Midt i Bella Centeret i København fik Lixen lov til at opleve, hvordan det er at være Rasmus Tantholdt. Det lod han os opleve i 30 minutter, før han kiggede på klokken og ilede videre til dagens næste aftale. Han ved nemlig lige så godt som os, at der kun findes én Tantholdt.
Masser af lyd. En bred summen af mennesker gennem højtalerne fylder den store hal. Blå løbere farver det grå betongulv foran Gyldendals stand på bogmessen i Bella Centeret. En næsten to meter høj udgave af forsiden på ‘Med åbne øjne’ pryder siden af den ene af de to scener, der er en del af den aflange stand. Bogen er den nyeste af to bøger om Rasmus Tantholdt, og ligesom den forrige er den skrevet i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen.
»Før tænkte jeg: Det er sgu lidt selvcentreret, at skrive en bog om mig selv og mine egne oplevelser, for nej, hvor er jeg spændende. Men når jeg så kigger på de to bøger nu, må jeg også konstatere: Okay, jeg har kraftedeme oplevet mange ting,« fortæller han og nikker bekræftende.
Netop oplevelserne er årsagen til, at Tantholdt befinder sig blandt bøger og bogorme på bogmessen. Han skal om mindre end en time fortælle om de selv samme oplevelser, som han beskriver i sin bog. Og oplevelser skal der nok komme flere af. Han fortæller, at han i morges fik besked om, at han gerne skal være klar til at rejse til Mexico i morgen tidlig for blandt andet at dække migrantkaravanen fra Sydamerika til USA. Endnu en oplevelse han får gennem sit korrespondentarbejde hos TV2.
Langt fra TV Midtvest
»Det er ikke noget, jeg på nogen måde har drømt om, gået efter eller uddannet mig til. Det er noget, der er sket, fordi jeg har lavet mine historier, og det er der, de har taget mig hen.«
Tantholdt var fint tilfreds, da han i sine dage som studerende på Journalisthøjskolen knoklede for TV Midtvest. Hvad, han ikke havde set komme, var, at han efter at have afsluttet sin uddannelse, måtte lægge lokaljournalistikken på hylden for at udvide CV’et med en ansættelse hos TV2.
»Jeg arbejdede til, jeg fik næseblod, fordi jeg gerne ville bevise, at jeg var god nok til jobbet.«
Det var ikke sundt, og det vidste han godt. Men det var det, der skulle til for at få anerkendelse og for at bevise, hvor taknemmelig han var for den mulighed, som TV2 gav ham. I starten producerede han indlandsstof, men efter de første tre år hos TV2, blev han tilbudt at rejse til Irak for at dække Irak-krigen. Det overraskede, for »der er jo langt fra TV Midtvest og så til Irak, kan man sige.« Alligevel blev det et rungende JA fra den unge journalist, der endte med at måtte rejse afsted alene kun udstyret med eget kamera, egen computer og en billig flybillet til at fortælle historier fra det krigsramte land.
Turen til Irak blev ikke den sidste, der gik ud over landets grænser. Samtidig med at han lavede historier herhjemme, rejste han også ud og dækkede alverdens begivenheder. Selv de risikable.
»I starten var jeg meget fokuseret på altid at sige ja, for ellers så vidste jeg jo godt, at de jo bare kunne sende en, der var meget dygtigere end mig. Og dem var der masser af.«
Så han knoklede på. Fløj rundt og oplevede verdens brændpunkter, mens han rapporterede hjem til familien Danmark, der sad på kanten af sofapuderne hjemme i stuen og fulgte med.
Der er intet, der ville kunne sende mig afsted på min drengs fødselsdag. Om der så er udbrudt atomkrig, så er jeg ligeglad.
De kan ikke bare sende en anden Tantholdt
Mens bøgerne stadig var på skrivebrættet, og alle historierne skulle ridses op på ny, begyndte Rasmus Tantholdt at reflektere. Reflektere over de valg han havde truffet og det liv, han havde levet.
»Jeg tænkte tilbage til, da jeg var yngre, hvor jeg måske ikke altid var lige så god til at passe på mig selv, som jeg er nu.«
Med årene havde hans fokus rykket sig.
»Jeg fandt ud af, at det at udsætte sig selv for risiko for at få anerkendelse, er en utroligt dårlig idé.«
Og han var klar over, at det i hvert fald ikke var sådan, hans liv skulle leves, og derfor blev prioriteringerne anderledes, end de tidligere havde været.
»Der er intet, der ville kunne sende mig afsted på min drengs fødselsdag. Om der så er udbrudt atomkrig, så er jeg ligeglad.« For så må de sende en anden, hvis ikke det kan vente til at fødselsdagsbollerne er blevet spist.
Det er ikke så vigtigt, som han troede at sige ja til det hele, fortæller han.
»Der er ikke nogen anden, der kan tage afsted og være Rasmus Tantholdt. De kan være dem selv og lave noget godt, men det er ikke det samme.«
Foto: Melissa Kjemtrup
Anerkendelse og ydmyghed
Det samme gælder de journaliststuderende, der kan finde på at sige, at de vil være den nye Rasmus Tantholdt, den nye Puk Damsgård eller den nye Ulla Terkelsen. For det bliver de ikke. Det bliver de aldrig.
»Der kommer en ny af dig og en ny af dine kammerater.«
Netop dét skal de studerende være opmærksomme på, ifølge Rasmus. For det er noget, han selv kan huske fra sin tid som studerende og nyuddannet. De jævnlige skulderklap der blev uddelt på chefens kontor, blev dog mindre vigtige med tiden, men egentlig burde de aldrig have været så vigtige.
»Anerkendelse må aldrig være din suveræne drivkraft,« som han selv forklarer det.
»I skal passe på med at sætte jer et eller andet mål, hvor I skal lave noget, andre allerede laver.«
Men der er tilsyneladende ikke noget nyt i, at journaliststuderende drømmer stort.
»De mennesker jeg mødte, da jeg studerede, som sagde: ‘Jeg vil være studievært på 19-nyhederne’, eller ‘Jeg vil være korrespondent ligesom Steffen Jensen’ – det blev de aldrig.«
Ifølge Rasmus Tantholdt er ydmygheden altafgørende, når man er journalist.
»Jeg fornemmer, at der er en del studerende, der kommer ud og føler, at de allerede kan det hele.«
Men det er der ikke mange der kan, understreger han. Det er dog ikke blot de studerende, der ifølge Tantholdt har kvaler med ydmygheden.
Det vigtigste jeg har indset er, at verden ikke drejer sig omkring mig eller andre journalister, og det tror jeg nogle gange godt, at vi kan tro.
For det kan være svært at indse, når man står ude i verdens brændpunkter, eller når man har hænderne begravet i noget, der er spændende.
»Jeg føler nogle gange, at journalister er dem, der står nede i skolegården og slår løs på en eller anden person, som har dummet sig lidt. De bliver ved med at slå og slå, indtil personen ligger ned. Og så sparke videre indtil vedkommende forsøger at rejse sig op og sige undskyld, og så får de lige et spark mere.«
Og den slags journalistik er Tantholdt ikke vild med.
»Men jeg er helt sikker på, at det er noget, jeg selv har været en del af og sikkert også kan være en gang imellem stadigvæk.«
For når alt kommer til alt, så er det jo spændende, som Rasmus Tantholdt selv fortæller.
»Jeg tror, at det er vigtigt, at journalister kigger på sig selv udefra, kigger ned i skolegården og siger: ‘Den kreds der står der, og slår på ham manden her; hvem slår de på vegne af? Slår de på vegne af deres eget ego, eller slår de på vegne af den danske befolkning?’«
Han kigger ned på sit ur og fortæller, at han nok snart bliver nødt til at smutte videre. Han har en aftale med en, der står i standen, inden han skal på scenen om bare 20 minutter. »Jeg går lige over og spørger, om de er klar,« hvorefter han rejser sig op og går. Ikke mange minutter senere kommer han tilbage efter sine ting og takker af. Og så er han videre.