De fleste kender Christian Degn for hans værtsrolle i DR programmet Hammerslag, men hans journalistiske rejse har været en blandet pose bolsjer af både graverjournalistik, en cavlingnominering og sluthistorier på regional tv.
Steen Bostrup toner frem på skærmen hjemme hos Christian Degn, da han en aften sidder i stuen med sin forældre og ser tv-avis. Christian går i fjerde klasse. ”Hvem er han? Hvad laver han?” spørger han og peger på skærmen. ”Han er journalist,” svarer Christians mor og forklarer, at hvis han bliver god til at læse, så kan det være ham, der en dag sidder der.
»Man kan let blive grebet af noget som barn, og jeg syntes i forvejen, at det var sjovt at fortælle historier,« husker Christian Degn om den gnist, der blev tændt den aften foran fjernsynet.
På det tidspunkt vidste Degn ikke, at han en rum tid senere rent faktisk ville tone frem på skærmen i danskernes hjem i flere forskellige roller. Endnu mindre kunne han forudse den lange rejse, han skulle på, fyldt med både regionalt tv, landsdækkende nyheder, graverjournalistik, tv-værtskab, tv-pris og endda en cavlingnominering.
Fortabt i fjernsynet
Nøjagtig ligesom den aften i stuen for så mange år siden blev Degn draget af tv-mediet under sin tid på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han spoler tiden tilbage til 1999, da han startede på sin drømmeuddannelse. Han var både god til at skrive og god til at lave overskrifter, men da muligheden for at få tv på 2. semester opstod, var han sikker.
»Jeg tænkte bare for mig selv: du har jo altid elsket at se tv, Christian, men du har faktisk aldrig prøvet at lave det. Den har chance er du nødt til at tage,« smiler han og fortæller, hvordan han fortabte sig i, hvor sjovt det var at lave fjernsyn.
»At få billeder, lyd og ord til at hænge sammen i en journalistisk historie, det syntes jeg bare var det fedeste,« understreger han.
Da han skulle finde en praktikplads i starten af 00’erne, var det enten tv-avisen, TV2 nyhederne og TV2’s regioner.
»Vi var jo opdraget i sådan en ”vi-skal-lave-nyheder-ånd”,« forklarer Degn og fortsætter: »Så jeg kom heldigvis i praktik på TV2 Østjylland, hvor der var højt til loftet, og hvor jeg både kunne få lov til at lave reportager og nyheder i den bløde og den hårde ende,« smiler han.
Den gode historie
Selvom Degn hurtigt sporede sig ind på tv, så var målet i sig selv hele tiden bare at få lov til at fortælle historier, ligesom han altid havde været god til. Han klør sig på hagen og spørger sig selv, hvad en god historie så egentlig er.
Men at være journalist i livsstil, kultur eller samfund, det er jo i virkeligheden en kæmpe opgave i forhold til at klæde Danmark og danskerne på til at være en del af et demokrati
»Det er lidt svært. Den gode historie er mange ting,« siger han og tøver en smule. »Altså hvis vi skal se os selv som den fjerde, kontrollerende statsmagt, så er det jo klart, at det måske mest er graver- og nyhedsjournalistik. Men at være journalist i livsstil, kultur eller samfund, det er jo i virkeligheden en kæmpe opgave i forhold til at klæde Danmark og danskerne på til at være en del af et demokrati,« fremhæver han.
Denne opfattelse er dog noget, som Degn først har fået senere i sin journalistiske karriere. Han var ganske rigtig opdraget til, at nyheder var journalistik, punktum. Det var sådan, han havde oplevet Steen Bostrup dengang i stuen, og det var sådan, det blev fremstillet på uddannelsen. Hans karriere gik fint, men det udviklede sig til mere end fint, da han en aften i 2006 var den sidste, der forlod Kontant redaktionen på DR. Telefonen ringede og det skulle være Degns held, at han netop var den sidste på kontoret. I den anden ende af røret var der et tip om omfattende handel med tonsvis af gammelt kød fra Thulin Kød Engros. Opringningen blev startskuddet på det, der er kendt under navnet ”kødskandalen”, startskuddet til det, der skulle sørge for en nominering til Cavlingprisen.
Foto: Privat
Tag en tur i Føtex
Samme år som nomineringen til Cavlingprisen, havde Degn vundet prisen for årets tv-nyhed for ”kødskandalen”.
»Da jeg møder op til tv-prisen som Christian, 27 år, bliver jeg mødt af den ene meget voksne, seje journalist efter den anden. Alle mulige journalister, jeg ser op til, fortæller mig, at der ingen retfærdighed er til, hvis jeg ikke vinder den Cavling,« mindes han. »Så vinder vi tv-prisen, og der er jeg jo næsten overbevist om, at det er en selvfølge, at vi også vinder en Cavling.«
Med udsigterne til måske at hive den prestigefyldte pris med hjem, begynder nogle andre tanker at forme sig i Degns hoved. For trods den store glæde over at være blevet nomineret begynder han at blive nervøs. Nervøs for hvad der måske kan følge med sådan en titel som Cavlingvinder.
»I medierne bliver mange tidligere Cavlingvindere jo netop omtalt som det; tidligere Cavlingvinder. Ville jeg nu blive sådan én, som andre medier henviste til og spurgte: er det god journalistik, det der, Christian?« spørger han og ryster lidt på hovedet. »Jeg blev næsten helt angst for det ansvar, der kunne blive lagt på mine skuldre ved at vinde. Og om jeg kunne leve op til det igen. Og bekymret for om jeg nogensinde kunne lave lige så god en historie igen i nyhedsjournalistisk forstand.«
Men til manges store overraskelse, inklusiv ham selv, var det altså ikke Christian Degn, der kunne tage statuetten af Henrik Cavling i hånden den aften. Efter offentliggørelsen hang han lidt med hovedet og var skuffet over udfaldet. Lige indtil en kollega kom hen til ham.
»Han sagde: ”Christian, hør her, hvis du vil høre, hvad danskerne mener er årets bedste historie, så vil jeg gerne betale en togbillet til Føtex i Horsens, og så går du ind og spørger de første ti mennesker, hvad der har været den bedste historie i år. De vil alle sammen sige ”kødskandalen”. Så kan du tage hjem og fortsætte dit arbejde”,« griner han over kollegaens råd. »Det fik mig til at tænke, hvor latterligt det var, jeg skulle bare lige bearbejde skuffelsen. Det var jo ikke et udtryk for, at jeg var dårlig,« understreger han.
Nyhedssoldaten
Efter det lille nederlag til Cavlingprisen havde Degn en god tid på TV2, hvor han blandt andet lavede historien om p-pillen Yasmin, der var meget i rampelyset i den periode. Nyhedsboblen gav en vis form for tryghed. Men, i 2012, altså seks år efter ”kødskandalen”, da Degn var rykket til TV Avisen på DR, fik han en helt ny opgave langt væk fra de store nyhedshistorier, der ellers var begyndt at danne rammen for hans karriere. Han skulle lave sluthistorierne, de hyggelige indslag til sidst i udsendelsen.
Jeg syntes ikke, at det var så fedt, lige da jeg fik opgaven. Helt ærligt så er det jo bare de der hyggelige historier uden konflikt.
Men efter få producerede sluthistorier, ændrede han sin mening om hyggeindslaget. Jovist var det stadig bare hyggeligt og uden konflikt, men mest af alt fik det smil frem på seernes læber. Hele Degns journalistiske virke blev vendt på hovedet, ligesom forståelsen af hans egen rolle blev det.
»Man kan sammenligne det lidt med en soldat. Først kommer man ind og er værnepligtig, ligesom at starte på Journalisthøjskolen. Jeg fik godt nok ikke at vide, at jeg skulle hoppe og skyde,« griner han og fortsætter: »men jeg fik at vide, at jeg skulle lave nyheder, og det gjorde jeg. Jeg fandt ud af, at d
Foto: Privat
e gode nyheder er dem, man selv kommer med, men at de bedste er dem, man selv afslører. Det gjorde jeg så også mit allerbedste for. Det blev mit selvbillede. Det jeg kunne. Så Journalisthøjskolen fik mig lavet til en elitesoldat i nyhedsjournalistik.«
Men inde i soldaten sad der stadig bare den lille, glad dreng, der gerne ville fortælle nogle gode historier, som måske ikke havde grundlag i konflikter, afsløringer og nyheder.
»Sluthistorierne fik folk til at grine, og det gjorde virkelig noget ved min opfattelse af det hele,« forklarer Degn.
Væk med vredeskappen
Sluthistorierne blev starten på en ny medievirkelighed for den ellers så godt opdragede nyheds- og graverjournalist.
»Jeg har kæmpe respekt for mine graverkollegaer, der gør Danmark til et bedre land ved at sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, for hvis der er noget galt, så skal det frem,« understreger han og fortsætter: »Men det kræver en ekstrem vedholdenhed, og man er lidt nødt til at finde sådan en vredeskappe frem. Det gjorde jeg i hvert fald, for der er så mange, der gerne vil manipulere dig, giver dig modstand og direkte lyver,« forklarer han.
Vredeskappen har Degn sikkert lagt og byttet ud med en glædeskappe. I tiden med sluthistorierne gik det nemlig op for ham, at seere skal have lov til at grine sig til en pointe i stedet for kun at blive overtalt med rationelle argumenter. Pludselig kunne han tale til folks mave i stedet.
Det danske lejrbål
I dag er det stadig glæden, der er vigtig for Degn i hans arbejde. Cavlingprisen har han for længst skiftet ud med huspriser, når Hold Øst og Hold Vest dyster om at komme tættest på salgsprisen af en ejendom i den bedste sendetid.
»Der er mange, der ikke følger med i nyhederne, så hvis jeg på nogen måde kan få folk til at smile eller grine, mens jer gør dem klogere på deres livs største investering i form af bolighandel, så synes jeg, at jeg er nået langt,« smiler han.
Tankerne flyver endnu engang tilbage til stuen. Til en samlet familie foran fjernsynet.
Hvis jeg kan være med til at samle en børnefamilie, så har det en kæmpe værdi. At de ikke bare sidder og fortaber sig i hver sin mobil, computer eller tablet.
Hver dag går mor og far på arbejde, mens børnene er i børnehave og skole. Diskussioner med kollegaer og kunder, skænderier i skolegården og en ulvetime, der rammer lige midt på dagen. Madlavning, lektiehjælp, søskendekærlighed og en deprimerende nyhedsudsendelse om krig og ødelæggelse fylder huset, indtil familien endelig kan samle sig foran fjernsynet klokken 20.00. Konflikter har de fået nok af, nu handler det om at samle generationerne.
»Livstilsprogrammerne er jo det danske lejrbål,« smiler Degn og forklarer, at man med stor sandsynlighed kan rejse hvorhen man vil i Danmark og tale med nogen om Den Store Bagedyst.
Det er vigtigt for Degn at pointere, at journalister har et stort ansvar i at forholde sig til lige præcis den virkelighed og tappe ind i den. For hvis ikke vil skuespilskolerne og streamingtjenesterne gerne tage over for journalisterne hver aften.
Illustration: Julie Lapp
Christian fra Hammerslag
Det er efterhånden længe siden, at lille Christian sad i stuen og drømte om at komme på skærmen ligesom Steen Bostrup, og nu er han for mange ”Christian fra Hammerslag”.
»Rent arbejdsmæssigt tror jeg aldrig, at jeg har været gladere. Det er sjovt. Det er rigtigt sjovt at lære at bruge sig selv på den måde,« smiler han.
Men det er ikke kun spas og løjer. Når han toner frem på skærmen i endnu en Hammerslagudsendelse og viser en ny bolig frem i Aalborg, Aarhus eller Aabenraa, så har han ikke lagt alle de journalistiske værktøjer på hylden, tværtimod.
»Hvor skal jeg starte og begynde? Det er noget værre vås, at livsstilsprogrammer ikke er journalistik,« pointerer han. »Det kræver lige så meget arbejde, af og til måske endnu mere.«
Graverjournalistikken kan nemlig sagtens anvendes i ”hyggen”, og pakke viden om diverse emner ind i en mere spiselig pakke, en når de kolde facts lægges på bordet på TV2 News. Degn mener nemlig, at det er vigtigt at tage højde for alle samfundets grupper.
Vi overser, at nogen ikke hører, ser eller læser ret mange nyheder, og hvem skal så fortælle dem om samfundet?« spørger han sig selv.
»Hvis jeg kan nå ud til dem med viden om huskøb, så kan det godt være, at det skal foregå i slowmotion og præges af smil og underholdning, men det er et elitært argument, at der ikke er journalistik over det.«
Og så kan Hammerslagværten ikke selv lade være med at smile lidt. Opdraget til at være nyhedssoldat og jagte konflikthistorien, har han nu vendt alt op og ned.
»Public service er til alle danskere, og hvis jeg kan nå ud til dem, der ikke lige læser finansnyt, så er det godt. Hvor fedt er det ikke lige, at man kan hygge sig til at blive klogere?« ler han og læner sig tilbage. Og når Hammerslag ruller over skærmen onsdag aften kl. 20.00, sidder der måske børn og peger på skærmen. ”Hvem er han? Hvad laver han?” spørger de. Så svarer deres mor: ”Han er journalist.” Og så nikker børnene, for journalister fortæller mange historier, ikke kun om krig, konflikt og politik.
