Politiske skandaler er notorisk gode historier for journalister, og politikerne skal ikke træde meget ved siden af, før en frådende presse kaster sig over dem. Sådan udlægges dynamikken i dansk politik gerne. Men er det et retvisende billede – og hvordan beskriver dagspressen selv sin rolle?
Pressens konstante bevågenhed er et grundvilkår for enhver med politiske ambitioner. Journalister er i dag allestedsnærværende og dækker den politiske proces og det strategiske spil i og omkring magtens korridorer. Men som snart mange politikere har måttet sande, stopper den journalistiske dækning langtfra ved Christiansborgs ydermure.
For nylig blev Venstres Jakob Engel-Schmidt genstand for massiv mediebevågenhed, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at han var blevet frakendt kørekortet for narkokørsel. Hvert et stadie i politikerens efterfølgende fald fra tinderne blev dokumenteret i dagspressen. Ekstra Bladet gik i front med 17 onlineartikler på kun tre dage.
I løbet af den periode mistede Jakob Engel-Schmidt sit job som underdirektør på Niels Brock, sin kommentator-tjans på TV2 News samt al velvilje, han måtte have sparet op internt i sit parti.
De massive personlige konsekvenser, som sagen har haft, giver lejlighed til at kaste et kritisk blik på pressens rolle i udfoldelsen af sagens omstændigheder, men også på Jakob Engel-Schmidts egen kommunikationsstrategi.
Fra vagthund til jagthund
Flere fremtrædende mediefolk har gennem årene argumenteret for, at pressen bevægede sig fra at være demokratiets vagthund til at være en jagthund, hvis journalistiske dækning i stigende grad er karakteriseret ved personhetz og et skred i presseetiske værdier. Det billede genkender James Kristoffer Miles, der er journalist på Ekstra Bladets politiske redaktion, ikke.
»Hvis jeg var jagthund, så ville jeg glæde mig, formentlig. Så ville jeg opnå en rus ved ligesom at få bidt den politiker i halsen og kunne tage den tilbage til Poul Madsen og sige, ’prøv at se, nu kan vi få ham her på forsiden’, og sådan synes jeg ikke, det er.«
Han forklarer Ekstra Bladets dækning med, at barren for, hvad man kan tillade sig som politiker, bliver lavere, jo mere magt man har. Derfor er det også rimeligt, at sagen har fået så stor mediebevågenhed, mener han.
»Hvis en sognerådspolitiker har kørt narkokørsel, så er det jo en anden sag end en folketingspolitiker, som er valgt af mange flere mennesker og som har en helt anden platform. Så de her ting rykker sig og forskyder sig, alt efter hvem det er, vi omtaler.«
It’s not the crime, it’s the cover-up
James Kristoffer Miles forklarer, at Jakob Engel-Schmidt-sagen især blev interessant, da der begyndte at tegne sig et billede af, at ikke kun hovedpersonen selv havde kendskab til, at noget var under opsejling.
Da det kom frem, at Jakob Engel-Schmidt overvejede at vende tilbage til Christiansborg, udtrykte politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen undren. Det gav grobund til mistanken om, at man i partitoppen kendte til Jakob Engel-Schmidts anholdelse og overbeviste redaktionen om historiens gangbarhed, fortæller James Kristoffer Miles.
»Vi havde skrevet historien uanset – det er jeg ret overbevist om – men konsekvenserne og forløbet, det bliver ligesom lidt mere omsiggribende, når folk forsøger at holde ting tilbage.«
Han refererer til en frase, der siden Watergate-afsløringerne i The Washington Post er blevet et journalistisk mantra i den amerikanske hovedstad:
»’It’s not the crime, it’s the coverup’. Det tror jeg måske i ret høj grad gør sig gældende her.«
Pressen skal ikke rode i skraldespande
Men der er grænser for, hvad pressen kan tillade sig. Da man i 2010 gennemrodede Karen Ellemanns private affald i jagten på en historie om den daværende miljøministers manglende affaldssortering, gik man for eksempel for langt, mener James Kristoffer Miles.
Kørsel med kokain i blodet er til gengæld tilstrækkelig alvorligt til at retfærdiggøre en intens dækning.
»Jeg synes ikke, at den er kammet over for os på noget tidspunkt. Jeg synes, at 17 artikler over tre-fire dage, det er i sådan en moderne webmedievirkelighed ikke en overvældende produktion af nyheder,« siger James Kristoffer Miles og henviser til dækningen af Prins Henriks død, der var langt mere omfattende.
På redaktionen gjorde man sig sine etiske overvejelser, inden historien blev breaket på forsiden, men selvom medieomtalen har været direkte medvirkende til, at politikeren i dag er persona non grata hos sine hidtidige arbejdsgivere, afviser James Kristoffer Miles, at Ekstra Bladet er gået for langt.
»Selvfølgelig har det her haft nogle meget, meget store konsekvenser for Jakob Engel-Schmidt, men det er jo ikke vores ansvar.«
Konsekvenser for demokratiet
Ifølge Arjen van Dalen, der er lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, er sagen et eksempel på, at der ofte stilles større krav til politikere end til almindelige borgere. Det er helt rimeligt, mener han.
Men der opstår problemer, når det samme sker i privatlivet. Det kan nemlig blive dyrt i længden.
»Hvis man har i mente, at det kan have en betydning, hvad der kommer ud fra ens privatliv, så kan det være at folk, som egentlig er dygtige, ikke vil stille op til at tage en politisk rolle. Så det vil have en negativ konsekvens, hvis man holder politikere op på en højere standard i deres privatliv.«
Han forklarer, at man inden for forskningen skelner man mellem brud på normer og regler og på privatliv og offentligt liv. Et regelbrud begået i det offentlige liv – altså i rollen som politiker – er generelt forbundet med størst konsekvenser. I disse tilfælde kan det være en fordel at krybe til bekendelse tidligt i forløbet.
Arjen van Dalen er derfor også enig med James Kristoffer Miles i, at Jakob Engel-Schmidt kunne have hjulpet sig selv ved at komme pressen i forkøbet.
»Normalt vil man sige, at det nok er bedst at komme med en undskyldning uopfordret, især når det er klart, at man har overtrådt en regel.«