Vi kender det sikkert alle sammen. Vi sidder og scroller gennem Facebook, da vi falder over en shitstorm. Disse shitstorme handler ofte om politikere, udlændinge eller religion. For ikke så lang tid siden var det Jehovas Vidner, der kom i klemme. Jeg læser ofte kommentarsporet for at følge med i debatten. Og den er ofte ensidig. Mange af kommentarerne er som følgende:
»Religion er roden til alt ondt! Hvis det ikke var for religion, havde der været fred i verden. Vi burde afskaffe religion verden over.«
Og der er ikke langt fra de her Facebook-kommentarer til virkeligheden. Der er opstået en form for had for religion i vores senmoderne samfund. Religion ses som gammeldags, unødvendigt og mærkeligt. Som Nietzsche nu engang sagde: »Gud er død«.
Partier som Nye Borgerlige baserer deres politik på, at religion (eller en bestemt religion) er roden til alt ondt. Og hvis ikke til alt ondt – så en del. Der får jeg lyst til at sige: Gu’ er det ej!
Der sker en masse forfærdelige ting i verden, som er udført af mennesker, der tilhører en bestemt religiøs overbevisning, ja. Det kan man vist ikke benægte. Men helt ærligt, at religion som et koncept skal have skyld for menneskers handlinger, efterlader mig uforstående. Hvad med alle de gode ting ved religiøse personer? Dem synes jeg ofte ikke, der er fokus på i medierne.
Et eksempel er Bykirken i Odense, der hører under Pinsekirken. De afholder hver fredag begivenheden ”Østergade til middag”, som er styret af frivillige. Her kan ’gadens folk’ komme ind og få et varmt måltid. Udover et varmt måltid, får de også en varm velkomst. De frivillige står klar med åbne arme og krammer alle de besøgende, der kommer ind. Og det er lige meget, om de er alkoholikere, prostituerede eller ensomme. De frivillige dømmer nemlig ikke nogen af gæsterne.
Her er de frivillige i gang med at gøre klar til deres gæster.
Undskyld, men er det ikke gudhjælpemig smukt? Og det smukkeste af det hele: det, der motiverer de frivillige, er deres religion. Deres kærlighed til Gud og Jesus. Deres næstekærlighed til deres medmennesker.
Og lad mig være ærlig: som privatperson var jeg ikke enig i alt, hvad de frivillige snakkede om. De fortalte blandt andet om, at de i deres trosretning ’healer’ deres trosfæller, så deres fysiske skavanker forsvinder. Den vogn hopper jeg ikke med på.
Men jeg synes, det er smukt, hvordan de bruger deres religion på noget godt. Jeg kan godt lide at undersøge disse religiøse samfund, da det er blevet sådan et tabu i vores samfund at være religiøs. Jeg har også besøgt dansk-arabisk kulturforening i Odense, hvor frivillige blandt andet sørger for at holde unge mennesker væk fra kriminalitet. Disse nuancerede aspekter er glemt i debatten.
Jeg synes, man kan lære noget af de religiøse personer. De, der bruger deres tro på noget godt. Og dem findes der mange af. Man skal bare opsøge dem i stedet for kun at fokusere på det dårlige.
Og lad os nu være ærlige. De fleste af os sidder og drikker os hammer stive i bajere hver fredag, mens de her mennesker udfører frivilligt socialt arbejde. Du behøver ikke at tro på healing-kræfter for at indrømme, at det religiøse samfund har en stor betydning for socialt udsatte mennesker. Det er ironisk, hvordan vi bruger så meget krudt på at dømme de religiøse, mens de bruger deres kræfter på netop ikke at dømme.
Så i stedet for at bruge så meget tid på at fordømme religion og religiøsitet, så kunne vi lære lidt fra det religiøse samfund. Vi kunne lære lidt af deres livssyn og måden de hjælper deres medmennesker på.
Det er okay at være ateist, men det er ikke okay at være snæversynet.