»Avisen er andet end gammelt papir«

Når MelfarPosten rammer gaden hver tirsdag morgen, strømmer borgerne til havnen, hvor byens lokalredaktion har til huse, for at læse de historier, der betyder mest i lige netop deres hverdag.

 

Lige ned til vandet på Middelfart Havn ligger byens lokalredaktion. Redaktion dækker Middelfartområdet i Fyens Stiftstidende, og så laver de egenhændigt Middelfarts lokale avis, MelfarPosten. Jeg har fået lov til at følge lokaljournalist Mia Harm Madsen en hel dag for at komme tæt på hendes arbejde med lokaljournalistik. Mia er 36 år gammel og har siden 2015 haft sin daglige gang på redaktionen i Middelfart. Hun har før arbejdet på Fyens Stiftstidendes lokalredaktion i Nyborg, på Ugeavisen Odense og på Lokalavisen Taastrup, så hun er lidt af en veteran.

 

Den lokale følelse

Efteråret har slået sig ned i Middelfart, da jeg ankommer til redaktionen på en grå og våd tirsdag morgen. Ugens udgave af MelfarPosten er netop kommet på gaden, og ude på fortovet foran redaktionen står en rullevogn med friske aviser, der næsten er tom. Mia ruller en fyldt vogn ud til gaden, da en ældre kvinde kommer gående med sin rollator. Hun hilser høfligt, mens hun famler lidt med regnslaget på avisvognen. Hun snupper en avis og ruller den fikst ind i en medbragt nettopose, som ryger ned i rollatorens kurv, inden hun vender om og triller tilbage af samme vej, som hun kom fra. 

Mia forklarer mig, at de fleste får avisen omdelt, men fordi den er nogle dage undervejs, er det for mange blevet et tirsdagsritual at hente deres avis ved redaktionen.

»De vil have historierne, mens de stadig er friske,« siger Mia og fortæller med et smil, at der er en, der kommer her med sin hund hver tirsdag og henter avisen, som hunden får lov at bære hjem i munden. 

En efter en trisser folk ud af deres biler i den kolde morgenluft for at få deres avis. På trods af morgenregnen opstår der flere gange små køer foran vognen. Jeg spørger Mia, hvorfor hun tror, at lokalavisen er så vigtig for folk, at de strømmer til på den måde.

»Det er det fordi, vi rør folk i det, der betyder noget for dem. Det, der har direkte indflydelse på deres hverdag,« siger hun og smiler til en ældre herre, der med avisen i hånden kvitterer med et lille vink.

 

Dagens første aftale

Klokken 9 kører Mia ind på gruspladsen bag den nyåbnede frisørsalon Cut and Colour i Ejby, hvor dagens første aftale finder sted. Med et fast håndtryk hilser hun på salonindehaveren, Aki Solimani, og kigger nysgerrigt rundt i salonens baglokale. Mens Aki fortæller om den nye salon, skribler Mia i pendulfart ned på sin blok, og sørger for jævnligt at kigge op og få øjenkontakt i et par sekunder.

Selve salonen dufter af frisk maling. Et dannebrogsflag pryder den ene af salonens vægge. 

»Jeg elsker det danske flag,« siger Aki, og hendes ansigt trækker i et smil, der når helt op til hendes mørkebrune øjne. Hun er kommet hertil fra Iran for 24 år siden. 

»Her kan jeg sige, hvad jeg vil og gøre hvad jeg vil,« siger hun og kigger lidt tænksomt ud i luften.

»Og kvinder har rettigheder,« tilføjer hun efter en kort pause, nu med bævrende stemme.

Stemningen i rummet ændrer sig på et splitsekund fra afslappet til følelsesladet. Mia lytter opmærksomt og nikker anerkendende, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor hurtigt en historie kan udvikle sig. Historier som Aki’s får man ikke i telefonen eller over mail. Dem får man, når man går ud og møder sine kilder, der hvor de er. 

 

Borgerne er helt tæt på 

Da vi efter en kort køretur træder ind ad døren på redaktionen, byder 3 kvinder os velkommen. Den ene af kvinderne kender Aki og spørger, hvordan interviewet gik. Fra etagen oven over summer lyden af fingre på tastaturer. Det er her, redaktionens i alt 7 mænd og kvinder til dagligt har deres gang. Mia slår sig ned ved sit skrivebord. 

Redaktionschef Jan Bonde sidder inde på sit kontor. Han er en rolig og velreflekteret mand, og man skal ikke snakke med ham mange minutter, før man forstår, at det er alfa og omega for ham, at avisens journalister er tæt på borgerne og lokalmiljøet.

»Hvis vi vil noget med vores læsere, må vi komme ud til dem.«

Mine tanker flyver et øjeblik tilbage til mødet med Aki. 

Jan forklarer, at der på større regionale og nationale medier er så stor en distance mellem borgerne og journalisterne, at det kan blive et benspænd i jagten på gode historier og kilder. Den nære omgang med kilderne betyder dog også, at man som lokaljournalist skal have en anderledes omgang med sit kildenetværk.  

»Man skal kunne skrive en historie om dem en dag og se dem i øjnene igen den næste,« siger Jan og gestikulerer med begge hænder fra den ene side til den anden.

Pionerer for bylivet

På dagens redaktionsmøde finder endnu en aftale vej ind i Mias allerede tætpakkede kalender. Da sidste bid af rundstykkerne er spist, hopper hun derfor igen i regnjakken og sætter på gåben kursen mod børnetøjsgenbrugsbutikken, MiniKartellet.

Minikartellet har netop lejet et tilstødende lokale, så de kan udvide deres forretning med salg af legetøj. Det har været stærkt efterspurgt, efter den lokale Fætter BR lukkede, fortæller de to lyshårede indehavere, Kathja Kingo og Liset Skov, entusiastisk.

»Folk bliver ellevilde,« siger Mia med et smil og lyner lidt ned i lynlåsen på sin jakke.

Avisen dækker ændringer i byens butiksliv meget nært. Det seneste år har flere butikker måtte dreje nøglen om i centrum af Middelfart, og de mange tomme butiksvinduer ligger byen, og dermed også avisen, meget på sinde. Redaktionschef Jan Bonde har skabt initiativet ”Byens Bedste” som en hyldest til det lokale handels- og kulturliv. Det foregår på den måde, at borgerne indstiller deres favoritter i 9 forskellige kategorier, hvorefter en jury udvælger kandidaterne, som borgerne så kan stemme på. Det hele kulminerer i et stort awardshow, hvor både borgere og butikslivet deltager. 

»Det er borgerinddragende, fordi alle har ret til at indgive en stemme og deltage. Det, at Lokalavisen gør sådan noget for os, det betyder rigtig meget,« siger Kathja.

Da Mia er blevet vist rundt i de nye lokaler, stiller indehaverne storsmilende op til et billede til artiklen, og de er helt tydeligt begejstrede for at have besøg.

»Vi var slet ikke bevidste om, hvilken power Lokalavisen har, før vi åbnede Minikartellet,« siger Kathja Kingo.

Efter besøget i Minikartellet begynder jeg at forstå jeg, at noget så banalt som en udvidelse af en butik, har utroligt stor betydning for de lokales hverdag. 

»Vi er meget tættere på borgeren, end de nationale medier. Vi er jo lige der, hvor de er. Og de skal bare ringe, så kommer vi,« siger Mia, da vi slentrer tilbage af gågaden mod redaktionen.

Meget mere end bare artikler

Dagens næste aftale er en anderledes en af slagsen. Sidste år begyndte redaktionens journalister at undervise i journalistik på udvalgte fynske gymnasier som en del af danskundervisningen. 

Vi træder ind på Middelfart Gymnasium og HF i spisepausens sidste minutter. Elever fræser rundt på gangene, og duften i indgangshallen afslører, at dagens ret er flæskestegssandwich. 

Eleverne i 9B skal skrive en artikel til deres næste danskaflevering. Mias opgave er at hjælpe dem med at tænke journalistisk og videreudvikle på deres historieideer. 

Sidst Mia var her, fangede en af gruppernes historier hendes opmærksomhed i en sådan grad, at hun lavede sin egen version af historien til MelfarPosten. 

Den første gruppe kommer traskende ud til det runde bord, hvor Mia har taget plads med sin blok. De skriver om økologi, og de vil gerne snakke med den lokale Kvickly til deres artikel.

»Jeps! Det er bare ned og banke på,« siger Mia entusiastisk og trykker på enden af sin kuglepen et par gange.

Dagens sidste gruppe arbejder på en historie om et møbelværksted for kontanthjælpsmodtagere i Odense. De vil undersøge om konceptet kan udvides til Middelfart.  

»Jeg sørger for, at vi får lavet en aftale, også tager vi derud sammen,« siger Mia efter lidt tids snakken frem og tilbage. Hun synes helt tydeligt, at historien er interessant. 

Lektionen slutter af med en kort undervisning fra Mia i at vinkle skarpt på sin historie. På vejen mod parkeringspladsen kommer Kvickly-gruppen gående. De er netop hjemvendt efter et succesfuldt besøg hos Kvickly. 

»Skide godt drenge,« siger Mia rosende. 

Borgernes talerør

Dagens sidste aftale er et læsermøde på Middelfart Rådhus. På vej derhen bemærker jeg, at redaktionens anden og sidste rullevogn næsten er tom ude på gaden. Mia fortalte mig tidligere på dagen, at de får 700 aviser leveret til redaktionen. Det var lige godt pokkers, tænker jeg, mens endnu en bil holder ind ved siden af vognen.

Da jeg ankommer til rådhuset, byder Sofie Ejlskov Hugge, som er vikar på redaktionen, deltagerne velkommen i døren. Redaktionen har selv taget initiativ til at afholde mødet, fordi det er vigtigt for dem at give borgerne en platform til at komme i dialog med hinanden.

»Og så bærer det ofte en masse god journalistik med sig,« siger Jan. 

Aftenens læsermøde handler om kommunens forestående budgetforhandlinger, og 25 borgere er mødt op. Da alle har fundet deres pladser, byder Jan velkommen.

»Mødet her er også et åbent redaktionsmøde, hvor vi håber, at I vil komme med input til, hvad I gerne vil have, vi dækker i avisen,« siger Jan og kigger rundt på deltagerne. De bliver bedt om at bruge et båthorn undervejs, hvis der er noget, de gerne vil sige.

Flere af deltagerne roser undervejs avisens mange gode tiltag, og da Sophie afslutningsvis opfordrer til en brainstorm af ideer til avisen, kommer båthornet på overarbejde. Der bliver først ro, da der ikke kan presses et eneste bogstav mere ind på hendes Whiteboard. 

»Spred det gode budskab. Avisen er andet end gammelt papir. Tak for i dag,« siger Jan med et smil, og deltagerne kvitterer med grin og klapsalver.

Min dag i Middelfart lakker mod enden, så jeg hiver Jan til side, for at stille ham et sidste spørgsmål. Jeg vil gerne vide, hvorfor redaktionen gør så mange ting for deres by, som normalt ligger uden for det journalistiske arbejdsområde. Han fortæller mig, at alt hvad redaktionen foretager sig, er med borgeren og lokalsamfundet for øje. 

»Vi siger simpelthen ‘kære venner, hvad vil I gerne have?’, og så lytter vi rent faktisk til dem. At være tæt på borgeren sikrer vores relevans,« siger Jan i en alvorlig tone, der gør det helt tydeligt, at han mener det han siger.

De fleste deltagere har pakket sig sammen og står nu i klaser med overtøj på og vender de sidste pointer, inden byrådssalen lukker. Jan observerer dem en kort stund.

»Det er nok lidt en floskel, men jeg synes, at lokalaviserne er vigtigere nu end nogensinde før,« afslutter han, inden jeg takker ham, og vender snuden tilbage mod Odense.