Udlandspraktik er noget mange studerende måske snuser til, men det er kun få, der vælger at gå efter det. En af dem er Naja Navntoft Holse, der er taget i praktik i USA. Hun fortæller, at det rigtigt nok er besværligt, men at læringskurven også er stejl.
Da jeg tog kontakt til Naja Navntoft Holse skete det på Facebook. Hendes svar kom ofte et par timer efter mine spørgsmål og var fyldt med engelske ord, dobbelt-A’er og andre erstatninger for vores besværlige, danske bogstaver.
Da vi efter et par forsøg får fat i hinanden er det midt i Disney Sjov – i hvert fald i Danmark. Naja sidder til gengæld på et kontor på 39. etage i Chicago. Klokken er 12.30. Få uger tidligere er hun flyttet fra lejligheden i Washington D.C., hvor hun boede sammen med fire piger og hoppede på flyveren til USA’s tredje største by, hvor hun nu bor og arbejder på generalkonsulatet.
Men hun havde egentlig ikke tænkt, at hun i sin praktik skulle sidde og spejde efter the Clintons på den anden side af vejen i Washington DC eller, som nu, i de sidste tre måneder af praktikken, kigge ud over Chicagos skyline. Alligevel sendte hun en ansøgning afsted til til den danske ambassade i Washington D.C. Og en dag ringede telefonen.
»De spurgte, om jeg ville til jobsamtale på en anden stilling, end den jeg havde søgt,« siger hun og fortæller videre:
»Og da de en dag ringede efter jobsamtalen og tilbød mig jobbet, sagde jeg bare ja uden egentlig at tænke over, hvad der så ville ske.«
Det praktiske valg er ikke udlandspraktik
Men et ‘ja tak’ til en praktikaftale i udlandet betyder også et farvel til praktikløn og til ens komfortzone. Og den tid, man ikke bruger på at gå fra det ene mediehus til det andet i Åbent Hus-ugen, skal i stedet investeres i praktikaliteter. Og det er ikke altid nemt:
»Jeg fik ikke den vilde støtte af studiet derhjemme – det er en praktisk opgave, der skal løses, udover at man skal i praktik. Sådan er det bare. Det må man se i øjnene,« fortæller hun.
Og man bestiller heller ikke bare den første og bedste flybillet, når man skal arbejde for det danske udenrigsministerium. Man skal sikkerhedsgodkendes. Udfylde massevis af formularer om tidligere job, baggrund og så videre. Når man er blevet godkendt, er der også lige det med at flytte 6.000 kilometer mod vest. Praktikopholdet i sig selv kan ende med at koste en flere penge, end man tjener.
»Ambassaden er ret behjælpelige med at finde et sted at bo – husene går tit i arv fra den ene praktikant til den næste, men det er dyrt at bo i Washington. Priserne er høje. Det skal man være klar på.«
Rugbrødsarbejde og dybe vejrtrækninger
Naja er ansat som praktikant hos den afdeling, der fokuserer om presse, offentligt diplomati og handel. Hun startede med tre måneder på den danske ambassade i Washington inden hun drog til Chicago for at fortsætte arbejdet i en anden by. I den amerikanske hovedstad var opgaverne mange – og indebærer for eksempel sociale medier.
»Vi sender nyheder ud til amerikanerne om en dansk virksomhed, som gør det godt. Eller fortæller, at København er blevet vurderet til at være den bedste rejsedestination. Vi fortæller altså alle de nyheder, der er om Danmark, på vegne af Danmark.«
Ambassadøren følges tæt, og når der er besøg i residensen og på ambassaden bliver der produceret videoer og andet indhold til de sociale medier.
Men det er ikke kun digitalisering, der er en del af jobbeskrivelsen. Praktikanterne interviewer også CEO’s fra store virksomheder for at vise, at Danmark støtter op om en given sag. Der har lige været en udstilling om rohingyaerne, der flygter fra Myanmar:
»Den ene dag lavede jeg en historie om det, den næste skulle jeg interviewe chefen for Ørsted, der lige havde lavet en aftale på 600 millioner kroner. Der skal man pludselig sætte sig meget hurtigt ind i, hvordan vindmøllemarkedet er i USA. Og lave et interview på engelsk.« Hun understreger:
»Det er en test af ens journalistiske evner, men også af ens menneskelige: Tør du at gøre det her?«
»Lige meget hvad, har jeg været i USA«
Naja Navntoft Holse vidste ikke med sikkerhed, hvordan det hele ville gå, da hun tog afsted.
»Jeg ved ikke, om det bliver en succes. Men hvis ikke det gør, så har jeg fandme stadig været i USA. Alene.«
Heldigvis er succesen foreløbigt tårnhøj. Og hun remser op, hvordan hun med sin veninde lidt tilfældigt endte med at få lov at stå vagt til et Clinton-event, hvor både den tidligere præsident og den tidligere præsidentkandidat var til stede. Hvordan de forskellige ambassader mødes og spiser sammen hos de respektive ambassadører. Hvordan en af kollegerne lige vinkede til Hillary Clinton om morgenen på vej på arbejde.
»Der er bare nogle oplevelser, som man umuligt ville kunne få andre steder«. Der er stille et øjeblik. »På vej hjem fra arbejde har jeg flere gange set vicepræsidenten køre forbi i sin kortege. Når du lige er ude i weekenden flyver Trump forbi med sin helikopter. Det er bare for sindssygt.«
Men også i amerikansk politiks mekka er der skyggesider. Kort efter at have hilst på Hillary Clinton, er det måske en af de hjemløse på gadehjørnet, man løfter hånden til. Eller måske gør man det til dem alle sammen – i så fald er der ingen grund til at lade armen falde, når den først er løftet til hilsen. Der er også manden, der bor fast i en papkasse med sin dyne foran en lille butik. Og der er butikker, hvor der står kun sorte bag kassen – og udelukkende hvide foran. Raceforskellene er til at se.
»Det er så sundt også at få den virkelighed ind i sit hoved. Der er nogle kulturting, man aldrig vil kunne se i et fjernsynsprogram. Og selvom man godt ved det derhjemme, er det noget helt andet, når man ser det lige foran sig, og der er rigtigt mange, der har det rigtigt dårligt, forstår du det ikke hvordan det virkelig er. Du kan ikke mærke det.«
Intensiteten i hendes betoning får i hvert fald mig til at kunne mærke det. Bare en lille smule. Hun har flere gange fortalt, at de oplevelser fører til en ekstra ting i kufferten på vej hjem: Menneskelig forståelse. Hun understreger det en gang til:
»Jeg kommer hjem til januar med en hel masse viden om nogle ting, amerikansk og dansk politik, men også menneskelig viden. Jeg har virkelig testet mig selv af.«