Minoriteter mangler i mediebilledet – det gør dækningen mindre mangfoldig

Både i den danske journaliststand og i nyhedsbilledet udgør antallet af etniske minoriteter en meget lav procent. Det er vigtigt for en mangfoldig mediedækning, at sammensætningen af journaliststanden byder på diversitet. Journalisten Nagieb Khaja er et eksempel på, at man kan drage fordel af en anden kulturel og social opvækst, som giver lettere adgang til andre kilder og historier.

Nagieb Khaja har gennem mange år produceret journalistik med fødderne placeret direkte i jorden i de miljøer, som han beretter om. I både Syrien og Afghanistan har han fået adgang til kilder, som ingen andre danske journalister har formået at få i tale.

Men allerede da han tager karrierens første spæde skridt i starten af 00’erne, skiller han sig ud. For Nagieb Khaja er ung og mørk i huden, og så går han næsten direkte fra et socialt boligområde i Avedøre Stationsby til journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.

»Jeg var faktisk den eneste på vores årgang med anden etnisk baggrund. Den eneste, der ikke havde en typisk dansk kulturel bagage med mig. Jeg kan ikke sige, at jeg var den eneste, der var vokset op i et såkaldt socialt boligområde. Men jeg var i hvert fald en af få.«

Med sine afghanske rødder og opvækst på Københavns Vestegn har Nagieb Khaja en større indsigt i og viden om etniske minoriteter og socialt udsatte i sammenligningen med sine medstuderende. Og baggrunden skal vise sig at have stor betydning for adgangen til kilder.  

Den danske journaliststand er etnisk dansk
Ikke kun på uddannelsen er repræsentanter fra minoritetsmiljøer fraværende, for billedet ser ikke meget anderledes ud i mediebranchen. De nyeste tal på området er fra 2010, hvor Dansk Journalistforbund (DJ) i samarbejde med Danmarks Statistik undersøgte antallet af indvandrere og efterkommere af indvandrere i den danske journaliststand. Undersøgelsen fandt frem til, at blot tre procent af alle DJ’s medlemmer har anden etnisk herkomst. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at under én procent af dem er fra ikke-vestlige lande. Hvis man kun betragter journalister i DJ har kun 1,5 procent anden etnisk herkomst – her beskrives det ikke, hvor mange der er fra henholdsvis vestlige eller ikke-vestlige lande.

Uddannelsesleder på Center for Journalistik på SDU, Morten Skovsgaard, har også undersøgt sammensætningen af den danske journaliststand af flere omgange, og han fortæller, at der stadig i dag er tale om »forsvindende få« etniske minoriteter blandt journalister. Ifølge forskerteamet på Center for Journalistik er mere end 83 procent af de danske journalister uddannet fra én af journalistuddannelserne. Med den oplysning kan det antages, at det heller ikke er på uddannelserne, at man finder mange andre hudfarver end hvid.

»Når man har meget få, der er opvokset i minoritetsmiljøer, får man ofte et outsider-perspektiv på miljøerne. Man ved i udgangspunktet ikke, hvor man skal kigge hen, og så bliver det ofte kriminalitetshistorier eller ’ugens glade historie’,« siger Morten Skovsgaard om nogle af de problemer, der opstår ved at have en journaliststand med en meget homogen kulturel baggrund. Antallet af journalister, der har insiderviden i kraft af en anden kulturel opvækst end den danske, afspejler ikke andelen i befolkningen.

»Det giver bare noget at have en baggrund, der gør, at man lettere kan tale med folk, og ikke skiller sig for meget ud, når man rejser rundt i Mellemøsten. Det er ikke kun der, at det vil være en fordel. Det vil også være en berigelse i dækningen af den danske kontekst,« siger Skovsgaard.

Insiderviden er en fordel
Under studietiden opbygger Nagieb Khaja netop et stort netværk i miljøer med kilder, som andre journalister ikke i samme omfang kan få fat i. Hans insiderviden skaber den fordel, at han kan få adgang til at producere nogle andre historier. Men som færdiguddannet journalist, der skal skyde en karriere i gang, byder den anderledes baggrund omvendt også på en række ulemper. Antallet af jobsamtaler, Khaja bliver indkaldt til, kan tælles på en hånd, og han støder på mange fordomme. Særligt én situation har printet sig fast i hukommelsen:

»Til en jobsamtale blev jeg spurgt, om jeg havde fået min uddannelse i Beirut. Mine forældre er fra Afghanistan. Jeg har aldrig skrevet noget som helst om Beirut [Libanons hovedstad, red.]. Det var på en landsdækkende avis, hvor redaktøren bare gik ud fra, at jeg var araber, og derefter ikke kunne forestille sig, at jeg havde fået en journalistuddannelse i Danmark.«

Khaja er en slags pioner, for der er ikke mange som ham. Derfor føler han også, at han skal bevise noget for at blive accepteret i branchen.

»Jeg har oplevet journalister som er lidt: ‘arh, han er selv fra det miljø’. De har en latent, ubevidst måde at sætte en i bås på. De tænker om en, at hvis man er fra det miljø, så kan man ikke være kritisk overfor det miljø.«

Nagieb Khaja understreger, at journalister med minoritetsbaggrund i dag næppe ville rende ind i den slags fordomme, fordi der er langt mere viden og åbenhed om minoriteter i branchen i dag – og ofte ses det som en positiv kvalitet. Khaja mener, at det er enormt vigtigt at der er danske journalister, som er i berøring med de mennesker, som de taler om i medierne for at kunne få alle nuancerne med.

»For der er stadigvæk mange danskere, som ikke er i berøring med minoriteter, som lever i nogle små hvide enklaver, hvis man kan kalde det for det. Og får alle deres oplysninger qua historier, som primært problematiserer minoriteter. Vi skal som journalister sørge for, at opfattelsen ikke bliver forvrænget.«

Etniske minoriteter i nyhedsbilledet
Mangel på etniske minoriteter i journalistbranchen kan have konsekvenser for, hvordan man betragter etniske miljøer i Danmark, og hvordan journalister udvælger kilder. Både Morten Skovsgaard og Nagieb Khaja påpeger, at det er lettere at få kilder med anden etnisk og social baggrund i tale, hvis journalisten selv har en automatisk forforståelse med i baghånden.

Foreningen Ansvarlig Presse har i samarbejde med RUC og JP/Politikens Hus undersøgt antallet af etniske minoritetskilder i mediebilledet. Som med antallet af journalister er antallet af kilder ligeledes lavt. Blot fire procent af kilderne i det danske nyhedsbillede er ikke-etniske danskere. I den danske befolkning udgør antallet af ikke-etniske danskere 12 procent. Rapporten konkluderer på den baggrund, at medierne fejler i at give en ligelig repræsentation af forskellige samfundsgrupper, når så få etniske minoriteter kommer til orde. Man kan derfor forestille sig, at flere journalister med minoritetsbaggrund muligvis kunne betyde en stigning i antallet af minoritetskilder i nyhedsbilledet.

Og for at øge antallet af minoritetsjournalister i branchen, må antallet øges på journalistuddannelsen. Til det siger uddannelsesleder Morten Skovsgaard:

»Vi ved godt, at der er for få, og det er et problem. Diversitet kan som minimum ikke skade, og det vil gøre dækningen mere mangfoldig dybest set. Om det er vores ansvar? Det synes jeg sådan set, det er, men det er også vores ansvar, at vi får de bedste ind. Vi skal prøve at få de bedste ind, samtidigt med at vi har diversitet. Det er en balancegang.«

Minoriteter føler sig misrepræsenteret
Ifølge Morten Skovsgaard kan han som uddannelsesleder ikke øge diversiteten på studiet, hvis det lave antal af etniske minoriteter bunder i noget strukturelt. Eksempelvis i form af at minoritetsgrupper føler sig ekskluderet i mediebilledet grundet de negative historier, og de derfor slet ikke ønsker at blive journalister og bidrage til en fortsat ekskludering.

Nagieb Khaja bakker Skovsgaard op, for han tror på samme måde, at nogle minoriteter har et negativt syn på medier, da de netop føler sig misrepræsenteret.

»De har nogle forestillinger om, at de kommer ind i et univers, hvor de skal være med til at opretholde det her billede og give køb på deres egen opfattelse af, hvordan samfundet ser ud.«

Ifølge Khaja kan journalister gøre noget aktivt for at forbedre misrepræsentationen. De skal blive bedre til at finde cases, der tilhører en minoritet, når de producerer journalistik.

»Hvis man laver en historie om, at der er problemer med institutionspladser til vuggestuebørn, skal man prøve at få nogle minoriteter i tale. Hvad synes de om, at de er nødt til at gå hjemme i ekstra lang tid eller få en barnepige, da de ikke kan få pasning?«

Det er et problem, hvis minoriteter kun er en del af historier, som handler om kriminalitet eller ekstremisme. Det gør, at danskerne får et forvrænget billede af danske indvandrere og deres efterkommere. Khaja understreger, at journalister ikke skal lave rosenrøde fremstillinger, men at historierne skal vise virkeligheden. Virkeligheden er, at minoriteter også lever normale liv, hvor de bakser med trivielle problemer som alle andre.

Det kan dog være en ikke-intentionel handling fra journalisters side, når de udvælger cases, der ligner dem selv. Ifølge den amerikanske professor Stephen Reese så udvælger journalister deres kilder blandt andet på baggrund af individuelle faktorer såsom baggrund, bopæl og holdninger. Derfor vil det også være lettere for journalister med minoritetsbaggrund at få adgang til minoritetskilder, fordi de har flere fælles karakteristika.

Hvis journalister derfor ikke er opmærksomme på, hvordan de tilgår kilder, der er anderledes end dem selv, så kan det potentielt komme til at påvirke folks holdninger på en negativ måde. Khaja forklarer, at journalister ikke længere er neutrale, hvis de kun viser minoriteter i problematiske historier. Han mener derfor, at det er vigtigt at finde kilder uden for sit eget miljø.

»Det skal vi være bevidste om, og jeg ved godt, at man ikke gider have den på sig. Man vil bare lave sin historie, og man gider ikke tænke på alt det her, der er bare ikke noget at gøre. Det er os journalister, der gengiver virkeligheden, og det er et tungt ansvar.«

Diversiteten skal øges via oplysning
En anden forklaring på det lave antal af etniske minoriteter i faget kan skyldes noget kulturelt. Khaja forklarer, at der har været en tendens til, at mange unge med minoritetsbaggrund søger mod mere tekniske uddannelser.

»Det har der været tradition for i hjemlandet. De er blevet opflasket med, at der er mere status i eksempelvis at være læge eller tandlæge,« forklarer Nagieb Khaja.

Samme fornemmelse deler Skovsgaard. Hans indtryk er også, at unge med anden etnisk baggrund søger mod de tekniske og sundhedsfaglige uddannelser. Derfor er det også svært for uddannelseslederen at vide, hvad man skal gøre ved den skæve fordeling. Han mener ikke, at potentielle ansøgere bliver sorteret fra i optagelsesprøven, men problemet ligger i, at de slet ikke søger grundet disse kulturelle og strukturelle årsager, som både Nagieb Khaja og Skovsgaard har påpeget.

Selvom det er svært at bestemme, hvad der lige akkurat gør, at der er få etniske minoriteter på studiet, så nævner Skovsgaard, at det fra uddannelsernes side kan være en løsning at komme ud og fortælle om faget på ungdomsuddannelserne i områder, hvor der er en høj koncentration af elever med anden etnisk baggrund. Som så meget andet er det dog et spørgsmål om ressourcer og tid. Men det er noget, som Skovsgaard er positiv omkring:

»Vi kan sådan set kun gøre for lidt, men der er kun så og så mange ressourcer og så og så meget opmærksomhed, vi kan rette på bestemte områder.«

Også ude i branchen bliver der handlet på området. Khaja er en del af foreningen Ansvarlig Presse, som har gjort en indsats i forbindelse med det lave antal minoriteter i branchen. De har blandt andet holdt workshops på journalistuddannelserne og bestilt rapporter omkring, hvordan medierne dækker forskellige minoriteter. Men for Khaja er en del af løsningen også at fremhæve forbilleder blandt allerede arbejdende journalister.  

»Jeg tror, at den der udvikling, hvor der er nogle minoriteter, der er journalister, som man kan spejle sig i, og man kan se, at man godt kan lave journalistik på en sober og nøgtern måde i nogle af de miljøer, man selv er en del af. Det er noget, jeg er sikker på, kan give folk blod på tanden,« siger han.

Det er ikke fordi, at folk i Danmark med en minoritetsbaggrund ikke er dygtige nok til at komme ind på journaliststudierne, mener Khaja. Det handler om at inspirere dem og gøre dem opmærksomme på faget, lave oplysningskampagner, rekruttering, efterskole-kurser og så videre. Det er en vigtig kamp, for journalister spiller en vigtig rolle i samfundet.  

»Journalister er de mennesker, der er med til at fremstille den virkelighed, vi har, så de mennesker, der ikke er i berøring med minoriteter, også får adgang til og forståelse for, hvad det er for nogle mennesker, og hvilke værdier de har.«

Der er meget, der tyder på, at en større diversitet i den danske journaliststand, vil byde på en mere mangfoldig og repræsentativ mediedækning.