KULTUR

100 år efter udgivelsen flyder ”BLOD” stadig rundt i den danske litteratur

Foto: Per Kolind

I 1922 udgav Rudolf Broby-Johansen sin første og eneste digtsamling “BLOD”, der trods statslig censur og folkelig forglemmelse blev til dansk kulturarv.

”Jeg vil, som indledning til det jeg har at sige om mine digte betragtet under synsvinklen “moralsk – ikke moralske”, sige en lille kende om de kunstprincipper, der ligger til grund.”

Således indledte 22-årige Rudolf Broby-Johansen sin apologi i Københavns byret d. 23. januar 1923, da han fra anklagebænken skulle forsvare indholdet af sin første digtsamling ”BLOD”. Den unge digter var tiltalt for offentliggørelse af utugtigt materiale, og blot få dage efter udgivelsen d. 22. november 1922 iværksatte Justitsministeriet en omfattende konfiskation af de hidtil trykte eksemplarer fra Det Ny Studentersamfunds forlag. At værket, trods sin ydmyge størrelse på blot 16 digte fordelt ud på knap 20 sider, skulle vise sig at forme en litterær begivenhed, står, ifølge litteraturforsker Peter Stein Larsen fra Aalborg Universitet, ikke uden forklaring:  

”BLOD står fuldstændigt for sig selv. Det er en ekstrem og voldsom digtsamling, der beskriver noget, vi aldrig har set hverken før eller siden i dansk litteratur. Seksuelle mord, selvmord, partering af kvindekroppe, provokerede aborter og nekrofili. Alle sammen forfærdelige scener fra Første Verdenskrigs krigsskuepladser i en tid, hvor Emil Bønnelycke og Tom Kristensen i hyggelige vendinger beskrev de eksotiske himmelstrøg og skildrede proletarkvarterer som noget farverigt i den danske litteratur.”

Forud for sin tid

Inspirationen til ”BLOD” opstod nemlig, da Rudolf Broby-Johansen under et længerevarende ophold i Berlin blev konfronteret med efterdønningerne fra Første Verdenskrig – herunder også de kunstneriske af slagsen, hvor især ekspressionismen og dadaismen var begyndt at finde fodfæste. Med indflydelse herfra fik Rudolf Broby-Johansen publiceret et par digte i ”Der Sturm”, et eksperimenterende tysk kunsttidsskrift, som hurtigt indlemmede ham i den kunstneriske avantgardes europæiske netværk. På denne baggrund var det ikke kun den indholdsmæssige substans i ”BLOD”, der var hidtil uset i Danmark, men også det stilistiske udtryk.

”Han brød fuldstændigt med den faste lyriske form og opfandt sit eget sprog. Han nedbrød syntaksen og anvendte ingen tegnsætning, ingen bindeord, ingen normale sætningsopbygninger – kun versaler og egne, voldsomt billedskabende, orddannelser. Hans påvirkning fra de udenlandske strømninger var herigennem ekstrem tydelig,” forklarer Peter Stein Larsen. 

På trods af støttende vidneudsagn fra blandt andre Emil Bønnelycke og nobelprisvinderen Henrik Pontoppidan samt Rudolf Broby-Johansens egen redegørelse for digtsamlingens tilgrundliggende kunstprincipper valgte retten at stadfæste sin beslutning. Rudolf Broby-Johansen blev tilkendt en betinget bøde på 300 kroner, og ”BLOD”, med det revolutionære formsprog, forblev konfiskeret. 

”I årene efter hørte vi slet ikke mere til digtsamlingen. I alle lyrikantologier fra 30’erne, 40’erne og 50’erne bliver den end ikke nævnt. Den blev fuldstændigt udeladt fra Danmarks litteraturhistorie og dermed også glemt blandt befolkningen,” understreger Peter Stein Larsen om dommens betydning. 

Men i kølvandet på 1960’ernes opbruds- og forandringstendenser skete der pludselig en litterær renæssance. Ungdomsoprør, frisind og seksuel frigørelse fremtvang i 1967 frigivelsen af den pornografiske litteratur, hvilket tilskyndede Gyldendal til at genudgive og inddrage ”BLOD” som en del af deres daværende Spættebøger med stor succes.

”I 1920’erne passede Broby-Johansen slet ikke ind i den danske litteratur. Han var på forkant med sin tid.  Men i 1960’erne så vi digtere som Jess Ørnsbo, Ivan Malinowski og Klaus Rifbjerg, hvor det voldsomme, kradse og hæslige pludselig er noget, man virkelig dyrker. At ”BLOD” oplever sin opblomstring sideløbende med den danske modernisme, er slet ikke tilfældigt. Man havde fået smag for det eksperimenterende og avantgarde,” påpeger Peter Stein Larsen. 

Kanoniseret avantgardisme

I mellemtiden havde Rudolf Broby-Johansen indstillet digterkarrieren og helliget sig arbejdet som kulturjournalist og kunstformidler for den brede befolkning. Dette betød også, at ”BLOD” forblev hans eneste digteriske udfoldelse. Og digtsamlingen, der blev nærmest herostratisk berømt, har placeret Broby-Johansen i en helt særlig position, forklarer Peter Stein Larsen:

Man har ofte sagt, at der skal to ting til for at blive kanoniseret. Man skal være en del af en bevægelse, altså en litteraturhistorisk strømning, og man skal være vedholdende. Broby-Johansen skrev kun denne ene digtsamling, men han er alligevel overdraget i litteraturhistorien og anvendes nu som gymnasiepensum. Det er ganske uset.”

Som frontløber for den danske modernisme blev Rudolf Broby-Johansen berømt, men ifølge Peter Stein Larsen, kan dele af nutidens eksperimenterende realisme også spores tilbage til ”BLOD”:

”I nyere tid er et oplagt eksempel en forfatter som Yahya Hassan, hvor en tydelig inspiration fra Broby-Johansen ses i brugen af versaler og de manglende tegnsætninger. Men ser man på ”BARNDOM”, første digt i Yahya Hassans debutudgivelse af samme navn, og ”ODALISK SKØNHED”, første digt i Broby-Johansens ”BLOD”, er der også en slående lighed i digtenes opbygning og den sproglige udfoldelse.”

Foruden den tilbagevendende litterære indflydelse mener Peter Stein Larsen også, at ”BLOD”, trods de 100 år til forskel, kan anvendes i nutidens samfund som et eksistentielt dokument:

”De konkrete situationer, som digtsamlingen beskæftiger sig med, er naturligvis tidsbundne, og ”BLOD” var især domineret af en skarp samfundskritik, der byggede på samfundets og menneskets moralske forfald. Men samtidig var der også tale om de universelle aspekter af et ungt menneskes trængsler. Den ungdommelige længsel efter det rene og utopiske skildres blandet andet i værkets afsluttende digt, ”ENESTE”, hvor et ungt par omslynget vandrer under månens sølvlige skær, og er på den måde et bevis for, at vi alle kommer ubesmittet gennem digtsamlingens og livets skærsild.”

Sidenhen har forlaget Æther genudgivet “BLOD”, og fordi værkets væsen ikke blot består af den trykte tekst, men også de nære omstændigheder, såsom retssagen, forsvarstalen og genopstandelsen, indgår disse episoder nu også beskrevet som en del af det trykte eksemplar. Og om det digteriske eftermæle afslutter Peter Stein Larsen:

”Forfatterskabet står uden fortilfælde, og så længe der bliver ved med at være en fascination af avantgarden, så ryger ”BLOD” og Rudolf Broby-Johansen aldrig ud af kanon.”