår fra, og jeg bliver tavs.
»De skulle have set Leipzig, som det var før alle afrikanerne kom,« fortsætter han så.
I 2015 ramte flygtningestrømmen, fra især Syrien, Europa som en bølge. Tyskland blev endedestinationen for knap en million af dem. En udfordring, kansler Angela Merkel svarede med et ‘Det klarer vi!’, men som de sidste fire år har ligget som en skygge henover det politiske landskab. AfD blev grundlagt allerede i 2013, men partiet har for alvor fået vind i sejlene på bølgerne af etniske spændinger og blodige uroligheder. Især står de stærkt i det gamle Østtyskland – og lige her i kaffebaren i Leipzig.
Det handler om de andre
Ifølge Walter tør ældre mennesker som ham ikke længere gå på gaden. Der sker mange overfald, og politiet og politikerne gør intet, påstår han.
»Ved valget [red. Europaparlamentsvalget i maj 2019] talte de alle sammen om klima, men,« griner han, »Kig ud. Det er sommer. Til vinter bliver det vinter. Jeg tror ikke på det.«
Jeg spørger ham, om det virkelig var bedre i gamle dage, eller om det er noget andet, han ønsker. Han trækker på skuldrene.
Så fortæller han om dengang, han og hans ven var kørt fra Rostock til Leipzig i en gammel, brugt Trabantbil. Undervejs brød bilen sammen, og de måtte søge hjælp på et autoværksted. Bilmekanikeren betragtede de to mænd og meddelte, at han ikke havde nogle reservedele og ikke kunne hjælpe dem. Det var i DDR’s sidste år, og Walter og hans ven havde fået lov til at krydse grænsen ved Rostock. Derfor kunne han trække en flaske snaps op af bagagerummet. Pludselig fik bilmekanikeren travlt og fremtryllede lige netop den reservedel, de manglede.
»Det kan man jo ikke mere,« siger Walter og drikker det sidste af sin kaffe.
»I dag handler det ikke om os, men om de andre.«
Halvanden måned senere sidder jeg på en anden kaffebar i København, da resultaterne tikker ind gennem radioen. I Sachsen tredobler AfD sit stemmetal og får 27,5% af stemmerne. CDU, Angela Merkels kristendemokratiske regeringsparti, fortsætter på magten med 32,1% af stemmerne. Selvom de er gået 7,2% tilbage, er de lettede, fortæller DR’s reporter i radioen. Katastrofen udeblev nemlig, for AfD blev ikke størst.
Jeg sender en tanke til Walter. Han har sikkert brugt sin søndag på at spadsere ned i stemmeboksen med sin kone for at sætte krydset præcis hos dem, der lytter. Gad vide, hvad han ville tænke, hvis han hørte P1-reporteren, spekulerer jeg, og tænker på det sidste, han sagde, inden vi skiltes:
»Alt har forandret sig, og det forstår de ikke.«