Jeg har brugt covidforåret og den lange, tunge sommer to forskellige steder, hvilket er noget, jeg deler med mange af verdens unge.
Det ene sted var under tryghedens dundyner med binge-maraton
af ”Tiger King” eller et kærkomment gensyn med Rory i ”Gilmore Girls”, alt imens et bananbrød eller flade surdejsboller bagte
i ovnen. Det andet sted var på gaderne til kampråb og indignation og sammenhold om en større sag. Det introverte i mig fik aldrig taget initiativ til rødvins-Zoom, og det mage- lige sørgede for at løbeplanen kun holdt et par uger. Men jeg mødte op på pladserne og på gaderne, jeg råbte med. Jeg løftede mine skilte. 2020 har bragt så meget modstand med sig, at trangen til at gå på gaderne kun er vokset. Black Lives Matter, demonstra- tioner mod annekteringen af Palæstina, Close the camps, Folkets klimamarch. 2020 har for mange været en kulmination på mange års bryggende oprør, og vi ser det alle steder i verden.
Men måske er demonstrationerne på gaderne ikke den eneste måde at være en del af et oprør. For under coronapandemien tror jeg, at der er mange, der har opdaget, at arbejde ikke nødvendigvis er lykken. Mange har tjekket ud af hamsterhjulet for en stund, er taget på landet, har opdaget at der gror ukrudt i fortovssprækkerne. At insistere på at hvile sig er også et oprør. Hvilen er blevet en luksusvare i et samfund, der tjener penge på, at du har travlt og opfylder dine pligter på arbejdsmarkedet. Jeg kommer til at tænke på, hvordan disse to former for oprør hænger sammen. Det hårde mod det bløde. Hvad er det egentlig for en ændring, jeg håber på at se i verden?
Jeg var for nylig inde og se et teaterstykke på Sort/Hvid i Kødbyen. ”NUL” hedder forestillingen, og den handler om at nulstille verden og skabe den på ny. Da jeg i afsprittet tilstand og med god afstand til de andre pub- likummer, der sad i teatermørket, rumstere- de tanken igen i hovedet på mig: Hvad er det egentlig for en ændring, jeg håber på at se i verden? I teaterstykket kommer skuespiller- en med forskellige bud på en fremtid, vi kan tro på og trives i. Og det ville være rart at kunne læne sig tilbage, og tro på at det hele nok skal ordne sig, men efter dagene på gad- erne i løbet af 2020, er noget andet vækket i mig. Det er trangen til, at noget skal blive helt anderledes, sådan rigtig anderledes. Trangen til at stå side om side på en plads eller på gaderne, og være med til det lange, seje træk. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan.
Selvom 2020 har bragt en masse modgang med sig, så er jeg overbevist om at 2021 ikke bliver meget bedre – medmindre vi gør det bedre. Mens revolutionen brygger, laver jeg en kop te og tager en lur. Så er jeg udhvilet og klar til at møde op på pladser og stræder, næste gang kamphornet lyder.