I den ihærdige kamp på at finde et menneske af kød og blod med en prominent stemme, som gerne vil medvirke i artikler, mødes man ofte med et pænt ”nej tak”, fordi man kun er simpel journaliststuderende.
Klummen er et udtryk for skribentens holdning.
I de seneste par uger har pressen indledt en menneskejagt på gruppeformand for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen, eftersom Ekstra Bladet løbende har dækket formandens manglende lyst til at deltage i en lang række møder som statsrevisor. Chefredaktør Poul Madsen og hans kompagnoner har dog brugt nogle metoder, der ikke helt levede op til den gensidige respekt, som pressen og politikere burde have for hinanden på Christiansborg. I hvert fald ikke hvis du spørger den kommende finansminister, når Danmark om et par måneder ifølge meningsmålingerne sætter deres kryds til fordel for rød blok og Henrik Sass Larsen.
Der har altid været et anspændt forhold mellem pressen og Socialdemokratiets formand, da han sjældent udtaler sig til medierne. Så da Henrik Sass fortæller til Politiken, at han har haft en depression, blev situationen endnu mere anspændt. Det blev til en diskussion om, hvorfor han overhovedet bestred sin post på Borgen, og om hvorvidt mediernes menneskejægere skulle lade ham være eller ej. Men når en prominent politiker klipper båndet til medierne, stiller samtlige redaktører sig op på deres piedestal og prædiker om ytringsfrihed, demokrati og den frie presse i principiel afmagt over, at ”tudeprinsen” som Poul Madsen kaldte Henrik Sass Larsen i Presselogen på TV2, ikke vil udtale sig. Man kan næsten fristes til at tilbyde en tudekiks! Kan I huske dengang, hvor I selv var på skolebænken? Her på det spæde stadie af min karriere som skrivekarl må jeg nærmest indfinde mig med, at jeg nok må vente nogle år, før jeg kan få et interview i hus med Borgens big shots. Heldigvis kan man finde venlige sjæle, der glædeligt vil give en kommentar med på vejen til en nybegynder som mig. Det er jo fin medietræning! Men andre ser ikke grund til det. Og hvorfor skulle de?
Intet i denne verden er gratis
Til marts-udgaven af Lixen forsøgte jeg at få en snak med en af de mest omtalte kandidater til folketingsvalget 2019. Så hvis du følger med i nyhedsbilledet, kommer det vel ikke som den store overraskelse, at det var Klaus Riskær Pedersen (E), lederen af partiet af selvsamme navn. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvilke tanker han gjorde sig om hans kriminelle fortid i forbindelse med sit kandidatur til valget.
Efter en kort mailkorrespondance fik jeg grønt lys til at ringe en uge senere. Med en kort præsentation af mit ærinde ændrede han hurtigt mening. ”Jeg har simpelthen ikke tid til at snakke (…) bare det at håndterer selve pressen er nok”. Men med en fortid som telefonsælger, forsøgte jeg på bedste facon at overtale ham til en kort snak, dog uden held. Hans afvisning er egentlig også forståelig nok. Når DR, TV 2 og samtlige dagblade hungrer efter interviews, må jeg nok se mig underprioriteret. Og det er vel en selvfølge, for når det trækker op til valgkamp, må enhver politiker forsøge at se sit snit til at komme på dagsordenen. En dagsorden, som de færreste, hvis overhovedet nogen, journaliststuderende kan sætte.
Noget for noget
Det gængse ”noget for noget”-princip skinner stærkt igennem her. Jeg forstår, at politikere gerne vil have taletid. Men hvis man har et lettere religiøst forhold til meningsmålinger i bedste Helle Thorning-stil, får man hurtigt et broget billede af mediernes politiske indflydelse. Hvis vi tager fat i den nyopstillede kandidat Klaus Riskær igen, så viser de seneste målinger, at han står til 1,7 procent af stemmerne plus/minus. Han er altså ikke engang over spærregrænsen til at komme i Folketinget. Efter hans parti blev opstillingsparat for et par uger siden, har han fået konstant eksponering i medierne. Der er blevet talt meget om hans kriminelle fortid, men siden han har fået nok underskrifter til at stille op til at blive en af tingets 179 medlemmer, må det da antages, at der er nogle, som faktisk gerne vil stemme på ham. Så hvis en dagsorden, der hedder Klaus Riskær Pedersen med store fede blokbogstaver, ikke kan få ham over spærregrænsen, så kan mediernes politiske indflydelse vel ikke være så stor, som man måske skulle tro.
Jeg ringer for at spilde din tid
Det kan selvfølgelig virke meningsløst at nikke ja til et interview, hvis der ikke kommer et produkt ud på den anden side. Men som videreformidler af synspunkter kan jeg sagtens se, hvorfor Klaus Riskær og mange andre ikke vil stille op. Det er tilsyneladende afgørende, hvilken platform deres budskab bliver skudt ud i. Som studerende får jeg rigeligt med øvelse og erfaring, der kan bruges videre ind i mediebranchen, men jeg kan ikke tilbagebetale kildernes tid. Jeg har ringet mange gange for at spilde jeres tid, og det er altid lige frustrerende ikke at kunne komme ud med det budskab, jeg gerne vil fortælle. Men tak fordi jeg måtte spilde din tid. Intet i denne verden er gratis, så den dag, hvor jeg skal ”sælge” jeres politiske projekter til dagbladenes læsere vil i være in mente, hvis I er så gavmilde at bruge jeres tid på en simpel journaliststuderende. Noget for noget.