Den uendelige tyske autobahn. Intens italiensk gæstfrihed. Begravelse for en bosnisk heltinde. Serbokroatisktalenede graverjournalister. Åbne bildøre. Tag med på en tomletur mod Østeuropa.
Dag 0: Er det nu sikkert?
Der er to dage til afrejse. Jeg har ikke prøvet at blaffe før, men jeg glæder mig til det ukendte. Jeg er træt af storbyferier og resorter på solstrande. Der skal ske noget.
Da jeg fortæller min mor om vores planer, spærrer hun øjnene op og spørger stille: »Er det nu sikkert?«.
Inden da havde jeg ikke skænket vores sikkerhed en tanke, men nu kan jeg ikke lade være med at føle en uro i min mave, når jeg tænker på motorvejene og de ukendte førere i bilerne.
For det er jo fremmede mennesker. Jeg aner ikke, hvem de er, og hvad de vil.
Men min rejsemakker og kæreste Jens, der har tomlet gennem Europa flere gange, siger betryggende, at han aldrig har oplevet noget dårligt. Kun den ene gang, hvor en lastbilchauffør lugtede af alkohol, men så steg han bare ud af bilen igen.
Selvom den fulde lastbilchauffør ikke lyder som en fed oplevelse, er det langt fra de skrækscenarier, der har kørt rundt i mit hoved, tænker jeg, mens jeg ruller mit tøj sammen, så det fylder mindst muligt i min sorte rygsæk.
Dag 2: Giv aldrig op
Det er morgen, og jeg er træt og sur. Min ryg er som stivnet efter den første nat på et fem centimeters liggeunderlag. Det var dog smukt at vågne mellem slanke fyrretræer. Solen faldt ind gennem grenene og badede vores telt i et hvidt morgenlys.
I aftes blev vi nødt til at slå lejr i et lille stykke skov bag en rasteplads i Nordtyskland, efter vi forgæves havde forsøgt at få et lift sydpå. Enten skulle dem, vi spurgte, en anden vej, havde fuld oppakning i bilen eller ville ikke tage os med.
Men nu er vi tilbage på den grå rasteplads og skal have fat i et lift. Jeg gider ikke og er ikke optimistisk. Så jeg har sat mig tungt på en bænk med vores oppakning.
Jens løfter på skuldrene på vej ud mod dagens første bil og siger, at vi nok skal få et lift, for »det gør man altid«.
Hvorfor har jeg sat mig selv i den her situation, tænker jeg for mig selv. Hvorfor har jeg ikke bare taget et tog, eller et fly eller en bus?
Jeg kan se Jens fra min plads. Han taler med to store mænd, der har olieret hår og kører i en BMW. De ligner lidt sydeuropæiske gangstere i deres perfekt fittede jakkesæt og glimtende ure. Jeg håber på en måde ikke, at de vil tage os med, for min fantasi går i selvsving.
Vil de kidnappe os? Kræve, at vi betaler alle vores euros for at gå fri? Jeg beslutter mig for at ignorere mine skrækscenarier og stole på Jens’ blaffer-intuition. Men det er som om, at min krop ikke vil slappe af. Mit hjerte banker stadig, og kroppen er stiv.
Jens kommer hoppe-løbende tilbage i store skridt.
»De vil tage os med«, siger han med et bredt smil.
Han tager den ene rygsæk, og jeg tager lidt tøvende den anden og går efter ham hen mod bilen.
Jeg bliver mødt af klingende sønderjysk, da jeg går mændene i møde. De tænder bilen og deres smøgere. De byder os, og Jens takker ja, mens jeg siger ellers tak. Til gengæld siger jeg ja til den Cola Zero, jeg får tilbudt. Den er lunken. Men den søde og velkendte smag dæmper uroen i min mave.
Det viser sig, at de er brødre og på vej til et afghansk bryllup i Sydtyskland. Jeg ånder lettet op indvendigt. Aaaaarh. Mine muskler slapper af, og jeg tager en kæmpe tår af colaen.
De bliver ved med at byde os på cigaretter og lunken sodavand. Og så fortæller de om Afghanistan, hvor de oprindeligt kommer fra. De fortæller om deres familie, der stadig bor i Kabul, hvordan det står til med urolighederne og deres liv i Sønderjylland.
Da de sætter os af på en tankstation længere sydpå, føler jeg, at jeg har fået alt jeg kunne tænke mig. Interessante livsfortællinger, røg og sukker. Den urolige følelse i min krop er forduftet, og jeg er klar på at møde min næste oplevelse.
Dag 5: Væk fra italiensk gæstfrihed
Vi siger farvel til Wahlborg og Gianni med kindkys og taknemmelighed i vores øjne, der er svær at udtrykke med ord.
De samlede os op på en tankstation i Østrig i går og fik så ondt af, at vi ikke vidste, hvor vi skulle sove, at de tilbød os at overnatte hos dem i Trieste. Byen ligger i Italien lige på grænsen til Kroatien og Slovenien.
De har lavet middag til os bestående af sprød salat, bløde, hvide oste, kyllingebryst i tomatsauce og rødvin. De har givet os en nøgle til deres hjem, kørt os ned i byen og vist os rundt, så vi kunne få lov at være unge og drikke øl og i øvrigt komme tilbage til deres hus på toppen af Trieste, når det passede os. De smiler og vil hjælpe os med alt.
De er begge pensionerede. Wahlborg er uddannet sygeplejerske og Gianni gymnasielærer. De har to børn og to børnebørn. Deres hjem er dækket af bøger og fotografier af familien.
Flere gange i løbet af aftenen, hvor vi ankommer hos dem, ser vi vantro på hinanden og kan næsten ikke fatte omfanget af deres gæstfrihed.
Jeg er overvældet, af alt det de har givet os uden at kende os. Det er derfor, at man tomler, tænker jeg, da vi går ned ad bakken fra deres hus på vej ud af byen til den nærmeste motorvej.
Dag 8: Brune tænder og bosniske graverjournalister
Efter solrige dage på en kroatisk campingplads, står vi nu på en landevej i Bosnien tæt på Srebrenica. Det er varmt og støvet, og det ville være rart at komme videre snart.
Efter ti minutter bremser en bil og en ung mand, hvis tænder der både er brune og mangler, siger noget til os på et sprog, som vi antager, er serbokroatisk.
Med fagter prøver vi at vise ham, at vi vil have et lift mod Serbien. Han peger på mig og så ned på forsædet. Så jeg peger først på Jens og så på mig og så på bagsædet.
»We both want a lift«, siger jeg.
Så ryster han på hovedet, trykker speederen i bund og forsvinder rundt om hjørnet.
Jeg begynder at grine, og så stopper en ny bil med to mænd. En yngre og en ældre, der taler engelsk til os.
»Where do you wanna go?«, spørger de.
Det viser sig, at de to mænd er journalister på det bosniske onlinemagasin Žurnal, og at de er på vej i retningen af Serbien. De skal til en begravelse for en kvinde, der hedder Hatidža Mahmedoći.
Hun var en bosnisk menneskerettighedsaktivist. Hendes mand og to sønner blev dræbt i massakren i Srebenisca i 1995. Men som Semir, den yngste af de to mænd, fortæller, mens vi kører af snørklede bosniske landeveje, så valgte hun ikke at hade, men at tilgive. Derfor samles mange mennesker for at hylde hende.
Semir fortæller stolt, at Avdo er en af de mest kendte journalister i Bosnien. Avdo smiler glad, men vifter lidt med hånden som for at sige, at det er ingenting.
De inviterer os med til mindehøjtideligheden. Der kommer rigtig mange mennesker, siger de.
Vandring op ad bakke
Senere samme dag tilslutter vi os en stor menneskemængde, primært bestående af mænd, der vandrer op ad en bakke. Op til byens kirkegård. Nogle er klædt i sorte jakkesæt og går med telefoner i hånden og solbriller i håret. Andre har overalls og t-shirts på. Jo tættere vi kommer på kirkegården, jo mere tyst bliver optoget. Solen er varm.
»This is the former mayor for the town,« siger Semir og introducerer os til en bred mand i sort jakkesæt og et vejrbidt ansigt.
Semir og Avdo fortsætter med at hilse på en masse mænd i jakkesæt. De introducerer os og fortæller, hvem vi møder. Politikere, andre journalister og folk fra NGO’er.
Ved graven står flere imamer og skiftes til at læse vers fra koranen. Jeg kan ikke se selve graven, fordi der er samlet sig en klump af mennesker omkring den. Ellers står de cirka 200 mennesker, der deltager, spredt rundt omkring på bakken. Nogle har sat sig på hug i skyggen af lave træer.
»Det er en af de smukkeste stykker i koranen,« mumler Avdo.
»Men også en af de eneste jeg kender«, smågriner han lavt.
Inden ceremonien er slut vifter Semir og Avdo os hen mod udgangen af kirkegården.
Vi giver Semir og Avdo hånden. Takker for dagen. Igen er det svært at sige ordentlig tak for, alt de har givet os. Vi vinker efter dem, da de kører. Nu skal vi videre ind i Serbien.
Dag 14: Hjem
Det er fantastisk at være hjemme i en stor blød seng. Efter dage med storbyvandring i Sarajevo og Beograd har vi de sidste dage sovet i telt på rastepladser i Tyskland. Det er ikke min favorit. I teorien kan det lyde spændende, men det er bare et telt sat op et mærkeligt og grimt sted.
Men hvis jeg ser bort fra det ukomfortable og de tidspunkter, hvor jeg følte mig meget sårbar – altid om natten på motorvejen, så har jeg oplevet mere gæstfrihed på de sidste 14 dage, end jeg har på nogen anden rejse i mit liv.
Hverken solrige ressorter eller hvide sandstrande kan give mig al den gæstfrihed og åbenhed som de to afghanske brødre, Giani og Wahlborg og Semir og Avdo har givet.
Det er betryggende at vide, at de åbne vidder og åbne bildøre altid er der. Så kan jeg vende tilbage, når jeg har fået nok af bløde hvide lagner. Men lige nu dykker jeg ned under dynen.